En 48-årig kvinde er lørdag omkommet i forbindelse med en voldsom trafikulykke på Stenkærvej mellem Østbirk og Horsens
Østbirk: En ulykke på Stenkærvej mellem Østbirk og Horsens har lørdag kostet en 48-årig kvinde fra Odder livet. Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund.
Ulykken skete klokken 10.52, da en lastbil stødte frontalt sammen med en personbil, hvor den 48-årige kvinde sad bag rattet. Hun var alene i bilen, og ingen andre personer er kommet til skade ved ulykken.
I første omgang meddelte politiet, at kvinden var alvorligt kvæstet, og hun blev bragt til Horsens Sygehus, men hendes liv stod altså ikke til at redde.
Politiet har underrettet kvindens pårørende.
Stenkærvej var i en længere periode spærret for trafik i begge retninger, da politi og redningsmandskab arbejdede på ulykkesstedet.
En bilinspektør blev kaldt ud for at undersøge ulykkesstedet, og politiet arbejder nu blandt andet på at finde ud af, hvorfor ulykken skete.
- Vi skal nu have klarlagt nærmere, hvad der er sket, og hvad der ligger til grund for ulykken, siger Lars Grønlund.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.