Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Mågeplagede borgere får hjælp til at få kål på mågerne

Et forslag fra teknisk forvaltning om at skyde måger er blevet stemt ned af teknik- og miljøudvalget. I stedet skal pengene bruges til at hjælpe borgere i midtbyen i Horsens, der er plaget af måger. Pengene er en del af en kvart mio. kr., der er øremærket måger som følge af efterårets budgetaftale. Arkivfoto

Mågeplagede borgere får hjælp til at få kål på mågerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Teknik- og miljøudvalget har fordelt 250.000 kr., der er afsat i budgettet til mågeregulering næste år. Forvaltningens forslag om at bruge jægere og forbyde fodring af ænder i Bygholm Park blev dog afvist.

Horsens: En kvart million kr., der i efterårets budgetaftale i Horsens Kommune blev øremærket mågebekæmpelse i midtbyen, kommer bl.a. til gå til borgere, der har brug for hjælp til at komme mågeplagen til livs.

Det har teknik- og miljøudvalget i kommunen netop besluttet.

Udvalget skulle tirsdag behandle en række forslag fra forvaltningen til, hvordan de 250.000 kr. skulle bruges. Det blev f.eks. foreslået, at kommunen indkøbte to luftgeværer og fik nogle kommunale jægere til at gå på mågejagt ved bl.a. Horsens Havn og på Dyrskuepladsen. Det ville koste ca. 80.000 kr., anslog forvaltningen.

Et enigt udvalg vendte dog tomlen nedad til jægere i midtbyen, oplyser udvalgsformand Ole Pilgaard Andersen (DF).

- Det vil give for store konflikter at have jægere rendende rundt med geværer i byen i disse terrortider, siger Ole Pilgaard Andersen.

Han henviser til, at forvaltningen har rådført sig med jægerrådet, der fra start har været skeptisk over for ideen.

- Jægerrådet kunne ikke anbefale det. Det er deres erfaring, at det ikke virker overhovedet, og det har vi lyttet til. Der er ingen fortilfælde, hvor det har virket, siger udvalgsformanden.

250.000 kr. om året til kampen mod måger i midtbyen
Forvaltningens forslag om at skyde måger, har vi pillet ud. Det vil give for store konflikter at have jægere rendende rundt med geværer i byen i disse terrortider.
Ole Pilgaard Andersen (DF), formand for teknik- og miljøudvalget
Kommunens mågeplan
Det vil Horsens Kommune gøre i kampen mod måger:1. Vejlede og følge op i forbindelse med henvendelser fra borgere og virksomheder.

2. Vejlede i forbindelse med lokalplaner og byggesager.

3. Øge indsatsen i byrummet for at håndtere affald, så det ikke tiltrækker måger.

4. Opsætte afværgeforanstaltninger som f.eks. kunstige ræve og rovfugle på kommunale bygninger.

5. Sætte strømtråd på taget af en kommunal bygning.

6. Søge tilladelse hos Naturstyrelsen til at kommunen, private borgere og virksomheder må fjerne æg og reder i mågeplagede områder.

7. Fjerne mågeæg og -reder fra kommunale bygninger.

8. Hjælpe borgere med at få fjernet mågereder og -æg.

Ja til fodring af ænder

Med jæger-forslaget dømt ude er der 80.000 kr. i overskud, og de kommer i stedet borgerne til gode.

Private, der ellers hidtil selv har skullet tage hånd om uvelkomne måger, kan nu søge kommunen om hjælp til at få fjernet mågereder og æg, fortæller Ole Pilgaard Andersen.

- Det kommer til at køre efter først til mølle-princippet og efter Naturstyrelsens bekendtgørelse naturligvis. Når pengene er brugt, er der ikke mere i kassen. Men hvis man er meget plaget af måger, kan man søge om at få hjælp til det, siger Pilgaard Andersen.

Det er enigt udvalg, der står bag beslutningen, og Ole Pilgaard Andersen glæder sig over, at udvalget også valgte at takke nej til et andet af forvaltningens forslag, der gik på at forbyde fodring af ænder i Bygholm Park ud fra den betragtning, at det lokker måger og rotter til.

- Udvalget er enigt om, at man stadig må fodre ænderne. At forbyde det er et alt for stor indgreb over for børnefamilier. I stedet bliver der sat skilte op, hvor det henstilles, at man tager hensyn til naturen og ikke overfodrer, da det kan tiltrække andre dyr, fortæller han.

Indkøb af kunstige ræve

Blandt øvrige tiltag, der skal give mågerne kamp til stregen, er indkøb af kunstige ræve, drager osv., der skal stilles op på kommunale bygninger. Det er der afsat 20.000 kr. til.

Derudover bruges der bl.a. penge på vejledning af borgere og virksomheder, indsamling af æg og reder på kommunale bygninger samt på administration.

Som noget nyt vil kommunen teste, om strømførende gummitråd på taget af en kommunal bygning har en effekt. Hvilken bygning, der får strøm, fremgår ikke af dagsordenen.

Det er planen, at de forskellige tiltag skal evalueres i andet halvår af 2018.