Annonce
Erhverv

Århusiansk tech-virksomhed: Vi er et ø-samfund, der mangler at få bygget broer

Rune Mai (billedet) og Gudmundur Hreidarsson stiftede Spiir i 2011. App'en hjælper brugere med at have overblik over økonomien blandt andet ved automatisk at trække hente data fra bankerne. Foto: Michael Bager
Danske Bank og norske DNB har investeret store millionbeløb i den århusianske fintech-startup Spiir, hvor direktør og medstifter Rune Mai forventer mere end at tredoble antallet af ansatte inden for to år. Samtidig håber direktøren, at byens tech-virksomheder vil forene sig i et nyt øko-system.

AARHUS: Mere end en kvart milliard kroner.

Så meget er der investeret i tre århusianske startup-virksomheder inden for fintech-branchen i årets første måneder.

En af dem er selskabet Spiir, som står bag en pengeapp, der holder styr på økonomien for indtil videre 330.000 brugere primært i Danmark, og den bagvedliggende infrastruktur Nordic API Gateway, som har modtaget investeringer for 64 mio. kroner fra blandt andet Danske Bank og den norske pendant DNB.

Et beløb, som direktør og medstifter Rune Mai vil benytte til at rulle Spiir-platformen bredere ud og sikre vækst i kloge hovederne på hovedkontoret i Mejlgade og i afdelingen placeret i Copenhagen FinTech Lab - et kontorfællesskab for 50 fintech-startups i hovedstaden. Og vokseværket er forlængst gået i gang:

- For et år siden var vi 18 medarbejdere, nu er vi 46, og om et år forventer jeg, at vi er omkring 70 fastansatte, siger Rune Mai.

Han er ikke i tvivl om, hvorfor Aarhus er attraktiv for tech-selskaberne:

- Hvis du sammenligner indbyggertal og antallet af studerende, så er der ikke mange byer i verden, hvor koncentrationen er så stor som her, og netop studerende er jo en kilde til både inspiration og arbejdskraft.

Annonce

Mangler Meetup-kultur

Rune Mai ser dog overordnet tech-miljøet i Aarhus som en række enkeltstående selskaber, der enten er startet op her eller har slået sig ned i byen, mens der er endnu ikke tale om et reelt community eller et egentlig øko-system. Der mangler de rette rammer til at sikre en sådan udvikling, mener han:

- Vi har ikke nogen Meetup-kultur i byen. Vi lever som på små øer i hver vores virksomheder, men der bliver ikke rigtigt bygget broer, og så længe det ikke sker, så forbliver vi et ø-samfund. Der er behov for facilitering og større kontakt tech-virksomhederne imellem, forklarer Rune Mai og fortsætter:

- Det kræver både private og offentlige investeringer, hvis vi skal forløse potentialet. At der er mange tech-virksomheder i byen, skyldes først og fremmest nogle hårde it-hunde, der har gjort det meste af arbejdet selv, men vi skal blive bedre til at bruge hinanden. Jeg kender mange af personerne i de andre it-virksomheder i byen, men jeg føler mere, at jeg er en del af et fællesskab i Copenhagen FinTech Lab, end jeg er i Aarhus.

Rune Mai foreslår, at de århusianske tech-virkskomheder går sammen med studiemiljøet om en årlig event, hvor de præsenterer deres teknologier for hinanden i et udviklingsøjemed med fokus på faglighed og vidensdeling.

Massive Aarhus-investeringer

Udover Spiir har fintech-kollegerne i Lunar Way for nylig hentet 13 mio. euro svarende til 97 mio. kroner ind i selskabet fra tre investerings- og venturefonde - Greyhound, SEED Capital og Socii. Investeringen skal skal sørge for, at Lunar Ways banking-app til at håndtere hverdagsøkonomi bliver et reelt alternativ til den traditionelle bankverden i Norden.

Og endelig har to globale venturefonde - Blackfin og e.ventures - investeret 75 mio. kroner i århusianske ViaBill - en fleksibel betalingsløsning til nethandel. Penge, som direktør Jan Lytje-Hansen over for investor- og iværksættermediet Bootstrapping forklarer, skal investeres i mere vækst - blandt andet i form af opkøb.

Af større investeringer i århusianske tech-startups i begyndelsen af året er 57 mio. kroner fra den Silicon Valley-baserede venturefond Accel i softwarevirksomheden Humio samt et betydeligt engagement fra Unity-stifteren David Helguson i Lensact - digital screeningsplatform for kontaktlinsebrugere - og Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens investering via Heartland i Plandiscs online årshjul.

I forbindelse med de to sidstnævnte investeringer - med Helguson og Holch Povlsen som afsender - er beløbene ikke offentliggjort.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce