Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kvickly er klar til nye konkurrenter


Kvickly er klar til nye konkurrenter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

2016 gav et godt resultat, selv om omsætningen faldt. Det fik omkring 400 medlemmer at vide på foreningens årsmøde. Manglende omsætning skyldes bl.a. lukningen af varehusets cafeteria.

Odder: Byens største varehus vil blive ved med at gå foran i kampen om kunderne. Det fik omkring 400 af Kvicklys medlemmer at vide, da de tirsdag aften var til årsmøde.

- Da vi sidder på halvdelen af markedet, prøver vi at holde butikken up to date og forny os og være dynamiske på priser og tilbud, sagde Arne Sørensen, der er direktør for Kvickly, til avisen før årsmødet.

I år åbner Kiwi og Normal en forretning i Odder. Desuden forventer Arne Sørensen, at der næste år åbner en forretning på NT-grunden på Rådhusgade.

- Vi hilser naturligvis de nye aktører velkommen til byen og tager selvfølgelig konkurrencen op. Den kan sagtens gå hen og blive til fordel for byens forbrugere af dagligvarer, sagde bestyrelsesformand Knud Hansen i sin beretning.

Flere medlemmer
Kvickly Odder A.M.B.A. har 8216 medlemmer og fik ca. 300 flere i 2016. Foreningen driver varehus i Odder og to brugser i Gylling og Hou. Desuden driver foreningen et OK-tankanlæg og et vaskeanlæg. Kvickly Odder har udlejningsejendomme og ejer 1/13-del af Kvickly Ebeltoft. Nethandelsbutikken Megavin.dk bidrager også til omsætningen.I år planlægger foreningen af modernisere sin delikatesseafdeling, der leverer store mængder mad ud af huset. Virksomheden er ved at bygge ny en dobbelt vaskehal i den nordlige del af Odder.

Kvickly Odder havde sidste år 108 medarbejdere. Selskabet betalte 527.000 kr. i skat til Odder Kommune. Kvicklys jubilæumspulje gav 44.000 kr. til seks modtagere, og der blev brugt ca. en mio. kr. i sponsorstøtte til foreninger i området.

 

Kunder ændrer vaner

Men det er ikke kun nye butikker, der er med til at øge konkurrencen. Der er kommet mere onlinehandel, og flere har fokus på madspild. Desuden ændrer folk vaner og spiser mere ude eller vælger hurtige løsninger.

- Dagligvarebranchen er presset, fordi folks vaner ændrer sig. Så vi vil prøve at finde måltidsløsninger og convenience-løsninger. Vi har også skærpet prisen på en lang række varer og er ikke færdige endnu, sagde Arne Sørensen.

Han peger på, at publikum i varehuset er bredt, og derfor gælder det om at kunne tilbyde mange varer.

- Nogle vil gerne kræse om sig selv nogle gange, og så køber de discount til daglig. Vi har et meget blandet publikum. Vi har mulighed for selv at finde lokale avlere, og rigtigt mange synes, det er sjovt, sagde Arne Sørensen.

Ekstra uge i 2015

2015 bød på en omsætning på 297 mio. kr. og et overskud på ca. 7.2 mio. kr. Sidste år faldt omsætningen til 287 mio. kr. og overskuddet til ca. 2,5 mio. kr. Det er der flere årsager til.

- 2015 så voldsomt godt ud. Vi havde en uges mere omsætning og ingen ekstraudgifter, sagde Arne Sørensen.

Kvickly-regnskabet kører på uger, og hvert syvende år er der 53 uger i stedet for de normalt 52 uger. Det betød en uges ekstra omsætning, men ikke flere lønudgifter, i 2015.

- Desuden mangler vi omsætning fra Galleria og vores bageri, tilføjede Arne Sørensen.

Underskud i Galleria

Cafeteriet har i flere år kørt med det, formand Knud Hansen i sin beretning kaldte et "betydeligt underskud." Derfor blev det lukket sidste år, lokalerne blev bygget om og lejet ud og rummer i dag spisestedet Green Vibe Burger.

Desuden mistede bageriet en del omsætning, da det blev bygget om. Men 2016 bød alligevel på et bedre resultat end forudsagt i budgetterne.

- Vi vidste, det ville blive et år med mange udfordringer. Byggeri larmer og roder, og det kan godt være, at nogle kunder synes, det er lidt træls, sagde Arne Sørensen.

Han mener, kunderne godt ved, hvorfor nogle varer er dyrere i Kvickly.

- Vi bruger en del penge i byen. Vi er medlem af Køb Odder, betaler lokal skat og har voksne medarbejdere, sagde Arne Sørensen.