Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Når et bibliotek genopfinder sig selv

Bibliotekschef Marie Østergård står i spidsen for et bibliotek ud over det sædvanlige i Dokk1 i Aarhus. Biblioteket blev gentænkt, da det flyttede fra Mølleparken til havnen. Foto: Martin Ravn

Når et bibliotek genopfinder sig selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hovedbiblioteket i Aarhus trådte ind i fremtiden ved flytningen fra Mølleparken til Dokk1. Nu er legende børn, udstillinger, koncerter og meget andet med til at løfte bibliotekets rolle som folkeoplyser.

AARHUS: Her er ingen skrappe bibliotekarer med knivskarpt fokus på stilhed og orden.

Tværtimod. Aarhus Kommunes ny hovedbibliotek i Dokk1 byder på legende børn, snakkende gæster mellem bogreolerne, klirrende tallerkner i caféen og summen fra besøgende i en udstilling om de aktuelle forandringer i Gellerup.

Kun i bibliotekets stillerum på 200 kvadratmeter er der fuldstændig tyst.

- Det ny bibliotek er grundlæggende et byrum. Her er stedet, hvor mennesker mødes på tværs af alle skel. Samtidig har vi i samarbejde med borgere og mange andre involverede gentænkt bibliotekets rolle, så bibliotektslovens krav om at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet imødekommes på nye måder. Eksempelvis tager vi afsæt i, at leg udover at være afsæt for læring også har en værdi i sig selv. Derfor er der skabt gennemtænkte legeområder til børn, siger bibliotekschef Marie Østergård fra Dokk1 / Aarhus Kommunes Biblioteker.

Bibliotekers udlån styrtdykker - men det vrimler med gæster
Dokk1
Dokk1 åbnede i juni 2015. Det skete i kølvandet på et omfattende planlægningsarbejde, der især fokuserede på at inddrage borgerne i Aarhus Kommune.Bibliotek og borgerservice omfatter ca. 17.500 kvadratmeter i Dokk1, mens 10.500 kvadratmeter er til udlejning. Dertil kommer cirka 30.000 kvadratmeter parkeringskælder. Dokk1 havde samlet pris på 2,2 milliarder kroner.

Dokk1 er det største offentlige bibliotek i Skandinavien. Biblioteket i Aarhus har 78 medarbejdere samt 42 bogopsættere, og aktiviteterne hviler på samarbejde med flere end 100 partnere. Biblioteket udbyder 220.000 bøger og 80.000 andre materialer.

Biblioteket i Dokk1 et råder over to sale, to mødelokaler, et undervisningslokale, to projektrum, en læsesal, et forvandlingsrum, 15 oaser til ophold og arrangementer, to labs med adgang til vand, et ammerum, et spiserum, rampe med fem aktivitetsarenaer, Æsken - rum til legende, seks studierum, en café og 68 offentligt tilgængelige computere.

 

 

De nye behov

I informationen i Dokk1 på havnen i Aarhus byder Marie Østergård velkommen.

Med rolige skridt tager bibliotekschefen hul på en rundvisning i de 17.500 kvadratmeter med bibliotek og bogerservice. Arealet rummer blandt andet to sale, oaser til ophold og arrangementer, seks studierum, legeområder til børn og selvfølgelig mange meter bibliotekshylder med 220.000 bøger plus 80.000 andre medier som film og cd'er.

Avisen besøger Dokk1 på en torsdag. Det er sommerferie, men besøgstælleren viser alligevel 635 gæster i bygningen.

Optællinger fortæller, at omkring otte procent af gæsterne i Dokk1 kommer især for at bruge borgerservice. Resten går om bord i de aktiviteter, der indgår i den nytænkte definition af et hovedbibliotek i Aarhus Kommune.

- Gennem de sidste 15 år har der været store ændringer i brugernes ønsker og behov. Det er dem, som vi har taget med videre i arbejdet med at skabe Dokk1. Vi har lavet et åbent hus, der hviler på borgerinddragelse og mere end 100 partnerskaber. Vi har med afsæt i folkeoplysning arbejdet for at skabe borgernes hus, forklarer Marie Østergård.

 

Fleksibel indretning

Både nationalt og internationalt har Dokk1 status som et kvalificeret bud på fremtidens bibliotek.

Flere gange om ugen viser Marie Østergård gæster rundt fra lande som Kina og USA, og hun fortæller blandt andet om den store fleksibilitet i bygningen.

Til hverdag betyder fleksibiliteten, at der hurtigt kan skabes nye oaser og rum. Stole og borde i Dokk1 betragtes som "løse genstande", der kan flyttes rundt af gæsterne. På den led kan eksempelvis en studiegruppe skabe det bedst tænkelige miljø til gruppearbejdet.

Men også i større perspektiv er fleksibiliteten guld værd.

- I vores udgangspunkt er mennesket det eneste konstante. Vidensformaterne derimod ændrer sig hele tiden på grund af blandt andet den teknologiske udvikling. Det er umuligt at spå om bibliotekets udformning om 10 eller 20 år. Biblioteker får brug for løbende at tilpasse indretning og udbud i forhold til ændringer i materialer og brugernes behov, vurderer bibliotekschefen.

Vigtige synergier

Rundturen i Dokk1 er ved at være slut.

Sidste stop er en tur mellem boghylderne. Ved flytningen af hovedbiblioteket fra Mølleparken til Dokk1 kom samtlige materialer i flyttekasser, så udbuddet af bøger, cd'ere og andet har ikke ændret sig.

Over en lang årrække er udlånet på Aarhus Kommunes Biblioteker faldet, ligesom i de fleste andre biblioteker. Marie Østergård vurderer, at den udvikling kan fortsætte.

- Det er muligt, at bøger og andre traditionelle materialer kommer til at spille en mindre rolle for brugerne. Men det er jo sådan, at øget besøgstal til arrangementer og andre aktiviteter kan få en positiv afsmittende effekt på udlånet. Det er fristende at låne en bog med hjem, når man alligevel er i bygningen. Det er en af de mange synergier, der findes i Dokk1, understreger bibliotekschefen.