Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ét kommunalt udligningssystem er nok


Ét kommunalt udligningssystem er nok

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lektor i samfundsøkonomi, Aalborg Universitet, Mogens Ove Madsen
Billede
Danmark Debat. 

I Danmark har vi tre kommunale udligningssystemer og det er to for meget. Vi har Landsudligningen, Hovedstadsudligningen og den statslige reparationskasse i form af tilskud til de økonomisk dårligst stillede kommuner.

Der er gode grunde til at udskifte disse tre udligningssystemer med èt i form af et generelt udligningssystem. Et par velkendte og ofte fremførte eksempler på de nuværende skævheder i systemet er, at hovedstadsområdet kan bruge flere penge på daginstitutioner og ældrepleje og samtidig være i stand til at sætte skatten ned. Til gengæld kan kommuner med arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau og en omfattende ældre-befolkning være tvunget til at opkræve mere skat hos indbyggerne. Her kan prisen oven i købet være dårligere velfærd. Dette giver selvfølgelig en situation, hvor nogle kommuner har interesse i at fastholde det nuværende udligningssystem, medens andre gerne vil have det ændret. Denne fordelingspolitiske kamp kommer klart til udtryk i meningsudvekslingerne især mellem kommuner i Hovedstaden og i Jylland.

Udligning sættes jævnligt på KL's dagsorden, men da vi her har at gøre med en konsensusorganisation er der grænser for, hvor proaktivt KL kan handle. Også hvis det var KL, der stod for udligningsordningen. Men sådan er det ikke efter den seneste kommunalreform. Nu er det alene folketinget, der kan hæve sig over situationen og agere. Det er folketinget, der kan afgøre, om der fortsat skal laves småjusteringer eller en større reform.

Hvad vil en reform af udligningssystemet indebære, hvis det skulle resultere i et bedre generelt udligningssystem?

Det afhænger selvfølgelig af, hvad der skal udlignes og hvilket omfang udligningen skal have. Udgangspunktet er at sikre kommunerne ensartede økonomiske vilkår. Dette indebærer konkret, at både udgiftssiden og indtægtssiden udjævnes så meget, at det kommunale serviceniveau er nogenlunde ens over hele landet. Man kan også bruge den gængse talemåde, som hedder at skat-service forholdet så vidt muligt skal være ensartet.

Man kan hævde, at et velfungerende udligningssystem er forudsætning for, at kommunerne som decentrale enheder i den offentlige sektor kan fungere. Det skal samtidig tilføjes, at den mest optimale ressourcefordeling og brug af tilskud og skattekroner bedst forvaltes af politikerne i de enkelte byråd. I parentes bemærket kan man sige, at der i håndteringen af regionernes økonomi er taget et skridt med kommunalreformen i 2007 som går længere, idet skatteopkrævningsretten er fjernet. Den er erstattet af bloktilskud efter en række kriterier som er ens for alle regioner. Til gengæld kan regionsrådene stadig selv prioritere på servicesiden - ikke mindst på hospitalsområdet.

En kommunal udligningsmodel bør laves som en bruttomodel som fastholder både udgiftssiden og finansieringssiden, som grundlag for udligning. Dette betyder, at der skabes gennemskuelighed i, både hvad der sker på udgiftssiden og på skattesiden. Dette giver oven i købet mulighed for at der kan opereres med forskellige udligningsniveauer for indtægter og udgifter. Det afgørende i denne sammenhæng er dog, at udligningsniveauet hæves. Det er kendt fra de andre nordiske lande at udligningsniveauet er betragteligt højere end i Danmark. I de andre nordiske lande ligger udligningsgraden omkring 90%, medens den for tiden er 61% i Danmark. Der er ind til nu fra politisk hold argumenteret for, at vi skal have et relativt lavt udligningsniveau. Kommunerne skal på denne måde have et incitament til selv at effektivisere deres aktiviteter. Men det er svært at forestille sig, at man overhovedet kan effektivisere sig til forskellen mellem det aktuelle udligningsniveau og så eksempelvis det langt højere niveau i de nordiske lande.

Hvis udligningsniveauer hæves betragteligt har det som konsekvens at nogle af de mere eller mindre utilsigtede konsekvenser af det nuværende tre-delte system kan elimineres. Landsudligning og Hovedstadsudligning slåes sammen i et system og behovet for at etablere forskellige nødordninger for de økonomisk hårdest trængte kommuner formindskes. Alle kommuner bliver så at sige sat på samme formel. Til gengæld er det en folketingspolitisk afgørelse, hvorledes fordeling af finansieringen skal se ud. På den ene side bør der etableres en udligningsordning som både fungerer på skattesiden og udgiftssiden, og på den anden side er det op til staten at beslutte, hvor meget den vil finansiere af udligningen i form af bloktilskud, som vil reducere behovet for udligning.

En udligningsordning har primært at gøre med, at der kan være en række forhold som de enkelte kommuner ikke har indflydelse på, og som derfor fordrer, at der skabes en ligelig udvikling. På kommunernes udgiftsside er der en lang række demografiske (befolkningssammensætning) og socioøkonomiske forhold (bolig, indkomst og arbejdsforhold) som har betydning for udgiftsomfanget. En del af disse vil fortsat skulle bakkes op af staten i form af tilskuds- og refusionsordninger.

En reform af udligningssystemet via denne type forenkling vil kræve en overgangsordning. Det hænger især sammen med, at det lave udligningsniveau, som der har været i Danmark har ført til, at de økonomisk svageste kommuner er kommet bagefter år for år. Derfor kan man ikke bare indfase en simplere udligningsordning. Den skal følges af en kompensationsordning, som tilgodeser noget af det efterslæb som de mest økonomisk belastede kommuner har. Diskussioner om uhensigtsmæssigheder i udligningsordningerne og forslag til lappeløsninger forekommer ret opslidende. Derfor bør en forenklende reformvej snart vælges, som skal give et og kun et udligningssystem - ansvaret herfor er alene folketingets.