Annonce
Brædstrup

Ældre Sagen og Seniorrådet vil hjælpe med at få sat skub i vaccinationer

Niels Rasmussen er formand for Seniorrådet i Horsens Kommune og Ældre Sagen i Brædstrup. Han har nu aktiveret disse organisationers store netværk for at hjælpe med at få sat skub i vaccinationsprogrammet.  Arkivfoto: Morten Pape
Seniorrådsformand Niels Rasmussen opfordrer slægtninge til at hjælpe deres ældre familiemedlemmer med at få meldt sig til vaccination mod coronavirus.

Brædstrup/Horsens: Vaccinationsprogrammet mod coronavirus bliver forsinket, fordi mange ældre kæmper med at logge in på e-Boks og finde ud af den digitale tilmelding til vaccination.

Lige nu er ældre over 65 år med plejebehov den gruppe, der står for tur til vaccination, men på flere vaccinationscentre oplever man, at en del af disse ældre udebliver, enten fordi de ikke har set indkaldelsen til vaccination, eller fordi de ikke har booket en tid på den relevante hjemmeside.

Derfor kommer Ældre Sagen og Seniorrådet nu på banen.

Formanden for Seniorrådet i Horsens Kommune, Niels Rasmussen, der også er formand for Ældre Sagens afdeling i Brædstrup, oplyser, at han er blevet kontaktet af økonomichefen i Horsens Kommune, der opfordrede til, at Ældre Sagen og Seniorrådet bruger deres netværk for at få sat skub i vaccinationerne. Og det er allerede i gang:

- Derfor kommer vi med en kraftig opfordring til vores medlemmer, at de skal se at få tjekket deres e-Boks eller postkasse for at se, om der ligger en indkaldelse til vaccination. Og hvis de har brug for hjælp til at finde ud af tingene, så opfordrer vi til, at børn, børnebørn, andre slægtninge eller naboer og venner hjælper til, siger Niels Rasmussen.

- I Ældre Sagen har vi stadig gang i telefonkæder og besøgstjeneste, så vi er allerede aktive omkring det her. Det er lidt svært for os at sende nogen ud, der kan hjælpe med at betjene computeren, for der er jo strenge regler for databeskyttelse. Det er mest oplagt, at slægtninge og børn hjælper til, hvis det driller med NemID eller e-Boks, siger han.

Annonce

For lang tid

Problemet er blandt andet, at mange ældre tjekker deres e-Boks for sjældent.

- Der kan måske gå 14 dage mellem hver tjek. En del ældre venter med at gå ind på e-Boks, til de får besøg af deres børn eller børnebørn, som kan hjælpe. Men det er meget vigtigt lige nu at få tjekket den e-Boks, så min opfordring går også på, at slægtninge skal overveje, om deres ældre familiemedlemmer har brug for hjælp her og nu, siger Niels Rasmussen.


Det er meget vigtigt lige nu at få tjekket den e-Boks.

Niels Rasmussen, Seniorrådet


Nogle ældre er fritaget for at være koblet op på NemID, og de vil så få indkaldelse med et "gammeldags" fysisk brev. Men her er problemet, at postvæsenets hastighed er lav:

- Jeg er jo selv tidligere postbud, så jeg ved, at der kan gå mange dage, før et brev når frem. Men det er alligevel vigtigt at tjekke postkassen for at se, om der skulle ligge et brev, siger Niels Rasmussen.

Den 70-årige Niels Rasmussen er ikke selv i den aktuelle målgruppe, da han ikke får hjemmehjælp.

- Jeg må vente lidt, jeg er i gruppe 9, så der går noget tid, før jeg får et stik. Jeg vil selvfølgelig klart anbefale vaccination, og jeg er også selv parat til at blive vaccineret, understreger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Monika måtte aflive sin hvalp efter handel med tiltalt hunde-sælger

Annonce