Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Lovændringer banede vejen: 72-årig kunne alligevel tiltales for voldtægt efter 19 år

Arkivfoto

Lovændringer banede vejen: 72-årig kunne alligevel tiltales for voldtægt efter 19 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Loven om, hvornår en voldtægtssag forældes, er blevet ændret flere gange siden 90'erne, da to piger fra Horsens ifølge tiltalen blev offer for en i dag 72-årig mands krænkelser. Derfor kan han nu retsforfølges 19 år efter, at handlingerne ifølge tiltalen senest fandt sted.

Horsens: En omfattende retssag om voldtægt og blufærdighedskrænkelser, som i øjeblikket kører ved Retten i Horsens, ville for nogle af tiltaleforholdene være forældet, hvis ikke loven om forældelsesfrister løbende var blevet ændret gennem de senere år.

Det forklarer anklager Lisa Kjær Gjessing, som fører sagen for Sydøstjyllands Politi.

Sagens hovedperson er en 72-årig mand, der er tiltalt for at have seksuelt forulempet to søstre over en længere årrække. Mellem 1994 og 1998 skulle han ifølge anklageskriftet bl.a. have befølt dem og have haft samleje og anden seksuel omgang, hvilket takseres som voldtægt, når offeret er under 12 år.

Desuden sov pigerne, mens flere af krænkelserne fandt sted.

- Dengang (i 1994, red.) var loven sådan, at sager om voldtægt og overgreb af den her karakter havde en forældelsesfrist på 10 år, og dermed ville gerningerne fra 1994 til 1998 altså ikke kunne retsforfølges efter henholdsvis 2004 og 2008, siger Lisa Kjær Gjessing.

Indhentet af fortidens synder: Her er dommen over 72-årig voldtægtsmand

Ændret i 2003 og 2013

28. maj 2003 blev loven ændret, så fristen på de 10 år nu først løb fra den dag, den krænkede fyldte 18 år. Det gjaldt også sager fra før 2000, som ikke var forældet på det tidspunkt. Den ældste af søstrene blev 18 år i august 2004. Hendes mulighed for at retsforfølge manden ville derfor udløbe i august 2014. Lillesøsteren derimod havde stadig muligheden frem til 2018, og det var hende, der sammen med sin far gik til politiet i september for to år siden.

I mellemtiden blev loven igen ændret pr. 1. juli 2013, og det er den regel, der gælder i dag. Den siger, at de 10 år først skal starte fra den krænkedes 21 års fødselsdag, og dermed var der mulighed for at retsforfølge den 72-årige for overgreb mod begge piger.

Man kan altid anmelde en voldtægt, uanset hvor lang tid der er gået, siden overgrebet fandt sted. Men i forhold til politiets muligheder for at opklare forbrydelsen og sikre, at gerningsmanden kan straffes, er det bedst at anmelde overgrebet så hurtigt som muligt, oplyser Rigspolitiet.