Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


I døden er vi alle lige


I døden er vi alle lige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tag en tur på den nærmeste kirkegård og studér gravsten med ikke bare navne, men også deres profession. Nogle steder er det som at vandre gennem et stykke danmarkshistorie mange hundrede år tilbage.

Forleden hilste jeg på direktøren udstationeret i Sibirien og Kina, forfatteren og hans afdøde eneste søn, sognepræsten, krigsassessoren, borgmesteren, theaterdirektøren (med th), den tyske Unteroffizier og den engelske sergeant H.S. Moore.

De har alle det til fælles, at de ikke er i vores verden mere, og kun gravstenene og erindringerne hos de efterladte og pårørende er tilbage, mens de jordiske rester ligger på en af byens store kirkegårde.

Nu har det altid undret mig, hvordan mine forældre og andre oppe i alderen har fundet det interessant, ja muligvis helt fornøjeligt, at besøge kirkegårde. Efter selv at have rundet det halve århundrede finder jeg det selv endda ganske fornøjeligt.

For her mellem gravstenene på en sjælden solskinsdag først i februar med let sne hen over bedene kan man gå uforstyrret i sine egne tanker og lade sig opsluge af de dødes liv. Her har mange pårørende for årtier og århundreder tilbage sat en ære i at få den afdødes profession på gravstenen for eftertiden.

I sin egen lille eftertænksomme verden kan man derfor godt grine lidt ad det, for der er mange professioner, som for længst er - undskyld udtrykket - faldet bort.

Tag kniplingshandleren, sadelmagermesteren og vognfabrikanten.

Eller en farver- og stadshauptmand, som i 1820 gik bort og ikke holder sig tilbage på sin gravsten:

"Her iordedes den retskafne menneskeven, den vindskibelige huusfader, den gode borger" og nederst "Den lidende menneskehed og Odense Bye sukkede, da han gik bort herfra". Man kunne godt mistænke ham for selv at have forfattet teksten til gravstenen længe inden sin død.

Mere beskedent ligger digteren Carl Bagger, død i en alder af bare 39 år, og - som der står på gravstenen - hans eneste søn, kun 17 år. Carl Bagger levede et hårdt liv, var nær ven med H.C. Andersen, og en overgang avisredaktør på Fyn.

Det er som at vandre gennem tidsaldre, vigtige epoker i danmarkshistorien og det jævne folks liv og hverdag, og gennem krige.

Et mindesmærke for de faldne i krigen i 1864, faldne i første verdenskrig, og så de mange på begge sider af fronten i anden verdenskrig.

23 engelske, canadiske og newzealandske piloter og flybesætningsmedlemmer endte deres liv på kirkegården, mens de jordiske rester af tre amerikanske flyvere tre år efter befrielsen blev gravet op og bragt til USA.

Ikke langt derfra ligger fjenden, som aldrig nåede hjem til det Tyskland, der i maj 1945 kapitulerede. I alt 356 flygtninge og 263 tyske soldater fra anden verdenskrig, som mange årtier efter vidner om en besættelse og en krig, vores børn kun læser om i historiebøgerne.

Når man går fra gravsted til gravsted, er det påfaldende, hvordan det i gamle dage var skik og brug at fortælle, hvem den afdøde var og kom fra.

Det har ændret sig, og beskedenheden i sig selv er en tidligere borgmester fra Odense et godt eksempel på. Hans gravsten afslører ikke, at han var byens førstemand.

For uanset om man har været borgmester, stationsforstander, fabrikant, etatsråd eller frisør, så er vi alle lige i døden.