Annonce
Debat

Ålen bør totalfredes

Røget ål med lidt røræg og en anelse purløg på en skive godt rugbrød. Jeg elsker det! Gerne efterfulgt af endnu en skive med det samme. Måske endda en mere. Mums! For slet ikke at tale om stegt ål – stegt i rigeligt smør, naturligvis. Med nye, små kartofler, kogte, måske også en smule brasede. Ikke for meget, ikke for lidt. Dertil smørsovsen!

Jeg husker stadig, hvordan jeg for år tilbage fiskede efter ål. Vi var vel to-tre stykker, der drog afsted til en nærliggende sø, når mørket sænkede sig, med fiskegrej, masser af orme, madpakker, termokande med kaffe, piber og tobak. Vi var omkring 16-17 år gamle. Selve fiskeriet var ikke noget fancy. Bare en stor, fed orm på krogen, og noget belastning – jo, vi brugte miljøfarligt bly - så det kunne lægge sig på bunden. Og så gjaldt det bare om at få det kastet ud et sted, hvor vi mente, der ville være fisk. Nogle gange tændte vi et lille bål. Og vi ventede.

Det var ikke mange ål, vi fangede i løbet af natten, faktisk kun nogle ganske få, så vidt jeg husker, men når det skete, udløste det hver gang et utroligt postyr. For det man fik op af vandet, var en tyk, sammenfiltret, gråsort klump af ål, slim, ormerester og line, og det hele føltes meget levende. Det skulle man så finde rundt i, få pillet fra hinanden, viklet ud, hvilket foregik i det gullige skær fra en lommelygte. Til stor morskab for alle tilstedeværende. Sådan en nat ved søens bred var rigtig hyggelig. Typisk sad vi der til den lyse morgen, til sidst meget trætte, ofte forfrosne og altid glade. Det var dengang.

I dag er den europæiske ål som art truet, kritisk truet. Faktisk er størrelsen på bestanden siden engang i halvfjerdserne gået voldsomt tilbage med 90-95 pct., måske helt op til 98 pct. Trods det, er den ikke fredet. Hvorfor det er sket, hvorfor bestanden kun er en tynd skygge af sig selv, er lidt uklart, men det hænger sammen med en meget dårlig kombination af overfiskeri, levesteder ødelagt af forurening og spærringer af vandløb. Samtidig er de dambrug, hvor man opdrætter dem, baseret på glasål, dvs. yngel, der er kommet hertil fra Sargassohavet, en del af vestlige Atlanterhav ud for Nordamerikas kyster og det eneste område på kloden, hvor ålen yngler. De næsten helt gennemsigtige fisk fanges i flodmundingerne til de europæiske floder. Hvilket betyder, at den del af ynglen så at sige mangler i den naturlige bestand. Så selvom en mindre del af opdrættet lukkes ud fra dambrugene og tilbage til naturen, så de senere kan vandre til Sargassohavet for at formere sig, kan størrelsen på samlede bestand simpelthen ikke følge med. Og at de opdrættede ål faktisk skulle vandre tilbage til yngleområdet er der ikke solid dokumentation for.

Det er ikke lykkes at få ål til at formere sig i fangenskab. På meget vanskeligt eksperimentelt niveau er det dog muligt kunstigt at befrugte og udklække æg, men ålelarverne dør efter et par uger, hvilket hænger sammen med, at det stadig er uklart, hvad præcis de lever af og under hvilke betingelser. Kommerciel masseproduktion på de vilkår er således udelukket. Det siges dog, at det blot et et spørgsmål om tid og mere intensiv forskning, før "koden" er knækket.

Ålen er ikke fredet. Dels af økonomiske årsager, da der på europæisk plan er op mod 25.000mennesker, som helt eller delvist lever af det fortsatte fiskeri. Dels fordi, og her er jeg ovre i den spekulative afdeling, den i manges øjne ligner for meget en slange, er grim på den ulækre, slimede måde og ikke er pussenusse-agtig med søde øjne, blød pels og kramme-potentiale. Den appellerer ikke til et blødt hjerte som en panda. Og så er den simpelthen for populær i røget eller stegt udgave til julefrokosten, på påskebordet og i en række restauranter. Retfærdigvis må det det dog nævnes, at nogle store spillere har taget konsekvensen af bestandens voldsomme tilbagegang. Allerede tilbage i 2009 meldte Dansk Supermarked således ud, at ål var blevet fjernet fra salgshylderne i Føtex, Bilka, Netto og de andre butikker, der er under koncernen. Og i 2012 stoppede også Coop salget af den truede art.

I en del år har det også været forbudt overalt i Danmark at blusse og stange ål, både i salt-, fersk- og brakvand, samt vodfiskeri efter dem. Brugen af ruser og krogliner er blevet begrænset. Og mængden, der må fanges. Dette er sket efter krav fra EU Kommissionen, der har pålagt alle medlemslande at indfører forvaltningsplaner for bestandens genopretning. Om de tiltag, der er foretaget er tilstrækkelige, om de for alvor gør en positive forskel for arten, kan man stille et rungende spørgsmålstegn ved. Men noget er der altså sket i ålens favør.

Jeg bliver dog stadig harm, når jeg støder på opslag på sociale medier fra fiskehandlere, der reklamerer med salg af ål. Eller når nogle spørger om, hvor de kan købes, uanset om de er friske, røget, stegte eller hvad de end måtte være! Praktisk taget hver gang, det sker, hver gang jeg ser sådan et opslag, skriver jeg en kommentar om, at den er en kritisk truet dyreart. Og hver gang resultere det i kommentarer om, at "ålen er jo ikke fredet, så derfor…", "det er jo ikke det, det drejer sig om…" eller mere eller mindre sure opstød og mugne indlæg fra andre. I dag spiser jeg ikke ål og har ikke gjort det i årevis, uanset hvordan de er tilberedt. Overhovedet ikke. Heller ikke, hvis jeg får dem serveret – hvilket så gudskelov sker uhyre sjældent. At fiske efter dem, kunne jeg ikke drømme om. Ålen bør totalfredes.

Ole Birket-Smith
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Leder For abonnenter

Leder: YouSee fyrer op under vigtig debat om tv-pakker

Det er noget af en hvepserede, tv-udbyderen YouSee har stukket fingrene i de seneste dage. Beslutningen om at smide Discovery-kanaler - Kanal 5, 6'eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 - ud af tv-pakkerne fra årsskiftet berører cirka en million danskere, og det er især store sportsbegivenheder, der sætter fut i debatten. - I kan vælge Discovery blandt vælg selv-kanalerne, lyder det fra YouSee, men måske har de gjort regning uden vært: Tv-krigen eskalerede nemlig i aftes, da Discovery gik på banen med annoncer rundt om FC Københavns fodboldkamp i Europa League, hvor der blev opfordret til at vælge Stofa og en række andre aktører i stedet for YouSee - og at der i øvrigt ikke er gang i forhandlinger parterne imellem. Dansk Boldspil Union og Danmarks Idrætsforbund advarer om tab af nationalt tv-arvegods, når vigtige landskampe og dele af OL-dækningen forsvinder for mange. - I har selv solgt jer til privatkanalerne for ussel mammon, lyder modsvaret fra mange, og det argument er fair - med modifikationer. For eksempel er det ikke DBU, der sidder med rettighederne til EM-kvalifikationskampe. De forhandles fra centralt hold i det europæiske fodboldforbund UEFA. Alligevel må idrætsforbundene vedkende sig en del af ansvaret for deres interesseorganisationers valg. Striden åbner en anden spændende diskussion: Har tv-pakker så overhovedet en fremtid? Antenneforeningerne argumenterer med, at de på vegne af tusindvis af medlemmer skaffer kanalerne langt billigere, end hvis vi alle selv satte pakker sammen. Omvendt er jeg en af dem, der har 70+ kanaler i min store tv-pakke, og et konservativt bud er, at jeg aldrig er forbi de 40 af dem. Og er det ikke sådan med sport, at hver gang, man siger til sig selv: Nu har jeg de kanaler, jeg skal bruge, for at se AC Horsens, åbner der en ny...? En krølle på halen er, at de fleste børn og unge i dag er flintrende ligeglade med kanalpakker og flow-tv. De finder alt på YouTube og streaming-tjenester, så måske dør denne diskussion af sig selv om føje år.

Annonce