Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Stig Rossen lader batteriet op på Bornholm

Stig Rossen begynder til efteråret at øve på næste års store opsætning af "Chess", hvor han har en af hovedrollerne. PR-foto

Stig Rossen lader batteriet op på Bornholm

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stig Rossen nyder stilheden på Bornholm sammen med familien. Midt i naturen og langt væk fra en travl hverdag

- Hvad er dit bedste rejsemål?

- Det er Bornholm.

- Hvorfor?

- Vi har i mange år været på Bornholm. Når man som jeg har en travl hverdag med mange rejsedage rundt i hele verden, er der ikke noget mere befriende end bare at trække stikket sammen med familien. Solskinsøen byder på alt, som lader batteriet op igen. Hele familien nyder denne ferieform.

- Hvad skal man opleve?

- Bornholm er en fantastisk ferieø, fordi alt er inden for rækkevidde. Det gælder, hvis man har lyst til at snøre vandreskoene og nyde naturen, eller hvis man har lyst til at cykle øen rundt. Og så er der rundkirkerne og de små røgerier med mulighed for at nyde en dejlig frokost midt på dagen. Vi holder også meget af at tage færgen til Christiansø, hvor det er muligt at komme ned i gear og bare nyde hinandens selskab.

- Et godt sted at spise?

- Fordi vi er kommet så meget på Bornholm, er det blevet vores andet hjem. Et af øens mange gode spisesteder er Pandekagehuset i Gudhjem, hvor vi kommer ret tit. De serverer noget fortrinligt mad, og der er en god betjening.

- Et godt sted at bo?

- Vi plejer at leje en ferielejlighed. Det er jo ikke her, man opholder sig, det er bare basen. Vi tager til Bornholm for at opleve alt det, øen har at byde på, og som vi holder så meget af. 

- Hvad vil du helst bruge penge på under ferien?

- Det er faktisk ikke, fordi vi bruger ret mange penge på ferien. De penge, vi bruger, er på forkælelse, fordi man går lidt mere ud og spiser og nyder måske også et ekstra glas vin.

- Hvad er din værste rejseoplevelse?

- Det var på en rejse til USA, hvor jeg skulle optræde. Vi blev booket ind på et helt forfærdeligt hotel, hvor vi ikke kunne holde ud at bo. Og det endte med, at vi selv kom til at betale en mindre formue. Til gengæld kom vi til at bo, som vi gerne ville.

- Om andre rejsende, jeg undrer mig altid over ...?

- ... at der er så mange danskere, der tager Danmark med i kufferten, når de rejser ud for at opleve andre kulturer. Spørgsmålet til guiden om, hvor der ligger en dansk restaurant, har jeg aldrig helt forstået.

- Det dummeste, jeg har gjort på en ferie ...?

- ... er at tage en taxa om på den anden side af en ferieø for at bade et par timer i en pool. Det var på et krydstogt, hvor der ikke skete noget som helst i den by, hvor krydstogtskibet lagde til. Turen i taxaen tog dobbelt så lang tid som opholdet ved poolen, men jeg fik slappet af, og selskabet var superhyggeligt. Så det var alligevel det hele værd.

- Afslapning på ferien er for mig ...?

- ... at få lov til at være et hundrede procent til stede for dem, jeg holder af. Det har jeg ikke så meget tid til i hverdagen, hvor jeg ofte er på rejse alene i forbindelse med mit job.

- Når jeg udefra ser på mig selv som rejsende, ser jeg ... ?

- ... en berejst herre. Men desværre bliver jeg også hurtigt rastløs.

- Hvad er dit drømmerejsemål og hvorfor?

- Det er Thailand. Sjovt nok har vi aldrig oplevet dette fantastiske land. Så der står helt klart Hua Hin på ønskesedlen. Det kunne vi godt tænke os.

Rock og rul og musical
Skuespilleren og sangeren Stig Rossen Nancke blev født 14. juni 1962 i Glostrup og er opvokset i Hvidovre.

Han blev uddannet fra Guildhall School of Music and Drama i 1990, men han blev allerede kendt i en bredere offentlighed, da han to år tidligere blev nummer fire i Dansk Melodi Grand Prix med sangen "Vi danser rock og rul", med musik af Jørn Hansen og tekst af Helge Engelbrecht.

Spillede første gang rollen som Jean Valjean i musicalen "Les Misérables" i London i 1990, hvilket blev hans store gennembrud i England. Siden har han spillet rollen over 1500 gange - sidst i Aarhus Teaters opsætning, som kunne opleves i år hen over foråret.

Medvirkede i afsnit 20 af tv-serien "Rejseholdet", hvor han spillede politimester.

Har siden 2011 spillet med Stig og Vennerne, som består af Stig Rossen og de resterende medlemmer af orkestret Bamses Venner efter Flemming Bamse Jørgensens død i 2011.

Bor i Ørbæk sammen med sin hustru, Nina, og parrets tre drenge.