Annonce
Erhverv

Åbningen af Horsens Bygger er aflyst: Vi befinder os i en gråzone

Alex Mandrup Paulsen har i mangel på svar fra Rigspolitiet valgt at aflyse åbningen af Horsens Bygger-udstillingen Kristi himmelfartsdag. Arkivfoto: Morten Pape
Efter ikke at kunne få vished for, om Horsens Bygger-udstillingen er omfattet af forsamlingsforbuddet, har arrangøren valgt at aflyse åbningen Kristi himmelfartsdag. Rigspolitiet oplyser til Folkebladet, at et arrangement af Horsens Byggers karakter som udgangspunkt må anses for at være omfattet af forbuddet.

Opdateret med svar fra Rigspolitiet.

Horsens: Er Horsens Bygger at betragte som et arrangement?

Det er der ikke nogen, der har kunnet give Alex Mandrup Paulsen svar på, og derfor har han, der står bag Horsens Bygger-udstillingen, valgt at aflyse udstillingens åbning Kristi himmelfartsdag.

- Det er en beslutning, vi har truffet, fordi vi ikke vil risikere at stå i en situation, hvor vi afholder Horsens Bygger og bagefter finder ud af, at vi ikke måtte. Det ville både ramme byggefirmaer, arrangør og sponsorer, siger Alex Mandrup Paulsen, der til dagligt står i spidsen for EDC Ejendoms Centret i Horsens.

Horsens Bygger, der i år foregår i Provstlund, skulle efter planen have været skudt i gang i påsken, men på grund af nedlukningen af Danmark blev udstillingen udskudt. For to uger siden kontaktede Alex Mandrup Paulsen myndighedernes corona-hotline for at blive klogere på, om tiden var moden til at åbne udstillingen.

- Her fik jeg lidt vævende at vide, at hvis vi blot overholdt et loft på 10 personer pr. hus, var det fint, siger Alex Mandrup Paulsen, der derfor gik i gang med at forberede åbning Kristi himmelfartsdag.

Alligevel følte han sig ikke overbevist.

- Så jeg tog fat i Sydøstjyllands Politi, der sagde, at hvis Horsens Bygger er at betragte som et arrangement, er det ikke tilladt at afholde det. Men de kunne ikke svare på, hvor vidt det er et arrangement, for husudstillinger er ukendt territorium i forhold til genåbningsplanen, siger han.

Annonce

Ingen har kunnet give mig et svar. Det er møgirriterende og mega svært at navigere i. Vi befinder os i en gråzone, og derfor har vi valgt at træffe den sikre beslutning og holde lukket.

Alex Mandrup Paulsen

Det er møgirriterende

Sagen blev derfor ifølge Alex Mandrup Paulsen sendt videre til Rigspolitiet, hvor den har ligget i 14 dage.

- Og ingen har kunnet give mig et svar. Det er møgirriterende og mega svært at navigere i. Vi befinder os i en gråzone, og derfor har vi valgt at træffe den sikre beslutning og holde lukket, siger han.

Alex Mandrup Paulsen kigger i stedet frem mod en åbning 8. juni, hvor blandt andet forlystelsesparker og zoologiske haver er blevet varslet tilladelse til at åbne.

- Men byggefirmaerne kan jo bruge deres udstillingshuse, som de vil. Det er først i det øjeblik, at man annoncerer i fællesskab, at det kan betragtes som et arrangement, siger han, der foreslår, at folk kan tjekke hvert enkelt byggefirmas hjemmeside.

Udstillingen i Herning aflyser også

Horsens Bygger er ikke den eneste byggeudstilling, der skulle have været åbnet Kristi himmelfartsdag. Også Byg & Nyt, der er en husudstilling i Herning med ni huse, havde lagt sig fast på at åbne 21. maj.

Folkebladet har været i kontakt med arrangøren, husfirmaet Klimahuse, der oplyser, at man for en uge siden tog kontakt til myndighedernes corona-hotline. Her lød meldingen ifølge Klimahuse, at det ikke er tilladt at gennemføre udstillingen. Den henstilling har arrangøren valgt at følge.

Folkebladet har været i kontakt med Rigspolitiets presseafdeling, der oplyser, at Rigspolitiet ikke har kendskab til den konkrete sag.

Adspurgt om en udstilling af Horsens Byggers karakter er omfattet af forsamlingsforbuddet svarer Rigspolitiets presseafdeling på mail, at "Rigspolitiet vurderer, at et arrangement, hvor syv udstillingshuse er åbne for besøgende på samme tid, annoncerer samlet, og hvor de besøgende må formodes at gå rundt mellem husene, som udgangspunkt må anses for at være ét samlet arrangementet og dermed for omfattet af forsamlingsforbuddet § 1 i bekendtgørelse 630 af 17. maj 2020."

Årets Horsens Bygger-udstilling består af syv huse bygget af syv typehusfirmaer. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce