Annonce
Livsstil

Årets gang i Troensehaven: Status på sommeren i køkkenhaven

Grøntsagerne har i år måttet vige pladsen for sommerblomster i køkkenhaven. Selv de store artiskokker har holdt sig nede i år. De plejer at tage hele udsynet over bedene. Måske er det den kolde vinter, der har betydet, at artiskokkerne ikke har sat frugter. Foto: Helle Troelsen
Så er det blevet efterår, selvom september ofte giver sommerlige dage. Nu er det om at få det sidste med i haven, for snart pakker den sammen og går på ferie.

Det er også tiden at gøre status på denne vækstsæson i haven. Prydhaven er kontinuerligt under omlægning, og her er september højsæson for at beskære buske og træer og plante nyt i bedene. Der er ikke længere så meget at lave i køkkenhaven andet end at nyde godt af alt det arbejde, der blev lagt i den i foråret og sommeren, og som har givet så meget overflod, at det er umuligt at nå at høste det hele til husholdningen.

Men ikke alt er blevet, som jeg havde forestillet mig, da jeg indkøbte frø i vinter og lagde store planer for dette års vækstsæson i køkkenhaven. Sådan er det altid: Noget overrasker positivt, andet går helt efter planen, og så er der drømme, man måtte skyde en hvid pil efter, for de blev aldrig opfyldt.

Når vinteren er mørk og kold, drages man af alle de fine billeder af sommerblomster, som vises i frøkataloger og hos forhandlere på nettet. Blomsterne tager sig altid fantastisk ud på billederne, for det er klart, at det er pragteksemplarerne, der vises frem. Det sælger, og jeg er et nemt offer.

Annonce

Jeg talte 109 forskellige sorter af sommerblomster og etårige prydgræsser, der lå frø af på mit plantebord, da jeg skulle til at sortere, hvad der skulle forspires indenfor, og hvad der skulle sås direkte i jorden i køkkenhaven.

Selvom jeg har en stor køkkenhave, så siger det sig selv, at der aldrig vil blive plads til det hele. Jeg gjorde forsøget og forspirede en lille bakke af hver sort. De fyldte godt op i vindueskarmene sammen med tomater, chilier, kål, krydderurter og andet spiseligt.

Der var alt for mange småplanter, som jeg ikke kunne nænne at smide ud, for de havde valgt at spire og vokse sig så fine. Men så måtte jeg jo begrænse såningen af de sorter, der sås direkte på friland. De fine morgenfruer i forskellige nuancer kom aldrig i jorden. Det samme skete for kornblomsterne, de blå jomfru i det grønne, valmuerne i de skønneste, støvede blå farver, kongekommen og ...

Ikke alene de måtte vige pladsen for de forspirede sommerblomster, det måtte også grøntsagerne. Heldigvis var hobbyhaven anlagt, og her var der plads til de grovere grøntsager såsom kartofler og kål.

Nogle spirede ikke

Hvis alle de dyrt indkøbte frø ville spire, så havde det set meget værre ud. Jeg havde ellers glædet mig til at plukke ind af sommerfloks i flere farver samt den delikate håret solhat ”Sahara”. Men de spirede ikke.

Jeg har før haft problemer med især sommerfloks, der er en langsom starter. Forrige år gik der også kuk i forspiringen af den, men det gik forrygende, da de blev sået direkte i bedene. Hvorfor lærte jeg dog ikke af denne erfaring, og gjorde det samme i år? Og nu var pladsen i køkkenhaven jo brugt op af alle de andre.

Jeg måtte købe småplanter på Egeskov Slot, fordi de laksefarvede, jeg havde sået, ikke blev til noget. De blev plantet ud, hvor der tidligt blev høstet radiser. Foto: Helle Troelsen

Laksefarvede sommerblomster er et hit i disse år, men de vil åbenbart ikke bo hos mig. Af en eller anden underlig årsag, så gik der også kuk i spiringen af dem. Både skabiose, haveløvemund og en lækker laksefarvet cosmos måtte jeg efterfølgende købe på Egeskov Slot og plante ud, hvor radiserne havde stået. For de var allerede høstet og spist. Der blev plads til den hvide jJomfru i det grønne efter spinaten, der også blev høstet tidligt.

Til gengæld er køkkenhaven fyldt med statice i mange farver, papirsblomst, cosmos, russisk hindebæger og prydgræsser. Hver et frø blev til en livskraftig plante.

Sidste år var det stor evighedsblomst, der fyldte køkkenhaven op, så de blev begrænset i år. Alt for meget endda. Næste år skal der en bedre balance til.

Annonce

Den største dummert

Man bliver jo ikke mæt af at dyrke sommerblomster. Derfor gjorde jeg plads til rækker af gulerødder, knoldselleri, rødbeder, løg og porrer mellem bærbuskene i hobbyhaven. Tidligere på foråret plantede jeg nogle specielle sorter af solbær, ribs og stikkelsbær. De stod uheldigvis placeret, så der ikke kunne sås rækker af andre afgrøder mellem dem. Derfor flyttede jeg nogle stykker ved at løsne dem fra jorden og rive dem op i min iver efter at så. Det var dumt.

Bærbuskene var godt i gang med at etablere sig i den lækre, næringsrige muldjord og havde udviklet små, hvide siderødder, som jeg i min iver kom til at beskadige, da jeg flyttede rundt på buskene. Flytningen forstyrrede buskene så meget, at de gik i stå med at vokse, og nu står de med halvvisne blade.

Jeg ved det jo godt. Jeg burde have gravet dem op med en stor jordklump omkring og forsigtigt flytte dem over i et tilsvarende stort hul, der forinden var vandet godt igennem. Det husker jeg til næste gang.

Det er godt at dyrke porrer og løg mellem rodfrugterne, så de kan reducere gulerodsfluens aktivitet med at lægge æg ved rodhalsen af for eksempel gulerødder, persillerødder og pastinak. Så går der nemlig orm i rødderne. Da jeg var klar til at stikke løg i jorden, var de udsolgt. Man skulle åbenbart være tidligt ude i år.

Jeg synes at huske, at der altid ligger indtørrede stikløg i butikkerne, der aldrig blev solgt. Måske har der været ekstra stor efterspørgsel på dem, nu hvor folk går haveamok og dyrker haven som aldrig før.

Jeg måtte gå tiggergang hos naboen, som gavmildt delte sin sparsomme portion med mig. Næste år er jeg hurtigere på aftrækkeren og køber dem, når de kommer på hylderne. Jeg skal blot huske ikke at stikke dem i jorden for tidligt på sæsonen. For lave temperaturer får nemlig løgene til at gå i stok. Det er godt at opbevare dem lunt og tørt, indtil de skal stikkes.

Annonce

Det der plejer at drille

Det kan godt være besværligt at lykkes med blomster og urter i skærmblomstfamilien, for eksempel persille, dild og gulerodsblomsten ”Dara”. Pludselig kan de stoppe med at vokse, og så bliver de gule og visner. Det er anden generation af gulerodsfluens larver, som har overvintret i jorden, der går til angreb på rødderne. Den eneste forebyggelse, der virker, er at have styr på sit sædskifte.

Jeg glemte at så rævehaleamarant, men heldigvis såede de sig selv og dukker op hist og her i haven. De er så velkomne. Foto: Helle Troelsen

Sidste år var der kuk i mit sædskifte, da jeg lagde køkkenhaven om til højbede. I år kom der styr på det. Planter fra skærmblomstfamilien blev sået i jomfruelig jord, hvor der ikke før har vokset gulerødder, persille, dild m.v.

Jeg drukner i persille, både den krusede og den bredbladede, for jeg løb ingen risiko og såede både i køkkenhavens højbede og i kanten af kålbedene i Hobbyhaven. Gulerodsblomsten ”Dara” blomstrer som aldrig før med store, smukke skærme i hvidt, rosa og mørkt purpur.

Koriander er også fra skærmblomstfamilien, og den har jeg nu sået for tredje gang. De nåede at modne og sætte frø, inden vi fik spist de lækre blade. Men så har vi frøene, der kan mortes og bruges i asiatiske retter. Nogle gemmer jeg til såning næste år.

Annonce

En overvurdering

Jeg troede, at der var rigeligt med plads til græskar i hobbyhaven. Men der tog jeg fejl. Græskar tager så meget plads op, at en plante kan brede sig på flere kvadratmeter. Jeg såede 10 forskellige sorter, og kun to har tilkæmpet sig pladsen under hver sit frugttræ.

Her har jeg måttet gøde og vande flittigt, for de er nogle meget nærings- og vandkrævende vækster. Forrige år plantede jeg ligeledes to planter og fik to græskar. I år ser det ud til, at jeg får tre. Spild af plads.

Annonce

De forsømte

De kære kål. Hvis jeg blev spurgt for en måned side, hvad jeg er mest stolt af, så ville det være mit kålbed. Forskellige kålsorter blev plantet tæt i næringsrig jord, og de har nydt godt af masser af vanding. De stod flotte og livskraftige. Der kom insektnet over tidligt på sæsonen, så de ikke blev angrebet af kålsommerfuglen, der ynder at lægge æg på kålblade.

Sommerfuglelarverne gnasker løs af bladene og kan totalt rasere planter, som de har gjort med den toskanske kål i køkkenhaven, hvor jeg tog insektnettet af alt for tidligt.

Kålene har været min stolthed indtil for et par uger siden. De har brugt næringsindholdet i jorden op og er blevet blege i bladene og ret skravlede at kigge på. Nu ryger det beskyttende insektnet, så jeg kan komme til at gøde mellem rækkerne. Foto: Helle Troelsen

Men insektnettet har ligget godt og solidt over kålene i hobbyhaven, og så har det været besværligt at gøde planterne tilstrækkeligt. Nu står de og ligner nogle skravlede, halvgule kålstokke, der i den grad skriger på næring. Så nu tager jeg chancen og fjerner insektnettet og giver kålene en ordentlig gang gødning. Jeg synes, at bestanden af kålsommerfugle er mindsket betydeligt.

Insektnettet blev taget af for tidligt hos de toskanske kålplanter. Jeg opdagede efter fire dage på farten, at de var blevet ribbet af kålsommerfuglens larver, der har gjort kål på kålene. Foto: Helle Troelsen

Der er to-tre generationer af kålsommerfuglelarver pr. år. Første generation klækkes fra pupper, som har overvintret, og de flyver i første uge i maj og ind i juni. Anden generation flyver fra juli og et stykke ind i september, og her er bestanden væsentlig større. Det er anden generation, som gør størst skade i køkkenhaven. Jeg må de næste par uger jævnligt ud at tjekke kålene for æg.

Annonce

Den ultimativt største succes

Jeg kigger flere gange om dagen til tomathegnet i hobbyhaven. Her plantede jeg småfrugtede tomatplanter ud, såsom cherry-, mini-blomme-, cocktail- samt almindelige tomater. De støtter sig til hasselkæppe i hegnet og står beskyttet for vind af hækken og i direkte sol. De har modnet langsommere, end hvis de stod i drivhuset, og det har resulteret i knasende sprøde og søde tomater.

Den største succes i år er tomathegnet, der bugner af klaser med småfrugtede tomater i alskens farver og former. De smager sødt og krydret. Foto: Helle Troelsen

Jeg har aldrig smagt dem bedre. Fordelen er også, at de ikke har fået skimmel eller andre sygdomme.

De storfrugtede tomater såsom store blomme-, bøf- og madtomater vokser i drivhuset, og de er ramt af skimmel efter nogle regnfulde og fugtige dage.

Annonce

Eksperimentet

Det gav plads i drivhuset, at de småfrugtede tomater blev plantet ud på friland. Det gav også plads til afprøvning af helt nye afgrøder. To sorter af citrongræs fylder godt op i det ene bed, tomatillo og sjove agurker fylder det andet bed op. Auberginer plejer jeg at dyrke i krukker med stor succes.

I år har jeg forsøgt at have dem i bedene med den formodning om, at de bliver større og mere udbytterige. Det blev bristede forventninger, for alle er næsten forvundet under dækket af anderledes sorter af basilikum, købt som velvoksne planter hos Gartneriet Toftegård. De er blevet til buske og dækker for chilier, almindelig basilikum, citrontagetes og andre små vækster.

Ingen havesæsoner ligner hinanden. Vejret arter sig forskelligt fra år til år. Man husker, og man glemmer. Man fristes, og man lader stå til, for hvem ved, hvad der ellers sker omkring en i årene der går. Det er det uforudsigelige og interessante ved at dyrke haven.

Ugens tip

Sommerblomsterne, der blev plantet i krukker i forsommeren, er begyndt at se lidt trætte ud. Mon ikke det snart er tiden, at de kan smides på komposten, og at krukkerne bliver fornyet med efterårsblomstrende planter såsom sankthansurt, prydgræsser, alunrod, asters, pyntekål og lyng.

Stedsegrønne buske kan give grøn frodighed og farve gennem både efterår og vinter.

Jeg har et lille depot af stedsegrønne buske, som jeg passer godt på fra år til år. Når sæsonen er der til at fylde krukker med sommerblomster, så stilles de om i skyggen bagest i planteskolen. Nu tages de frem igen, pudses af og plantes om i ny jord. Så får de lys, luft og næring til at ruste sig til den kolde årstid, der hastigt er på vej.

Annonce
Horsens For abonnenter

Det er endnu uvist, om der er PFOS-forurening i Horsens, men "der er ikke risiko for mennesker eller grundvandet"

Danmark

Torsdagens coronatal: Antal corona-indlagte falder til det laveste siden først i august - yderligere fire er døde

Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

To er blevet fyret: Kommunalt ansatte snagede i 300 personers følsomme oplysninger

Horsens For abonnenter

Bilister har svært ved at komme ud på landevej: Her kan der komme en rundkørsel

Sport

Sensationel debut af brandvarm amerikaner var ikke nok for Horsens IC, der blev dukket til sidst mod Bakken Bears

Kultur For abonnenter

Kvinderne styrer: 'Gift ved første blik'-mændene har problemer med kæledyr og prutter

AC Horsens

Stolt AC Horsens-træner oven på pokaltriumf: Hvor mange kan skifte ni mand ud og så vinde over et superligamandskab?

Nyhedsbrev For abonnenter

Dagens overblik: Slut med frivillige vagter på sygehuset, grøn strøm fra taget og masser af spørgsmål om byudvikling

Horsens

23-årig slog alarm om drab i Køge fra lejlighed i Horsens: Nu sidder han selv på anklagebænken tiltalt for drabet

Hedensted

Havde gang i 50 wienerschnitzler: Forpagter måtte sadle hurtigt om efter brand

Danmark

Kulturministeren er skræmt over danske børns Youtube-forbrug: - Jeg er bange for algoritmer, jeg ikke forstår

AC Horsens

Se videoanalyse: AC Horsens tævede Silkeborg og nu venter ærkerivalerne fra VB i 1/8-finalen

Horsens For abonnenter

Nej til ekstra vagter: Hverdagen på Akutafdelingen er mere presset end før strejken, fordi sygeplejersker har fået nok

Brædstrup

Nu har vi chancen: Nyt torv skal sikre børn en sikker skolevej

Annonce