{nocache:c9a8627c868542f51c2accbb5f73a930#0}

Ledelsen af familien er et anliggende for de voksne

Familieterapeuten Jesper Juul er nu aktuel med en ny bog efter en lang sygdomsperiode. "Førerulve" handler om vigtigheden af, at forældre tager rollen på sig som ledere af familien. Pressefoto

Ledelsen af familien er et anliggende for de voksne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Familieterapeuten Jesper Juul er tilbage med et opråb til forældre: Tag lederskabet af familien på jer, og overlad det ikke til jeres børn.

Jesper Juul
Født 1948. Bor i Odder.I 1979 grundlagde Jesper Juul sammen med den amerikanske psykiater og familieterapeut Walter Kempler, overlæge Mogens A. Lund og soc.rdg. Lis Keiser Kempler Instituttet. Det primære mål var at udvikle en egentlig psykoterapeutisk videreuddannelse med familieterapi som speciale. Jesper ledede instituttet frem til 2003.

Siden 2007 har han fungeret som grundlægger og leder af Family-Lab International, en organisation, som tilbyder seminarer, foredrag, workshops og rådgivning til forældre og familier, offentlige institutioner og private virksomheder.

Han har et stort forfatterskab, der har opnået international udbredelse. Han har bl.a. skrevet "Kunsten at sige nej - med god samvittighed!", "Smil! Vi skal spise", "Her er jeg! Hvem er du?" og "Dit kompetente barn".

Danskerne er verdensmestre i at være forældre.

Det er ikke hvemsomhelst, der uddeler karakterer. Familieterapeuten Jesper Juul har været "børnenes ven", siden han i 1992 skrev bogen "Dit kompetente barn". I oplag efter oplag er den blevet behandlet som en bibel i børneopdragelse, men forfatteren har skrevet adskillige bøger siden, der har fået stor udbredelse, også i udlandet.

Lige nu er han aktuel med "Førerulve. Det livsvigtige lederskab i familien", og her er det ikke børnene, men de voksne, der får opmærksomheden. De er nødt til at træde mere i karakter som ledere af familien.

Børnene har brug for klar tale og ligeværdighed. Det sidste skal man ikke forveksle med lighed, understreger Jesper Juul. For der må ikke være tvivl om, at det er de voksne, der sidder i førersædet i familien. Giver man børnene magten, går det galt, siger den erfarne terapeut.

Og selv om Jesper Juul vitterligt mener, at mesterskabstitlen er fortjent, så er det ikke ensbetydende med, at småbørnsforældrene kan læne sig selvtilfredse tilbage i hjørnesofaen. For der er rigtig meget, der kunne være meget bedre.

Dels har de voksne alt for travlt med sig selv og deres arbejde, der stjæler tid og ikke mindst opmærksomhed fra børnene. Dels behandler samfundet ikke børnene særlig godt, mener Jesper Juul. Nærmere katastrofalt ringe nogle steder. Og det hele har den konsekvens, at nogle af de børn, der vokser op uden at have fået nærvær i tilpas nærende doser, kommer til at mangle vigtige brikker for at blive velfungerende voksne.

Det er ikke nødvendigvis noget kønt billede, Jesper Juul beskriver i sin bog og fra sin lejlighed i Odder, hvor han har siddet lænket til en kørestol siden 2012, Da blev han ramt af en invaliderende lammelse, der er forbundet med store smerter. Det har dog ikke fået ham til at stoppe sit livslange engagement i, hvordan vi bedst klargør vores børn til livet - og hvordan mennesker i det hele taget kan fungere bedst sammen.

- Det handler om at skabe robuste børn. Det er noget andet end at være perfekt. Ingen børn er lykkelige hele tiden, og det skal vi lade være med at bilde os ind, at de kan være - og at det er det, vi skal opnå for dem. For vi skal heller prøve at bilde børnene ind, at de skal være det, for så er der alt for meget, de skal leve op til, siger Jesper Juul.

Men selv om mange børn kommer i klemme i tilværelsens travlhed, så oplever Jesper Juul også, at der rent faktisk skabes stærke børn:

- Jeg nyder at se et program som "Voice Junior", hvor de 6-12-årige deltagere står enormt sikkert på benene. Du ser nogle børn, der går utroligt ubesværet til opgaven og har en selvsikkerhed, der virker sund - og som vi slet ikke kunne præstere, da vi var i den alder, siger Jesper Juul.

Selv om han har et omfattende og storsælgende forfatterskab på samvittigheden, advarer Jesper Juul mod at lade den sunde fornuft overtrumfe af alle mulige trends. I de seneste år er noget så basalt som børneopdragelse nærmest blev en slagmark for skiftende tendenser, som de kommer til udtryk i bøger og på kurser, hvor forældre kan blive klogere på, hvordan de gør alt det rigtige for deres afkom:

- Man skal ikke kaste sig ud i at læse bøger om børneopdragelse, før man har lært sit barn at kende. Det burde være forbudt for småbørnsforældre at tage på kurser og læse bøger, før deres barn er blevet to år. De skal tage det roligt og bruge tiden med barnet i stedet. Og når de så læser bøgerne, skal de tage et tjek et halvt år efter: Hvad kan de huske? Det, der ikke blev hængende, er nok ikke så væsentligt, siger Jesper Juul med et smil.

- Hvis du forsøger at blive som den, bøgerne siger, du skal være, så udsætter du bare tidspunktet for, hvornår du bliver dig selv, siger terapeuten.

Forældrene vil for meget, mener Jesper Juul. Ikke alene skal barnet have det bedst mulige, men de voksne vil ikke slække på kravene til deres egen tilværelse. Karrieren skal passes, og man skal også helst se godt ud, bogstaveligt talt:

- Det er prioriteringerne, det er galt med. Man vil også have tid til at træne til en ironman i stedet for at være hjemme og lege med ungerne. Man er nødt til at foretage nogle essentielle valg, når man får børn: Vil vi blive ved med at leve på en måde, så vores børn vokser op og helt sikkert bliver kuldrede - eller vil vi noget andet? Så får børnene skyld for, at sexlivet er lagt i fryseren, og forældrene klager over, at det er svært at få det hele til at hænge sammen. Ja, gu' er det svært. Det tager tid at have børn. Men tager man sig den fornødne tid, får man også den store belønning at få robuste børn. Træffer man ikke de valg, så får man sin velfortjente straf. Hvis børnene ikke trives og ikke mærker tilstrækkeligt nærvær fra de voksne, så risikerer du, at de som teenagere får brug for psykologhjælp og kommer til at skade sig selv og lide af angst. Børn har et enormt behov for nærhed, helt op i teenagealderen, siger Jesper Juul.

Han advarer mod at slippe børnene for tidligt. Helt bogstaveligt.

- Mange sender deres børn i vuggestue, når de er syv-ni måneder gamle. Det er alt for tidligt. Børnene får ikke den nødvendige kontakt, de har brug for og risikerer at tage skade. Det stresser dem at blive adskilt fra forældrene så tidligt, og de fejludvikler sig faktisk, fordi kroppen producerer cortisol, forklarer Jesper Juul.

Det, børnene kommer ud til, er ikke godt nok, mener han.

Det er ikke pædagogernes skyld, men der er noget galt med systemet bag.

- Kommunerne svigter børnene. Børnene får ikke lært at være i relation til voksne, fordi der er for få voksne til for mange børn i institutionerne og skolerne. Det er desværre sådan, at når noget lykkes, så er det på trods. For medarbejdere og ledere føler sig presset til forsøge at få det til at hænge sammen, fordi de er bange for at blive fyret. Derfor er de nødt til at gå på kompromis med deres faglighed hver dag, tordner Jesper Juul.

Efter hans mening er der gået regneark og kølig kalkulation i den offentlige tilgang til det, som ellers bliver kaldt for vores eneste råstof: Børnene. Der bliver skåret ind til benet, når budgetterne ikke kan nå sammen, og det går ud over børn og unge, mener han.

- Det er paradoksalt, at dem, der er allertættest på børnefamilierne - og deres stemmer - i den grad svigter. Det skyldes også, at de har dårlige rådgivere, der bare ser på tal og budgetter. Og hvem skal fortælle dem, at de er galt på den? Selv om al erfaring og forskning siger, at det ikke går, så er det politikernes privilegium at ignore det og se bort fra sagkundskaben, siger terapeuten, der ser det som et generelt symptom i tiden, der ikke kun rammer vores børn.

- Det er jo tydeligt for enhver, at den måde, vi har indrettet samfundet på, ikke dur. Ingen trives i det, og både fysisk og psykisk er der rigtig mange, der har det ad H til. Og en del af ansvaret ligger i New Public Management, som vores samfund styres efter. Siden den måde at organisere sig på vandt indpas i '00'erne, er kvaliteten faldet på alle områder, for eksempel i staten. Det skyldes, at man påstår, at kvalitet er lig med kvantitet. Man har simpelthen ikke noget kvalitetsbegreb, som man kan handle efter. Det betyder, at man devaluerer værdien af faglighed, hvor man oplever, at ingen regner de erfaringer, man optjener i sit arbejde, siger Jesper Juul.

Igen fører han sammenligningen tilbage til familien.

- Derfor kan min bog også læses som en bog i almindelig ledelse. Familien er som en virksomhed, hvor der skal være en synlig ledelse, der stiller krav til sig selv og hinanden, siger Jesper Juul.

odde