Redaktørens røde stol: Uglerne er ikke hvad de ligner

Den røde stol - Morten Guldberg. Foto: Peter Leth-Larsen

Redaktørens røde stol: Uglerne er ikke hvad de ligner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Verden ligner mere og mere en tv-serie med et indhold som på samme tid er betryggende genkendeligt og foruroligende uforudsigeligt.

"Twin Peaks" vender tilbage på tv-skærmen i næste uge, og så skal vi til det igen. Fortolke verden gennem en tv-serie. En disciplin vi mestrer stadig dygtigere, måske fordi verden mere og mere minder om en tv-serie med et på samme tid betryggende genkendeligt og foruroligende uforudsigeligt indhold.

Vi er for længst i fuld gang med (igen) at flette Matador-universet ind vores daglige socialsfære med passende Bolt- og grisehandler-citater over kantinebordet, når lejligheden byder sig. Mange af os har taget Matadortesten på Facebook og lettere foruroliget konstateret, at vi personlighedsmæssigt har mest tilfælles med Mads Skjern. Eller Laura. Rammer vi Albert Arnesen eller oberst Hackel, undlader vi nok diskret at offentliggøre resultatet for Facebook-vennerne.

Vi bevæger os imidlertid over i en helt anden boldgade, når også kultserien over alle, Twin Peaks, vender tilbage med sit forunderlige, forskruede persongalleri og den uforklarlige, underliggende uhygge, som efterlader os med en underlig fornemmelse i maven.

Den har vi i forvejen ved indgangen til denne uge allerede fra lørdag aften, da Portugal for første gang vandt det internationale melodi grandprix med en sang, hverken bookmakere eller eksperter havde forudset vinde.

Men som i Twin Peaks erstatter absurditeten fornuft og logik med forbløffende gennemslagskraft ved melodi grandprix'et år efter år. Tanken var kættersk, men man så det næsten for sig som udløber af sidste uges mediestorm: Pastor Krarup ved kakkelbordet og aftenkaffen, mens det portugisiske bidrag ruller over skærmen med fistelvokal og vibrator-patos: Jegvillealdrigstemme påden derlillebøssedreng. Men det ville millioner andre, og dermed fik vi endnu et overraskende resultat til det sidste års samling og en slags stemningsskabende optakt til Twin Peaks sæson 3.

Første afsnit går over skærmen på mandag og helt ærligt: Kan instruktør David Lynch diske op med en handling mere absurd end den, virkeligheden byder på? Det vil de kommende uger vise, men da serien lukkede midlertidigt for et kvart århundrede siden, havde de færreste fantasi til at forestille sig de aktuelle, interne forhold hos eksempelvis FBI og i Det Hvide Hus, hvor skandalerne bare ruller frem i eskalerende tempo og mere og mere bærer frem mod Donald Trumps rigsretssag i sæsonens afsluttende afsnit.

Ligesom i Twin Peaks synes virkelighedens aktører også at opsøge den skæbnebestemte katastrofe aktivt. For hvorfor skulle verdens vigtigste præsident ellers fortælle mundaflæselige statshemmeligheder til russerne eller true sin FBI-direktør til at manipulere med efterretningsarbejdet, når manden i verdens vigtigste embede selv under laget af talrige hårtransplantationer ved, at man hermed overtræder de mest fundamentale spilleregler i amerikansk forfatnings skik og brug?

Men selvfølgelig er Trump ikke den eneste, som spiller med fordækte kort i Washingtons djævelske magtspil. Som Twin Peaks spøgelsesagtige kæmpe ildevarslende gentager:

The owls are not what they seem - uglerne er ikke, hvad de ligner, og det er mere sandt end nogensinde, til gengæld er der rigeligt af dem i mosen, og det behøver vi ikke engang bevæge os uden for landegrænserne for at ane konturerne af.

I den uhyggelige ende fik vi en afslutning på Kundby-sagen. Den på mange måder absurde retssag mod en teenagers forvandling fra underkuet mobningsoffer til religiøs vanvidsterrorist på få måneder.

Rettens afgørelse var klar og straffen hård, men den giver unægtelig stof til eftertanke. For dommen cementerer, at det i dag er tilstrækkeligt at dele syge fantasier på skrift til at blive sendt bag tremmer - i dette tilfælde i seks år.

Kundby-pigens historie er temmelig unik og uden fortilfælde i forhold til lynradikalisering uden forhåndstilknytning til islamistiske miljøer. Jeg skal ikke gøre mig klog på bevisets stilling, men set udefra minder hun mest om en levendegørelse af gyserforfatter Stephen Kings hovedperson i debutromanen, "Carrie", historien om en tragisk enspænder og social udsat teenagepige, der hævner sig for daglige ydmygelser fra sine jævnaldrende med en gigantisk brandstorm under det årlige skolebal. Skabt via telekineses, tankens kraft.

Baggrunden ligner Kundby-pigen med den væsentlige forskel, at sidstnævnte aldrig nåede at eksekvere. Til gengæld nåede hun foruden at investere i bomberemedier at føre fantasien ud på skrift via de sociale medier, og kombinationen med islamisme og potentiel terrorvirksomhed fik fælden til at klappe. For sidstnævnte er ikke at spøge med i nutidens retsvæsen.

Spørgsmålet er, hvor mange på omtrentlig alder med Kundbypigen, som dyrker destruktive fantasier om de nære eller knap så nære omgivelser. Nok de fleste, selv om ingen eller få driver tankerne til yderlighederne som Kundby-pigen. Men hvor langt var nogle af vi andre egentlig parate til at gå i samme alder?

Forfatteren Peter Øvig Knudsen bedyrede på P1 tirsdag, at han som teenager skam var teknisk radikaliseret i 70'erne på den yderste venstrefløj og med sympati for terrorstemplede organisationer. Men selv om terrortruslen dengang de facto var større end i dag, var det risikofrit at flirte med tankegodset hos Bader Meinhof-gruppen m.fl., fordi man ikke blev betragtet som en sikkerhedsrisiko, men blot som lømler, der nok skulle vokse sig klogere.

I tilbageblik må jeg og indtil flere kammerater ligesom Peter Øvig melde mig blandt de sikkert mange, som i praksis var radikaliserede uden at have fået diagnosen. Men alle var ligeglade, selv om vi i kommunistiske småceller uden diskretion talte om verdensrevolution, retfærdige bombesprængninger og kapitalistiske frontfigurer som legitime mål.

Jeg husker stadig en lejlighed, hvor jeg i voksent selskab blandt forældres venner bedrevidende klogede mig vidt og bedt om sligt, hvortil en af de voksne overfor de øvrige bemærkede:

- Det er det, jeg så godt kan li' ved ungdommen i dag, de er ikke bange for at mene noget.

I dag kan vi ikke rigtig hygge os med at snakke molotovcocktails eller sprængning af Christiansborg, for der er kommet religion og terrortrussel med i ligningen, og de parametre er vi ikke sikre på, man vokser fra ved egen hjælp.

Hvor langt var nogle af os var parate til at gå dengang, hvis bomber var noget, man kunne læse sig til og bestille over nettet, ligesom de voksnes terrornet relativt nemt kunne kontaktes samme sted, hvad var vi egentlig for nogle ugler, når det kommer til stykket? Foruroligende overvejelser. Men vi fik lov at blive klogere i fred.

Siden er spillereglerne ændret radikalt. Læren for ungdommen i dag er klar: Foretag dig ikke noget ufornuftigt, skriv intet ned, og går du med en forfatter i maven, skal hold eventuelle manuskripter ude af offentlige netværk, hvis handlingen i bogstavelig forstand er eksplosiv.

Knap så dramatisk, men bestemt også foruroligende var den debat, en stilfærdig restauratør i Løsning mellem Vejle og Horsens rejste på Facebook i denne uge: Bo Bonde undrer sig midt i konfirmationssæsonen over den meningsløse brug af smartphones, som renser festlokalerne for gæster, fordi alle har travlt med at studere eller opdatere på Facebook, Instagram etc.

Under sange og taler sidder gæster og spiller Candy Cross Saga eller andre netspil, og Bo Bonde har ondt af de stakkels konfirmander og andre festværter, når status i dag er, at man tilsyneladende ikke er i stand til at være åndelig nærværende ved en fest, som strækker sig over en hel eftermiddag eller aften. Det er vigtigere og sikkert også en hel del nemmere at være virtuelt end konkret til stede i sociale sammenhænge i 2017.

Emnet har skabt voldsomt røre på alle sociale medier, hvor de fleste er enige med Bo Bonde, selv om nogle af kommentatorerne givetvis hører til flertallet, som ikke kan holde fingrene fra det kæreste eje.

Og også denne historie udgør et slags oplæg til relanceringen af Twin Peaks. Smartphones var selvsagt ikke opfundet i begyndelsen af 90'erne, men hovedpersonen, FBI-agenten Dale Cooper, tog alligevel en slags forskud på virkeligheden af i dag med sine hyppige diktafon-indtalinger til Diane, den mytiske sekretær hjemme i hovedkvarteret i Virginia.

Det gjorde ham eksotisk fraværende for 25 år siden, hvor vi ikke havde fantasi til at forestille os udviklingen frem til i dag. Interessant bliver det at se, hvordan den nye sæson får inkorporeret nutidige telefoner og sociale medier, basis for psykedeliske virkelighedstwist er oplagte.

En ting er imidlertid sikker: På mandag er jeg klar til det frydefyldte gys foran skærmen - uden tændt telefon. Fire walk with me.

"Efterhånden er det som om, alt det simple og grimme sniger sig ind allevegne. Det ligesom klæber sig fast alle vegne ligesom snavs og støv. Det er ikke ligesom før."
Sengeliggende Maude i fjerde afsnit af Matador

Redaktørens røde stol: Uglerne er ikke hvad de ligner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce