Læserbrev: Til dem, der har indflydelse på projekteringen af fremtidens cykelstier i Odder Kommune:
Jeg er sikker på, at I har hørt, at cykelstierne i Odder Kommune bl.a. pga. huller og dårlige reparationer er frygtelig "bumlede" at køre på.
Der er efterhånden rigtig mange andre trafikanter på cykelstierne end almindelige tohjulede cykler, f.eks. ladcykler og kabinescootere.
Jeg blev selv den lykkelige ejer af en kabinescooter i oktober 2021 - lykkelig, indtil jeg fandt ud af, hvor uegnede cykelstierne (hvor kabinescootere med max-hastighed på 30 km/t ifølge loven hører hjemme) er til dette køretøj. De er alt for smalle.
Vive Nødvig SmidtMin kabinescooter måler 150 cm i bredden. Det betyder, at jeg f.eks. ud ad Houvej, hvor cykelstien løber i et parallelspor adskilt fra kørebanen af en græsrabat , må køre med ét hjul på hver side af den asfalterede cykelsti. Det er ikke særlig behageligt!
Min kabinescooter måler 150 cm i bredden. Det betyder, at jeg f.eks. ud ad Houvej, hvor cykelstien løber i et parallelspor adskilt fra kørebanen af en græsrabat , må køre med ét hjul på hver side af den asfalterede cykelsti. Det er ikke særlig behageligt!
Vil jeg køre på Tornøgade, hvor der er kantsten, risikerer jeg hele tiden, at et hjul ryger ud over kantstenen, hvilket heller ikke er rart!
Andre steder er cykelstien så smal, at jeg kun med nød og næppe kan holde mig på den, hvis jeg snegler mig af sted.
Hvis jeg kommer til et sted, hvor det er umuligt eller bare meget ubehageligt at køre på cykelstien, er jeg nødt til at fortsætte på kørebanen, hvor jeg med mine max. 30 km/t tydeligvis irriterer nogle bilister, som synes, at de lige vil vise mig, at jeg er uønsket, f.eks. ved at overhale og så trække ind igen lige foran mig.
Et andet problem er, at cykelstierne nogle steder hælder så meget, at man hele tiden føler, at man er ved at vælte. Jeg forestiller mig, at det er for, at væde kan løbe af. Men behøver de at hælde så meget?
Jeg har ikke noget godt bud på, hvordan problemerne kan løses de steder, hvor kørebane og cykelsti er afgrænset af høje kantsten (typisk inde i byen), men jeg tænker, at det ude på landet, hvor cykelstien løber som et parallelspor med en græsrabat mellem kørebane og cykelsti, kunne løses, ved at man laver det hele i samme niveau og så bredt, at cykelstien kan afgrænses med en tydelig hvid markering.
Skulle kabinescooteren komme til at fylde lidt ud på kørebanen, vil bilisterne uden de store problemer kunne overhale den på en måde, som vil være tryg for alle.
P.S. Jeg tilbyder mig gerne som "testkører", hvis I har brug for ved selvsyn at opleve problemerne. Jeg vil desuden benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at alle de steder, hvor der sat chikaner/sluser op, hvor cykelstier møder eller krydser en vej/gade, gør man det også umuligt for ladcykler, kabinescootere og visse større åbne scootere at passere. Her burde man måske erstatte sluserne med hajtænder. (Forkortet, red.)