Annonce
Ikast-Brande

Årets Præriefest i Nørre Snede må aflyses

I år må man undvære det traditionsrige optog igennem Nørre Snede i forbindelse med Præriefesten. Her er et pletskud fra 2017 med nogle flotte lokale indianere. Arkivfoto : Søren E. Alwan
For første gang siden 1968 må en Præriefest aflyses, men arrangørerne lover revanche i 2021.

Nr. Snede: Det er aldrig sket før, men nu sker det: Nørre Snedes navnkundige Præriefest må aflyses i år.

Den store byfest plejer at finde sted i slutningen af august, men arrangørerne har på grund af corona-situationen været nødt til at aflyse begivenheden, der ellers har fundet sted uafbrudt lige siden 1968.

- Vi kunne jo godt se, hvor det bar hen ad, siger Sten Lindstrøm Udengaard, der i flere år har været en af tovholder-sherifferne i Præriefesten.

- Det er ærgerligt for byen og for foreningerne, der er med - folk vil savne festen. Men vi ved ikke, hvordan august vil blive, og vi tør ikke bare flytte det en uge eller to. Vi skulle have solgt spisebilletter her i weekenden, men der er jo ingen, der vil købe billetter til en fest, hvor de ikke ved, om festen bliver til noget eller ej. Vi kunne have risikeret, at det blev en halvforkølet fest, hvor der kun kom det halve antal gæster, og det ville have givet underskud. Det er jo heller ikke en fest, man lige kan banke op på 14 dage... det kræver et års planlægning, siger Sten Lindstrøm Udengaard videre.

Han understreger, at beslutningen om at aflyse årets Præriefest er truffet i enighed.

- Vi var enige om at aflyse. Der var ingen tvivl, siger Sten Lindstrøm Udengaard.

Men næste år tager sherifferne og de andre arrangører revanche:

- Vi lover gæsterne et brag af en fest i 2021, hvis alt går efter planen, siger sheriffen.

Annonce
- Vi lover gæsterne et brag af en fest i 2021, hvis alt går efter planen, siger siger Sten Lindstrøm Udengaard, der er en af tovholder-sherifferne bag Præriefesten. Arkivfoto: Peter Hald

Vil savne indtægter

- Vi har fået afviklet med de fleste samarbejdspartnere, og vi flytter det vi kan til næste års Præriefest. Kontrakterne er skruet sådan sammen, at vi kommer skadesfri ud af det meste, oplyser forklarer Sten Lindstrøm Udengaard.

Til gengæld må man konstatere, at de indtægter, som festen plejer at give, ikke kommer ind i år.

Hovedkræfterne bag festen er fire lokale foreninger - Hærvejens Håndboldklub, Nørre Snede Skytteforening, NSG og Nørre Snede Jagtforening - og de må dermed vente på præriefest-indtægterne til næste år.

- Det er ufatteligt trist, ikke bare for arrangementet i sig selv, men også for de foreninger der baserer en del af deres økonomi på arbejdet ved Præriefesten. Aflysningen rammer også vores gode samarbejdspartnere fra erhvervslivet og alle de kunstnere, der i forvejen er hårdt ramt af hele situationen, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra Præriefestens venner og sherifferne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

DMI lover sol og sommer på første officielle sommerdag - men så kommer efterårsvejret

Annonce