Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Brand på populært marked i London er under kontrol

En stor brand er brudt ud på Camden Lock Market i den nordlige del af London. Billedet er fra 2008, da området blev hærget af en brand.

Brand på populært marked i London er under kontrol

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Natten til mandag kæmpede 70 brandfolk med at få kontrol over brand på Camden Lock Market i London

Brandvæsnet i London har tidligt mandag morgen fået styr på en brand, der omkring midnatstid brød ud på en af Londons største og mest berømte markedspladser, Camden Lock Market, i den nordvestlige del af byen.

Det oplyser London Fire Brigade i et tweet.

Brandvæsnet oplyste tidligere, at op til ti slukningskøretøjer og 70 brandfolk har deltaget i indsatsen. Arbejdet med efterslukning fortsætter i morgentimerne.

Branden opstod i en etagebygning, og flammerne var så voldsomme, at myndighederne opfordrede offentligheden til at "undgå området".

- Første, anden og tredje etage samt dele af taget på en bygning inde på markedet er antændt, meddelte brandvæsnet på Facebook ifølge The Independent.

Årsagen til branden kendes endnu ikke.

Et øjenvidne fortæller, at hun havde ringet til politiet og bedt det om at lukke en nærliggende gade for trafik, fordi flammerne var "meget farlige".

- Ilden flyver gennem luften til de omkringliggende områder, sagde hun til The Independent.

Ifølge avisen er der over 1000 boder og butikker på markedet.

På adskillige fotografier fra stedet, som blev lagt ud på sociale medier, kunne man se store flammer tårne sig op over bygninger i området.

Brandvæsnet modtog den første anmeldelse kort før midnat lokal tid.

Camden Lock Market er populært både blandt lokale og turister. De mange boder og butikker med kunsthåndværk, møbler, bøger, beklædning, musik og andet samt et væld af spisesteder tiltrækker hver uge omkring 500.00 besøgende.

For ni år siden raserede en brand Camden Market, der blev lukket i flere måneder.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne i nattens brand, som kommer en måned efter, at 80 mennesker mistede livet i en brand i højhuset Grenfell Tower i London.