{nocache:c9a8627c868542f51c2accbb5f73a930#0}

Seniorer udelukket fra gymnastikopvisning

Inna Bødker undrer sig over, at Odder Senioridræt pludselig skulle melde sig til den årlige gymnastikopvisning i Spektrum Odder - når holdet har været en selvfølge i mange år. Privatfoto

Seniorer udelukket fra gymnastikopvisning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gymnastik Odder beklager misforståelse

Vi har været selvskrevne til gymnastikopvisningen i mere end 20 år. Så selvfølgelig kom det bag på os, at vi pludselig skulle melde os til allerede i januar.
Inna Bødker, formand for Odder Seniorgymnastik

Odder: Det bliver uden deltagelse af ca. 100 gymnaster fra Odder Senioridræt, at den årlige forårsopvisning i Spektrum Odder afvikles 8. april.

For seniorerne er ikke inviteret.

Det fortæller Inna Bødker, der er bestyrelsesformand for Odder Senioridræt, der rummer 140 aktive medlemmer, som en gang om ugen gør gymnastik i Spektrum Odder under ledelse af Inge Isaksen. Fælles for medlemmerne i den lille forening er, at de er mellem 60-95 år.

- Denne vinter har absolut ikke været vores bedste. Først blev vi beskåret i vores medlemstilskud på grund af den nye Odderordning. Nu viser det sig så, at vi ikke må komme med til forårsopvisningen i Spektrum. Det sidste har virkelig gjort vores medlemmer vrede. Så vrede, at der er blevet talt seriøst om at demonstrere foran Spektrum Odder på opvisningsdagen. Det har vi nu opgivet igen, fordi det vil være synd for alle de andre gymnaster, der kommer den dag, siger Inna Bødker, som sammen med et andet medlem af bestyrelsen har skrevet flere læserbreve om den manglende invitation. 

Med i 20 år

Odder Senioridræt, der i sin tid hørte under paraplyorganisationen OIGF, har ellers deltaget i den årlige gymnastikopvisning i mindst 20 år, og altså også dengang arrangørerne var OIGF Gymnastik og Odder Gymnasterne i fællesskab.  

Selv da de to sidstnævnte foreninger for få år siden fusionerede til Gymnastik Odder, fortsatte seniorerne med at deltage som selvstændig forening.

- De andre år er jeg i januar blevet ringet op af Gymnastik Odder, som ville høre, hvor mange vi kom. Det skete bare ikke i år, så da jeg i slutningen af februar mødte formanden, spurgte jeg, om hun ikke ville vide, hvor mange vi kom. Hendes besked var, at programmet for længst var lagt, og at vi ikke var en del af det, siger Inna Bødker, der selv blev både sur og ærgerlig.

- Forårsopvisningen i Spektrum er en familiebegivenhed for vores medlemmer. Vi kommer som seniorer, men vi hepper også på alle børnebørnene, som gør gymnastik for Gymnastik Odder, siger seniorformanden, som ikke forstår, hvad der er sket.

Men det er jo ingen skam at blive væk, når man ikke er inviteret, siger hun, der tvivler på, om hendes medlemmer fremover vil hjælpe til i Gymnasternes telt Hop Ind under byfesten. Det har flere ellers gjort i mange år.

- Man føler sig i hvert fald uvelkommen lige nu, siger hun.

 

 

Kom næste år

Formanden for Gymnastik Odder Heidi Schmidt beklager, at der er kommet en kurre på tråden mellem seniorerne og hendes forening.

- Noget må være gået galt i kommunikationen - ingen tvivl om det. Men da vi ikke havde hørt fra seniorerne for en måneds tid siden, gik vi ud fra, at de ikke var interesserede i at deltage, siger Heidi Schmidt, der ikke opfatter seniorerne som en selvskreven del af opvisningen, selv om de har været med i så mange år.

- Men seniorerne er velkomne til at henvende sig til næste år. For det har altid været hyggeligt at have dem med, siger hun.