To mænd ville anmelde uheld - troppede op hos politiet med både bilen og blodet fuld af stoffer

To mænd tog til politiet for at anmelde en flugtbilist, men uden for stationen blev de selv standset med bilen fuld af stoffer. Nu skal de i fængsel. Arkivfoto: Palle Herløv

To mænd ville anmelde uheld - troppede op hos politiet med både bilen og blodet fuld af stoffer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

To skotøjsæsker fyldt med amfetamin var dét, der vejede tungest i dommen, men en 32-årig mand fra Østbirk blev også dømt for at fuske med falske recepter og for at lave falske lægeopkald til apoteker for at skaffe receptpligtig medicin.

Horsens: 32-årige Martin Rene Hougaard Hardorff fra Østbirk og en 33-årig mand fra Bredsten havde to ærinder, da de 6. april var på køretur i Horsens:

De skulle på posthuset med to pakker, og de skulle forbi politistationen for at anmelde en flugtbilist, der angiveligt var kørt ind i dem tidligere.

De valgte at besøge politistationen først.

Her fattede ordensmagten dog mistanke til, at de to var påvirkede, så da de efter anmeldelsen sagde farvel og ville køre derfra, nåede de ikke langt. Få meter fra politistationen blev de standset af betjente, som foruden en positiv narkoprøve på chaufføren også valgte at se nærmere på to skotøjsæsker på bilens bagsæde. De viste sig at indeholde i alt 171,6 gram amfetamin, som var pakket og klar til forsendelse.

- Det er et ret professionelt forhold, når man bestiller og modtager amfetamin af den mængde, og herefter ompakker det for at videreoverdrage det, fastslog dommeren, da der mandag blev afsagt dom efter et cirka otte timer langt retsmøde ved Retten i Horsens.

Bestilt og solgt via Facebook

Her var de hver især tiltalt for en lang række af forhold, som de mere eller mindre erkendte, og som de i vid udstrækning blev dømt for.

Det, der vejede tungest i sagen, var amfetaminen i skotøjsæskerne, hvor begge er dømt for besiddelse med henblik på videresalg mod betydelig vederlag.

De forklarede i retten, at de havde bestilt amfetaminen i en Facebook-gruppe, der ikke længere eksisterer. De forklarede, at de modtog det dagen før anholdelsen, og at de hjemme hos Martin Hardorff i Østbirk pakkede hver sin portion, som herefter skulle sendes til aftagere, de havde fundet i samme Facebook-gruppe. Salgsprisen var ifølge Martin Hardorff 6000 kr. for hver portion.

Begge blev også dømt for besiddelse af en broget blanding af narkotika, der samme dag blev fundet ved en ransagning af Martin Hardorffs hjem. Noget tilhørte Martin Hardorff, og noget tilhørte den 33-årige, og det hele var til eget brug, har de forklaret. Det gjaldt blandt andet en mindre mængde kokain, hash, diverse pulver og mere end 500 piller af forskellig art.

Narkobreve bremset i postkontrol

Martin Hardorff blev også dømt for en række forhold, han helt eller delvist nægtede.

Det drejer sig om indførsel af narkotika i fem tilfælde - fem tilfælde af breve med mindre mængder af narkotika, stilet til Martin Hardorff, men som dog blev bremset og beslaglagt ved en kontrol af posten. Det er sket i tidsrummet fra oktober 2016 til marts 2017. Martin Hardorff forklarede i retten, at han ikke kendte noget til forsendelserne - men at han i den periode var i kløerne på nogle bagmænd, som han skyldte penge til, og at disse bagmænd derfor brugte hans postkasse til forskellige forsendelser.

- Du har accepteret, at der kom pakker, og selvom du vidste, det var i den lyssky kategori, har du kun forholdt dig accepterende til det, sagde dommeren, da hun forklarede, at han var dømt efter anklageskriftet.

Falsk læge ringede til apoteker

Martin Hardorff blev samtidig dømt for omfattende fusk med recepter.

I løbet af juni 2017 har han i flere tilfælde på apoteker i henholdsvis Hørning og Skanderborg gjort brug af falske recepter, som han selv eller en anden har udfyldt med forskellige navne og ordinationer af receptpligtig medicin og samtidig underskrevet som værende læge.

Da han 22. juni blev anholdt i færd med sin ugerning, blev han samtidig fundet i besiddelse af flere tilsvarende falske recepter.

Endelig blev han dømt for i 16 tilfælde - og i samarbejde med ukendte gerningsmænd - at have ringet til forskellige apoteker og over for personalet udgivet sig for at være læge for dermed at kunne indtelefonere recepter på receptpligtig medicin, som efterfølgende blev afhentet af Martin Hardorff eller andre ukendte gerningsmænd.

Han forklarede i retten, at det var noget, han blev tvunget til af de bagmænd, som han skyldte penge. For hver gang blev der afskrevet 500 kroner af gælden, forklarede han.

Rabat i straffen

At være presset frikender ikke kriminaliteten, fastslog dommeren, men til gengæld var det en formildende omstændighed, der gav lidt rabat i forhold til strafudmålingen, forklarede hun.

Straffen blev for Martin Hardorffs vedkommende fastsat til ubetinget fængsel i et år og tre måneder.

Den 33-årige fra Bredsten, som også blev dømt for en række færdselsforseelser og for truende adfærd mod en medtrafikant, straffes med fængsel i ni måneder.

Begge dømte valgte at gøre brug af den mulige 14 dages betænkningstid i forhold til ankespørgsmålet.

I artiklen bringer vi navnet på den ene af de to dømte, men ikke den anden. Det skyldes, at vi ifølge vore etiske retningslinjer kun bringer navn og alder på dømte personer, når dommen er på mindst et års ubetinget fængsel eller forvaring. Alle avisens presseetiske retningslinjer kan læses på vores hjemmeside.

To mænd ville anmelde uheld - troppede op hos politiet med både bilen og blodet fuld af stoffer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce