Søndagsdilemma: Tre personer tager stilling til aktuelle emner


Søndagsdilemma: Tre personer tager stilling til aktuelle emner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Din demente far er én gang gået væk fra plejehjemmet og er fundet igen. Muligheden for en indopereret gps-chip dukker op. Hvad gør du? Vi spørger tre lokale meningsdannere.

Jeannette Refstrup, direktør, Horsens

Jeg er fan af, at vi diskuterer på et oplyst grundlag. Og diskussionen om indopererede chips i demente er baseret på uvidenhed. Teknologien findes nemlig ikke. Det har f.eks. specialisten Lars Albæk fra konsulentfirmaet AL-kon, der beskæftiger sig med gps-teknologi til sporing, redegjort for i faglige artikler.

Selve gps-chippen er lille nok til, at man kunne have den under huden. Men for at virke skal den have strøm i form af et batteri. Det er så stort, at man ikke ville indoperere det i nogen.

Til gengæld kan vi diskutere, om demente skal have mulighed for at bære et armbånd eller fodlænke med GPS-sender. Og ja, det mener jeg, de skal - når alle andre muligheder er udtømte. Så vidt jeg forstår, kan man gøre meget ved bl.a. at skjule udgangsdøre med tapet eller med særlige låse.

Thomas la Cour, journalist, Horsens

Naturligvis ville jeg arbejde for, at min far får den chip indopereret, hvis han er diagnosticeret dement. Den type operation er formentlig ikke værre end en indsprøjtning, og værdien er stor.

Overvågning af frie mennesker er jeg ikke tilhænger af, men det forholder sig anderledes med overvågning af syge mennesker. Hvorfor skulle jeg kæmpe for min fars frihed fra overvågning, hvis konsekvensen kunne blive, at han frøs ihjel i en grøft?

Hvis jeg skulle vandre inde i en stor, svensk skov, ville jeg formentlig medbringe kompas, GPS-tracker og andre remedier, der kunne hjælpe mig til at finde vej. Fordi jeg ellers let ville være fortabt. En dement kan være ligeså fortabt i en by eller en mindre, dansk plantage.

Mona Juul, direktør, Horsens

Ifølge Alzheimerforeningen er der ca. 1000 eftersøgninger på landsplan om året, og ifølge DR-Dokumentar var der 15 dødsfald blandt bortkomne med demens i perioden oktober 2013 til oktober 2014. Det er sgu alvorligt.

Og jeg tænker, det bedste vil være, om vi alle - inden alder og evt. demens sætter ind - får taget beslutning om, hvorvidt vores pårørende må sætte gps på os. Lige som når vi tager stilling til organdonation.

Men ja, det er svært at tage kontrol over et andet menneskes liv. Men det er godt nok også svært at være vidne til de mange eftersøgninger, og al den utryghed det giver, når demente forsvinder.

Jeg vil gå langt for trygheden og derfor klart selv sige ja tak til en gps. Synes det er ansvarlighed over for familien og personalet. Min evt. demente far vil selvfølgelig være helt enig.

Søndagsdilemma: Tre personer tager stilling til aktuelle emner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce