Frustreret far truede sagsbehandler: Jeg vil flå dig som en fisk

En 40-årig mand fra Horsens erkendte i en retssag ved Retten i Horsens fredag, at han havde truet både sagsbehandlere ved Horsens Kommune og ansatte på et opholdssted i Hedensted Kommune med død og mishandling. Men han nægtede, at han havde haft til hensigt at føre truslerne ud i livet. Genrefoto

Frustreret far truede sagsbehandler: Jeg vil flå dig som en fisk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

40-årig mand fra Horsens er tiltalt for adskillige trusler mod kommunale sagsbehandlere samt pædagoger på et opholdssted, hvor hans børn er anbragt. Han erkender, men nægter at være farlig.

Horsens: Talrige trusler mod flere sagsbehandlere i Horsens Kommunes familieafdeling og to pædagoger fra et opholdssted i Hedensted Kommune er med i tiltalen mod en 40-årig mand fra Horsens Kommune. Sagen var for Retten i Horsens fredag.

Truslerne går bl.a. på, at den 40-årige vil dræbe sagsbehandlerne og pædagogerne, som han føler, har ødelagt hans familie.

"Dø! Du skal dø. Jeg jager dig til månen." "Jeg håber, nogen kører dig ned med en stor lastbil, og du overlever i den værste tilstand i mange år." "Jeg vil flå dig som en fisk". Udsagn, som manden ifølge anklageskriftet blandt andet har skrevet.

Med lav stemme erkendte den spinkle 40-årige mand i retten, at det var ham, der havde sendt truslerne via sms og mail til både sagsbehandlerne og til en afdelingsleder og en leder på opholdsstedet. Men det handlede udelukkende om frustrationer, forklarede han.

Den 40-årige fortalte, at han havde oplevet en personlig deroute i forbindelse med en skilsmisse i sommeren 2016. Efter skilsmissen blev hans to børn frivilligt anbragt på et opholdssted.

I starten gik samarbejdet med både sagsbehandlere og opholdsstedet godt. Den 40-årige så sine børn en gang om ugen. Men hen over efteråret 2016 begyndte han at drikke, og det blev besluttet, at han ikke skulle se sine børn så ofte. Det betød blandt andet, at han ikke måtte være med til sin ældste søns fødselsdag. Den beslutning frustrerede faderen så meget, at han begyndte at true de medarbejdere, der ifølge ham var skyld i, at hans og børnenes liv ikke var, som han ønskede.

- Jeg følte ikke, jeg fik noget at vide om mine børn. Jeg kunne ikke følge med i deres liv, og jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne komme i kontakt med sagsbehandlerne og pædagogerne, forklarede han.

Han nægtede, at han havde haft til hensigt at føre truslerne om død og mishandling ud i livet.

- Det har ikke været min mening at gøre nogen ondt. Jeg kan jo se, jeg har sendt beskederne - men jeg kan ikke huske det, lød det fra den tiltalte, der ikke mente, at han har et alkoholmisbrug, men dog erkendte, at truslerne er skrevet under påvirkning af alkohol og stoffer.

Du er færdig med mine drenge. Hvis du ikke fatter det, kommer jeg og stikker dig bagfra.
Mail-trussel til sagsbehandler fra 40-årig tiltalt

- Venlig hilsen et stort fjols

Ud over truslerne er den 40-årige tiltalt for et røveri og et forsøg på røveri.

Røveriet fandt sted på en sti ved Hybenvej natten til 17. november 2016. Her blev en 59-årig mand fra Horsens overfaldet.

- Jeg kan huske, at jeg pludselig blev slået ned bagfra og væltet omkuld. Jeg blev holdt nede, og min pung forsvandt, forklarede offeret i retten.

Den 40-årige kunne ikke forklare meget om røveriet. Han mente dog, at han kunne huske, at den 59-årige havde kaldt ham en terrorist, og at det havde fået det til at slå klik for ham. Det nægtede den 59-årige dog.

Dagen efter røveriet fandt den 40-årige efter eget udsagn indholdet af sit offers pung - kort og personlige papirer - på en hylde på sit værelse.

- Og så gik det op for mig, at jeg havde lavet noget lort. Jeg kunne se hans adresse på kortene, og jeg pakkede det i en kuvert og skrev et brev, som jeg lagde i hans postkasse. "Med venlig hilsen et stort fjols", skrev jeg, forklarede den tiltalte.

Røveriforsøget fandt sted, da den 40-årige ifølge anklageskriftet tidligt om morgenen 2. december 2016 bankede på døren til en lejlighed på Sønderbrogade i Horsens og råbte "I kill you motherfucker. Give me my money", mens han truede lejlighedens beboer med en stor køkkenkniv.

Den 40-årige kan ikke huske noget af episoden. Han forklarede i retten, at han ikke kender offeret, men at han tidligere har købt narkotika et sted på Sønderbrogade, og at han måske har taget fejl af nogle lejligheder.

Der falder dom i sagen 5. februar.

Frustreret far truede sagsbehandler: Jeg vil flå dig som en fisk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce