Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tosserier i Bingo-Limbo-Land

Indgangen til Bingo-Limbo-Land ligger tæt ved bredden af søen, hvor udklædte frivillige lokker festivalgæster til. Foto: Flemming Krogh

Tosserier i Bingo-Limbo-Land

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Smukfest er kendt for hvert år at opfinde nye, skøre tiltag. Alternative barer eller steder hvor gæsterne kan få en særlig oplevelse. Dette år er et Bingo-Limbo-Land opstået ved Søbadet

Skanderborg: Imens bandet Folkeklubben får publikum til at klappe med på deres finurlige pop-klassiker "Fedterøv" på en scene i nærheden, nyder andre festivalgæster til Smukfest livet på Søbadet. Ved bredden af Skanderborg Sø.

Her er restauranter, bålsteder, der dufter af brændt træ, og folk, der tager en dukkert i søen.

Tæt ved søbredden ligger også et interaktivt kunstværk. Udtænkt af kunstneren Thomas Dambo, der har bygget det af genbrugsmaterialer sammen med en række frivillige dagene op til festivalen.

- Vi kalder det for Bingo-Limbo-Land. Der er både mulighed for at slå rekorden i limbo, at sætte sig på Kyssebænken eller at tage en tur på rutsjebane. Der er naturligvis også en bar derinde, lokker Liv Nielsen, der kommer fra Nyborg.

Den unge fynbo er selv iført badetøj - tilsat en oppustelig hat, der forestiller en palme.

- Der er udklædningstøj til dem, som har lyst til at gøre det ekstra festligt. Vil du med ind?

Det tilbud kan man naturligvis ikke sige nej til. Og efter at have passeret snævre gyder med rå trævægge og en primitiv trappe, står man pludselig foran en rutsjebane. Med et sus ender man på den lille, åbne plade i limbolandet, hvor der er kø til at vise sine evner som limbodanser. Imens musikken drøner ud af et par opstillede højttalere og andre gæster jublende ser til.

Der skal ikke meget overtalelse til, før Liv Nielsen selv tager turen på podiet, hvor limbostangen venter forude. Behændigt bøjer Liv Nielsen sig bagover, men desværre ikke tilstrækkeligt til at undgå at ramme træpinden, der dratter ned på jorden.

- Ærgerligt. På et tidspunkt kom jeg faktisk under 70 centimeter, lyder det fra den lettere beduggede værtinde i Bingo-Limbo-Landet.

Rekorden er 50 centimeter. Men den er også sat af en pige på fem år. Børn må nemlig også gerne prøve. Men ellers er det især de voksne, der gæster Bingo-Limbo-Landet.

Kæmpefest om aftenen

Om aftenen er der proppet med mennesker.

- I aftes var der flere hundrede herinde. Til en kæmpe fest. Så fik de gratis punch - limbo punch, kalder vi den, siger Liv Nielsen og peger på nogle trapper udendørs, der fører op til et siddehjørne.

- Deroppe har man udsigt til skoven og søen. Der skal du også op, siger Liv Nielsen.

En flok solbrændte unge mennesker har indtaget pladsen.

- Bare kom, der er altid plads til en ekstra. Her er den skønneste udsigt. Både til limbo til den ene side og søen til den anden side. Her er skønt, lyder det fra en ung mand.

Hvordan navnet Bingo-Limbo-Land er opstået, står hen i det uvisse. Her er ikke bingo på dette tidspunkt, men det kan festivalgæsterne formentlig opleve senere på dagen.