{nocache:c9a8627c868542f51c2accbb5f73a930#0}

Uro om automobilbane skaber nervøsitet

Jesper Ungstrup Nielsen står på den mark, han gerne vil omddanne til automobilbane for biler fra 1950-70. Foto: :Sonne

Uro om automobilbane skaber nervøsitet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Opførelsen af en ny automobilbane for klassiske biler på Wedelslund Gods er gået fra at være en administrativ sag til at blive politisk. Godsejer Jesper Ungstrup Nielsen håber stadig på, at banen åbner i 2017.

 Det ærgrer mig, at folk ikke har banket på døren eller ringet til mig for at høre, hvad planerne er med banen.
Jesper Ungstrup Nielsen

WEDELSLUND: - Her skal banen så være.

Sammen med en flok rådyr står vi på en mark nogle minutters gang fra Wedelslund Gods, og godsejer Jesper Ungstrup Nielsen peger i forskellige retninger for at markere, hvor han gerne vil placere en 2,5 km lang automobilbane.

Automobilbane?

- Det kalder jeg den. For det er ikke en racerbane for toptunede, moderne racerbiler, men en bane til brug for klassiske biler fra 1950-70, sådan cirka.

Faktisk troede Jesper Ungstrup Nielsen, at det kørte for planerne om at anlægge banen. Han havde holdt lidt lav profil uden at holde projektet hemmeligt, havde talt med borgmester Jørgen Gaarde (S) og Jens Grønlund (V) om projektet samt sendt en ansøgning til Skanderborg Kommune. Men da medierne begyndte at skrive om banen, kom det lokale bylaug og en række lokalpolitikere på banen. Derfor er anlæggelsen af automobilbanen nu blevet en politisk sag - og en sag med bekymrede naboer.

- Det ærgrer mig, at det er kommet dertil. Og det ærgrer mig, at folk ikke har banket på døren eller ringet til mig for at høre, hvad planerne er med banen, siger Jesper Ungstrup Nielsen.

Respekt for gener

Han erkender blankt, at det vil have en påvirkning på lokalsamfundet, hvis i omegnen af 50.000 mennesker skal besøge Wedelslund i løbet af en løbsweekend. Han erkender lige så blankt, at der vil være larm den ene dag om ugen, hvor de 40 medlemmer af Wedelslund Gods Car Club, der holder til på godset, mellem kl. 8 og 16 kan køre på banen.

- I forhold til larmen er der nogle regler, vi skal overholde, og det vil vi selvfølgelig gøre. Det vil i øvrigt kun være foreningens medlemmer, der må bruge banen, og jeg tror, at det vil være 20 procent af de 40 medlemmer, der vælger at tage imod tilbuddet. I forhold til, at der kommer mange mennesker til godset, så vil jeg selvfølgelig gøre alt, hvad der er muligt, for at genere naboerne mindst muligt, og jeg har lært meget om vigtigheden af effektiv trafikstyring fra vores tidligere arrangementer. Og så er jeg sikker på, at de lokale foreninger vil kunne tjene gode penge ved at hjælpe til eller have boder, når vi har de her arrangementer, siger Jesper Ungstrup Nielsen.

Glad for borgermøde

Oprindeligt var det ikke meningen, at der skulle være afholdt et borgermøde om automobilbanen, men det kommer der nu alligevel. Til glæde for Jesper Ungstrup Nielsen.

- Jeg vil meget gerne i dialog med omgivelserne om banen, og jeg håber meget, at miljøscreeningen og VVM-redegørelsen er klar til den tid. Det vil give os noget konkret at snakke om, siger han.

Jesper Ungstrup Nielsen er ikke bange for at indrømme, at han i øjeblikket er godt og grundigt nervøs i forhold automobilbanens fremtid. Den spiller nemlig en vigtig rolle for godsets økonomi. Det handler blandt andet om, at de 4 mio. kr, som Realdania har givet til at udvikle godset som et samlingssted for klassiske biler, "udløber" i 2018.

- Så vi skal meget gerne i gang i år, siger han.