Skanderborg: Selvom politiet i uge 33 og 34 har haft særligt fokus på trafikken på skolevejene, betyder det ikke, at der er frie tøjler alle andre steder.
Det kan 65 bilister på E45 skrive under på.
De blev blitzet søndag 26. august i tidsrummet kl. 23.06-2.55, da de kørte for stærkt ved vejarbejdet ved Skanderborg i sydgående retning.
- Målingen gav 65 sager. Af dem var der otte betingede frakendelser af kørekortet og 12 klip, og det er ud af 403 passerede bilister. Det er et meget højt tal, siger fung. vicepolitiinspektør Jesper Engelund, leder af færdselsafdelingen i Sydøstjyllands Politi.
Han tilføjer, at målingen blev lavet af ATK-vognen (Automatisk Trafik Kontrol), der holdt i vejkanten.
- Så vi har ikke været særligt usynlige, lyder det fra Jesper Engelund.