Annonce
Danmark

Thomas Funding: Ånden er ude af flasken i Dansk Folkeparti

Thomas Funding, politisk redaktør, avisen Danmark. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Annonce

Der skulle gå mere end et år, før der var en DF’er, der offentlig sagde det, mange har gået og hvisket om i partiets kroge. Kristian Thulesen Dahl skal væk. Ånden er ude af flasken, og når først den er det, er den ikke nem at få tilbage. Et formandsopgør kan være på vej i Dansk Folkeparti - men først skal en række forudsætninger være på plads.


Efter alt at dømme handlede Hans K. Sønderby på egen hånd, men det betyder ikke, at han står alene. Han sætter ord på noget, mange andre taler om i Dansk Folkeparti.


Nogle gange er det ikke budbringeren, der er interessant, men budskabet.

Sådan er det med Hans K. Sønderby. Det er ikke et navn, mange kender. De 367 mennesker, der stemte på ham til kommunalvalget i Esbjerg, gør selvfølgelig, men derudover er han ganske ukendt. Det gælder også i det parti, han repræsenterer, Dansk Folkeparti.

Men mandag satte Hans K. Sønderby sig ned og skrev noget, der er større end ham selv. I et læserbrev, som han sendte til avisen Danmark, krævede han Kristian Thulesen Dahls afgang som formand for DF og foreslog til gengæld Morten Messerschmidt som arvtager.

Efter alt at dømme handlede Hans K. Sønderby på egen hånd, men det betyder ikke, at han står alene. Han sætter ord på noget, mange andre taler om i Dansk Folkeparti, og derfor er det ikke, hvem der skriver, men hvad der bliver skrevet, der er centralt.

Siden valget for et år siden er frustrationerne i Dansk Folkeparti vokset stille og roligt, og i de seneste måneder har det taget fart.

Dårlige meningsmålinger, gammelt nag og uenigheder om den politiske retning har fået presset på Kristian Thulesen Dahl til at stige, og en debat om hans formandskab er begyndt at pible frem i dele af partiet.

Man kan på sin vis undre sig over, at diskussionen ikke allerede brød ud efter partiets eklatante valgnederlag sidste år, men der bliver man nødt til at tage DF’s partikultur med i beregning. Der er ikke tradition for at sige formanden i Dansk Folkeparti imod og da slet ikke at kræve personens afgang. Hverken internt eller eksternt.

I stedet går man derfor og hvisker om det i krogene. En giftig kultur hvor trykket i kedlen får lov til at vokse i det skjulte – lige indtil det eksploderer.

Det, der sker nu, er altså eftervirkningerne af den valglussing, man fik for over et år siden. Men om Dansk Folkeparti er på vej til eksplodere, er endnu for tidligt at sige. Dertil er det stadig uklart, om de nødvendige forudsætninger er til stede.

Den klart vigtigste forudsætning er, at der skal være en udfordrer til stede, hvis Kristian Thulesen Dahl skal væltes. Det siger sig selv.

Der er blevet gættet på mange navne, men der er lige nu kun et reelt bud: Morten Messerschmidt. Han skal gå efter posten, hvis Kristian Thulesen Dahl skal væk.

Peter Kofod er mange også varme på, men det 30-årige stjernefrø mangler erfaring, og det er derudover diskvalificerende, at han sidder i Europa-Parlamentet og ikke i Folketinget. Nogle nævner også finansordfører Rene Christensen, men fælles for den del af baglandet, der er utilfredse, er, at de vil have en formand med mere kant. Det har Messerschmidt, hvorimod Rene Christensen til forveksling minder om Kristian Thulesen Dahl.

Selv hvis Morten Messerschmidt beslutter sig for at trække blank, har han svært ved lige nu at kaste sig fuldtonet ind i et formandsopgør. Bagmandspolitiet er således stadig i gang med at efterforske, om der er foregået noget ulovligt i sagen om Meld og Feld, og så længe det er uafklaret, er Messerschmidt reelt sat offside.

Den stigende eskalering i baglandet kan på den måde gå hen og blive et timingmæssigt problem for den tidligere europaparlamentariker, hvis han da ellers drømmer om at blive formand i stedet for formanden.

Men selv hvis politiet lukker sagen mod Morten Messerschmidt, og han beslutter sig for at udfordre Kristian Thulesen Dahl, skal han stadig have sine alliancer i orden. Og det er den anden forudsætning for, at et formandsopgør i Dansk Folkeparti kan blive en realitet.

Helt central er i den sammenhæng Pia Kjærsgaard. Hun har ingen formel magt i Dansk Folkeparti længere, men hun er alligevel en afgørende magtfaktor. Simpelthen af den årsag, at baglandet stadig er dybt loyale overfor hende. Mange kilder i DF vurderer således, at hun vil være i stand til både at sanktionere et formandsskifte – men også blokere det. Hun er på mange måder nøglen til et formandsskifte.

Modsætter Pia Kjærsgaard sig Morten Messerschmidt offentligt, er det således svært at se, at han vil kunne blive formand. Og modsat vil mor Pia, som hun kaldes i DF, kunne gå ind på Kristian Thulesen Dahls kontor i morgen og bede ham gå af.

Alles øjne i Dansk Folkeparti er af samme årsag rettet mod den tidligere formand, og hendes ord bliver vejet på en guldvægt. De fleste kilders opfattelse er, at hun er utilfreds med situationen i partiet, og at en del af hendes frustration er rettet mod Thulesen Dahl. Men om det er nok til, at hun vil lade ham skifte ud, er et åbent spørgsmål.

Slutteligt er det nok også nødvendigt for Morten Messerschmidt at sikre sig opbakning i den jyske del af Dansk Folkeparti, hvor han ikke selv har de stærkeste alliancer.

Her skal man lægge mærke til førnævnte Peter Kofod. Han bor selv i Sønderjylland og er vellidt op og ned ad den jyske højderyg. Hvordan han placerer sig i et eventuelt opgør, kan få stor betydning.

Det korte af det lange er altså, at det fortsat er noget usikkert, om der er et formandsopgør på vej i Dansk Folkeparti. Men Hans K. Sønderbys læserbrev indikerer, at potentialet måske kan være til det i baglandet, hvis centrale kræfter beslutter sig for drage nytte af det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Løvbjerg-købmand: Mundbind vil gøre hverdagen mere tryg for personalet og kunderne

CORONAVIRUS

Live: Smittetal sætter kedelig rekord - over 900 nye coronatilfælde i Danmark

Horsens

Horsensianerne på Søndergade: Stramninger er okay. Vi stoler på myndighederne

Annonce