Et ældre stuehus på Stidsmøllevej i Brædstrup blev mandag kraftigt røg- og sodskadet, da der udbrød brand i køkkenet.
Brædstrup: Et ældre par fik sig en slem forskrækkelse, da det mandag kl. 13 kom hjem til deres bolig på Stidsmøllevej i Brædstrup - stuehuset i et nedlagt landbrug - og konstaterede, at det brændte kraftigt i køkkenet.
Branden skyldes, oplyser Sydøstjyllands Politi, at den 75-årige kvindelige beboer satte en gryde over og tændte for komfuret. Herefter glemte hun tilsyneladende alt om gryden og forlod huset med sin mand for at gå en tur.
Da parret vendte hjem var der gang i ilden, og parret ringede 112. Da brandvæsenet nåede frem, havde ilden godt fat i overskabene og var - via emhættens ventilationskanal - vandret op i loftet og etageadskillelsen mellem stuen og 1. sal og havde fat i gulvet på 1. sal.
Ifølge indsatsleder Dennis Ottosen, Sydøstjyllands Brandvæsen, lykkedes det brandfolkene at få styr på branden relativt hurtigt.
- Det var et ældre hus, så det gik heldigvis bedre, end vi kunne have risikeret. Men vi endte med et hus, der er svært røg- og sodskadet, siger Dennis Ottosen.
Der var ingen personer i huset, men den mandlige beboer havde indåndet røg og måtte omkring skadestuen til tjek.
Artiklen er opdateret tirsdag kl. 9.23 med oplysninger fra Sydøstjyllands Politi om brandårsagen.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.