Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Stresser af med at sætte sig ind i en lille bil og køre 175 km/t

Carsten Nielsen bruger rallyløbene som hygge og afslapning med familien. Foto: Kim Haugaard

Stresser af med at sætte sig ind i en lille bil og køre 175 km/t

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Carsten Nielsen tager familien med, når han er ude til løb. Det er en måde at slappe af på og være sammen med familien, men der er også omkostninger.

Gylling: Det knalder og brøler, når Carsten Nielsen træder på speederen i sin Peugeot 106, og heldigvis for naboerne på Købmagergade er det ikke den, han bruger til hverdag. Trods larmen er det ren afslapning for Carsten Nielsen at køre rally i den lille bil.

- Jeg skal også koble af en gang imellem. Når jeg tager væk en hel weekend og kører ræs, er familien med. Det er ligesom at være på campingtur. Selv hunden er med, fortæller Carsten Nielsen.

Han har også prøvet at køre galt, og det uheld sidder stadig i kroppen.

Lysten til at skrue i biler fik han som ganske ung. Det samme gjorde hans bror Frank Nielsen. De kører begge rally, og mens Carsten har værkstedet CN Biler i Gylling, så driver broderen Midtbyens Auto-Service i Skanderborg.

- Min far havde et værksted på Gyllingnæsvej, og jeg begyndte at lave biler, før jeg kunne kravle. Vi startede med at køre motocross, så fik vi kørekort, og så kom interessen for rally, siger Carsten Nielsen.

Han er 47 år, og i en periode holdt han op med at køre rally. Det var, da han og hustruen Annette Nielsen i 1995 fik sønnen Casper og i 1998 tvillingerne Emil og Mikkel.

Jeg begyndte at lave biler, før jeg kunne kravle.
Carsten Nielsen, rallykører

Kommer hurtigt op i fart

- Jeg kan godt lide at skrue i bilen, og jeg kan lide at køre fra de andre. Det er en 106 Maxi fra 1997, den har 230 heste, og den er specielt hurtig til at accelerere. Det er noget af det hurtigste på markedet, siger Carsten Nielsen.

Topfarten er omkring 175 km/t, og sådan en bil koster omkring 300.000 kr. Den er bygget til rallykørsel fra fabrikken, og Carsten Nielsen har endda to af slagsen. Den første anskaffede han sig i 2008, og den anden for fire år siden.

- Min ældste søn har kørt rally, men opgav, fordi det var for dyrt. Jeg købte hans bil, da han var ved at sælge den for billigt. Jeg kører ikke så meget, det kniber med tiden, men jeg blev nummer to eller tre i Horsens for nylig, siger han.

Carsten Nielsens ældste søn er udlært mekaniker i værkstedet i Købmagergade, hvor han stadig arbejder, og sønnen Emil er i lære som mekaniker samme sted. Den anden tvillingebror, Mikkel, er i tømrerlære.

- Det har han altid villet, og det er fint, konstaterer hans far.

En dyr hobby

Det er specielt gearkassen og motoren, der gør en rallybil dyr. Når Carsten Nielsen åbner motorhjelmen, kan man se, at det ikke er en almindelig gadebil, han kører rundt i.

Den årlige udgift som rallykører er 70-80.000 kr. til dæk, benzin, olie og andre dele. Firmaet FTZ giver nogle dele til bilen, og så bidrager codriver Peder Lyngs fra Skals ved Viborg også lidt.

- Mine egne drenge har alle tre været codrivere, men de vil hellere skrue på bilerne, så jeg har kørt med Peder Lyngs i ca. fire år. Og min kone er med, hun hjælper med at pakke og lave mad og sådan noget. Nogle gange er vi hjemmefra to-tre dage, siger Carsten Nielsen.

Indtægterne fra værkstedet er med til at finansiere hobbyen, men det kniber nogle gange med at få tid til at reparere biler og bagefter ordne rallybilen.

Ramte træ og rullede rundt

Men Carsten Nielsen har ikke tænkt sig at opgive sin hobby.

- Jeg stresser af, selv om det godt kan lyde mærkeligt. Det er spændingen ved løbet, og du koncentrerer dig og lader telefonen ligge lidt, siger han.

Hvem er så hurtigst af de to brødre, som kører i samme bilklasse.

- På de lange baner er han lidt bedre, men på små baner tager jeg ham. Sidste gang kørte han baghjulet af for at køre fra mig. Da jeg købte den anden bil i 2008, startede jeg med at slå en kolbøtte i den ved et DM-rally. Jeg havde for meget fart på i et sving og ramte et træ. Bilen gik totalt i stykker, vi kunne ikke bruge en stump af den. Det bliver siddende i kroppen, og jeg holder måske lidt igen, siger Carsten Nielsen, der slap uskadt.

Men sikkerheden er i orden. Køredragten er brandsikker, der er to pulverslukkere under sæderne og ildslukningsudstyr i motorrummet. Desuden er der en styrtbøjle inde i bilen.

- Du kan næsten ikke komme til skade i sådan en bil, siger Carsten Nielsen.