Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Madanmeldelse: Festival er også gourmet med udsigt

Madværket er en spritny bygning, ligesom det meste andet på Søbadet er nyopført eller nyrenoveret i år. Foto: Flemming Krogh

Madanmeldelse: Festival er også gourmet med udsigt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Madværket på Smukfest byder på lækker mad i fantastiske omgivelser - men man skal være forberedt på larm og på at få tømt godt ud i festivalpengebeholdningen.

Madanmeldelse: Gennem de sidste år har de fleste festivaler på grund af stor efterspørgsel udviklet sig til også at indeholde luksus i form af både relativt eksklusive bosteder og eksklusiv mad. Sådan er det også på Smukfest, der nu er oppe på omkring 10 "rigtige" restauranter med både siddepladser og bordbetjening til de lidt mere "magelige" festivalgæster end de helt unge festaber.

Vejle-konceptet Madværket er en af dem, og med dette års forvandling af området Søbadet har også restauranten fået flotte nye lokaler i to åbne etager med en fantastisk udsigt til søen og hele det nyrenoverede område.

Og tilsyneladende er det populært at gå på festivalrestaurant, for der var totalt udsolgt ad flere omgange torsdag aften, og vi måtte vente til cirka 20.30, før der dukkede et ledigt tomandsbord op. Det var til gengæld også et hyggeligt et af slagsen på øverste etage for enden af et træbord, hvor der blev sat to klapstole op til os.

Betjeningen var hurtigt til stede og bød os velkommen med en forklaring af menuen og konceptet. En firerettersmenu til 500 kroner og muligt tilkøb af "snolder" i form af østers (98 kroner), ostebræt (98 kroner) eller kaviar (198 kroner). Alt lavet fra bunden og af råvarer fra producenter i Trekantsområdet.

Vi valgte en enkelt portion østers og en enkelt gang ost som supplement til menuen. Den yderst imødekommende og glade tjener foreslog efter vores ønske en flaske hvidvin til - en spansk 2016, Serie Naranja fra Ramón Ramos i Rueda. Han havde lige haft gæster, som kaldte det "den bedste hvidvin, de nogensinde havde smagt", fortalte han.

Inden vinen, så lad os bare blive ved betjeningen et øjeblik. Ja, vi er på festival, så fint nok, at det hele er yderst afslappet, og alt ikke foregår lige efter bogen, men man skal stadig huske, at det er mange penge at bruge på en festival at besøge Madværket. Nu skal man passe på, hvad man beskylder folk for, men lur mig om ikke i hvert fald én af tjenerne var en smule snalret.

Og igen, det er lidt okay, hvis resten så er i orden. Det var det bare ikke hele vejen. Der blev glemt drikkevarer, servietter, brød og bestik sådan lidt på skift og spredt godt ud over aftenen - retterne blev ikke altid præsenteret, og engang imellem kneb det også med at få retterne sat i gang i køkkenet, formoder vi, for der var flere alt for lange pauser imellem retterne. Og når man på Dinnerbooking.dk skriver, at "selvom du sidder midt skoven på festival, vil det ikke være at mærke. Vi har uddannede tjenere fra nogle af de bedste steder i Danmark", så bør sådanne ting være i orden.

Vi fandt festivalhumøret frem og så smilende igennem fingrene med det hele - mest af alt fordi maden til gengæld var på et godt og højt niveau.

Madværket
Priser: Fra 500 kroner per kuvert

Sted: Søbadet

 

Stiften besøger under Smukfest en håndfuld udvalgte madboder og restauranter med henblik på anmeldelse.

Restauranter vurderes fra en til seks stjerner:

1 stjerne: Utilstrækkeligt og uacceptabelt

2 stjerner: Flere negative oplevelser end positive

3 stjerner: Udmærket, men på det jævne

4 stjerner: Glimrende måltid og oplevelse

5 stjerner: Højt niveau. Virkelig anbefalelsesværdigt og uden svipsere af nogen art

6 stjerner: Toppen af poppen på alle parametre

Kun en enkelt svipser

Vi lagde ud med en lækker og frisk østers - en god lille mundfuld med citron og salt - lige som den skulle være.

Derefter rimmet kammusling med små æblestykker samt tynde skiver knoldselleri og en creme af bladselleri - meget lækker sammensætning og tilpas afbalanceret med selleri, så smagen ikke blev dominerende.

Så et stykke fint torskeryg i en vanvittig smagfuld blåmuslinge-fumé med tyndtsnittet og knasende friskt sommerkål.

Til hovedret et tykke mørt og perfekt stegt filet af dansk kødkvæg med syltede rødbeder og en flot rødbedeskum til. Ret delikat med den blide rødbedesmag til det flotte og velsmagende kød. På tallerkenen var også en kartoffel/selleri-stand, som egentlig havde god smag, men som aftenens eneste indslag var ret mislykket. Den var så tør, at så snart man rørte ved den, faldt den helt fra hinanden. Lidt ærgerligt, når nu alt andet var så veltillavet.

Daglejerost?

Til hele måltidet drak vi hvidvinen, som passede perfekt til årstiden og til omgivelserne ved søen - faktsik mere end til maden. For den havde en ret speciel og udpræget smag af eg, men var alligevel frisk og udmærket. Men ikke noget at råbe hurra for - så mange, mange kilometer fra "den bedste vin, vi nogensinde havde smagt".

Næstsidste servering var ostebræt i den lidt kedelige ende, og tjeneren præsenterede ostene som en blåskimmel, en daglejer og en Havarti-ligende en. Men spurgt ind til det, kunne hun ikke svare på mere. Også ligemeget, for de var jævnt triste, men fejlede som sådan ikke noget.

Med desserten var det en helt anden historie. Det var nok aftenens bedste ret - en dejlig is af aroniabær med søde godbidder af kartoffelkage og en hvid chokolademousse, der var så perfekt i konsistens og smag, som jeg aldrig har prøvet før. Simpelthen en lækkerbisken sendt fra himlen.

Vi endte med en regning på godt 1.600 kroner - det er mange penge at hive ud af et festivalbudget for de fleste. Alligevel er der fuldt hus hver aften, så vi må bare bøje os og anerkende, at en stor del gerne vil betale de penge.

Så får de også en gourmetoplevelse af de bedre, mens betjeningen dog halter og er lige lovlig loose, selvom vi er på festival. De får også en fantastisk udsigt fra virkelig hyggelige, åbne lokaler, men til gengæld også en voldsom larm fra bassen på Stjernescenen og fra barerne nedenunder og rundt omkring restauranten. Men det må man bare tage med. Et besøg kan bestemt anbefales, så vi giver fire ud af seks stjerner herfra.