Ugens debat: Kræft er forfærdelig, men stjæler bl.a. Knæk cancer-ugen fokus på andre sygdomme?


Ugens debat: Kræft er forfærdelig, men stjæler bl.a. Knæk cancer-ugen fokus på andre sygdomme?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: "Knæk cancer-ugen har på syv år genereret godt en milliard indsamlingskroner - bl.a. via et live-show på TV 2. Kritikere peger på, at andre sygdomme overses. Hvad mener du?"

Folkebladet har spurgt medlemmer af Jysk Fynske Medier Panel og Facebook-brugere. Her en række af svarene.

Gudrun Hasseriis Andreasen, journalist, Østbirk:

Kritikken mod, at andre sygdomme "glemmes", er udtryk for misundelse.

Kræftforeningen er lykkedes fantastisk med indsamling, men andre sygdomme fik jo ikke flere midler, hvis kræftforeningen gearede ned på indsamlingslysten.

Har ikke set indsamlingshowet - orker ikke se dem. Har heller ikke doneret penge - det gør jeg i forbindelse med den årlige husstandsindsamling - og jeg betaler til alle, der ringer på min dør i forbindelse med en landsindsamling.

Heidi Milo, cafeteria-assistent, Horsens:

Det korte svar er JA! Kræft kommer i mange former og rammer mange uanset alder.

Næsten alle, man møder, har på en eller anden måde haft kræften inde på livet, enten som patient eller pårørende, hvor det ikke har haft en lykkelig udgang. Derfor tror jeg, at det er lettere at samle ind til knæk cancer. Vi kan ikke lide døden, og når det er tårevædet, bliver vi sympatiske. Det oplever jeg ikke på samme måde med andre sygdomme.

Som patient og pårørende til både kræft, hjertekarsygdomme samt diabetes kunne jeg godt ønske mig, at forskningen i andre sygdomme fik noget mere økonomisk hjælp. Hjerteforeningen har blandt andet hjertegalla, men de får langt fra indsamlet de samme beløb, som Knæk Cancer-showet gør.

I 2018 satte hjertegalla rekord med 38,1 mio. kr., mens Knæk Cancer 2018 fik 141 mio. kr. - hvilket tydeligt viser uligevægt. Det skræmmer mig og er tankevækkende.

Gert Løvlund Pedersen, kirkegraver, Hatting:

Det er fantastisk dejligt, at så mange mennesker får fokus på den modbydelige sygdom kræft og samtidig føler sig tilskyndet til at hjælpe.

Men samtidig synes jeg, at fokuseringen er lidt ensidig. Der findes så mange andre livstruende sygdomme, som ikke får så meget opmærksomhed og derfor ikke så mange midler til forskning m.m.

Hjertekarsygdomme, sclerose, KOL, Parkinson er blot nogle eksempler. Mennesker, som bliver ramt af disse sygdomme, har vel lige så stor ret til at blive helbredt, som hvis man rammes af kræft? Jeg tror heller ikke, folk i så høj grad kender symptomerne på de andre sygdomme. Det ville øget fokus forbedre.

Måske kunne man samle ind forholdsmæssigt? Så kunne det måske være kræft et år, hjertekarsygdomme næste år og så de øvrige sygdomme hvert tredje år.

Jeg tror ikke på flere landsindsamlinger pr. år. Så bliver folk trætte af indsamlinger og mister derfor fokus på sygdommene.

Ragner Aagaard, Horsens:

Jeg har det godt med, at der fortsat samles penge ind til kræft-bekæmpelse. Halvdelen af os dør af kræft. Det ramte også min hustru. Så man er ikke ved vejs ende. Kræftens gåde er ikke løst.

Men jeg savner en redegørelse for, præcist hvor pengene er brugt og fortsat skal bruges, og hvilke fremskridt donationerne hidtil har forårsaget.

Michael Jonasen, Hornsyld:

Hvis man skal lave landsindsamlinger i tv, skal det efter min mening være til alle "kritiske sygdomme".

Kræft er en forfærdelig sygdom med mange ansigter, men der findes endnu flere "ukendte" og ligeså dødelige sygdomme end kræft. F.eks. ALS, Alzheimers, Parkinson og mange flere.

I øvrigt er alle former for psykiske lidelser forfærdelige og burde have lige så stor bevågenhed og få indsamlingsmidler.

Klaus Skjærlund, Horsens:

Kan man være mindst og størst på én gang? Ja, det er Lungeforeningen. Den mindste patientforening med kun 18.000 medlemmer og den største målt på kroniske lungesyge: 900.000.

Vi får nej til landsindsamling: "I er for små". De store med millioner allerede i banken får alt for meget i forhold til lungeområdet.

Giv statslige midler og tilladelse til landsindsamling på baggrund af patientantallet. Måske med to tv-indsamlinger om året og skift mellem de mange sygdomsområder. Det nuværende setup er skævt.

Lonnie Nielsen:

Jeg ved ikke, om de direkte stjæler fra de andre, men hvorfor ikke lave et show for alle de andre sygdomme, så der også kan blive forsket mere i dem og hjælpe dem, der er ramt?

Kræft er rigtig nok forfærdelig, men det er mange af de andre sygdomme også...

Rene Madsen:

Vi er en motorcykelklub her i Horsens, som kørte en stor parade for cystisk fibrose-foreningen, netop også for at give andre forfærdelige sygdomme lidt opmærksomhed.

Det resulterede i en indsamling, som gav rigtig godt til cystisk fibrose-foreningen.

Ugens debat: Kræft er forfærdelig, men stjæler bl.a. Knæk cancer-ugen fokus på andre sygdomme?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce