Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Gadefestival ramte plet

Odder Hoops viste ved Odder Gadefestival, at der er masser af liv i byens basketklub. Foto: Martin Ravn

Gadefestival ramte plet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Musik, friluftsliv, kultur, natur og bevægelse fyldte midtbyen ved et velbesøgt arrangement, der blev holdt for første gang. Her var masser af bud på, hvad man kan bruge sin fritid til.

Odder: Skyyd, Anna. Det var en god rebound, blå har bolden igen og hvid dækker op.

Instruktionerne kom i en hurtig strøm fra Dan Mikkelsen, da han lørdag formiddag vejledte en flok børn i at spille basket. Banen lå på Odder Rådhus parkeringsplads, og kampen var en af mange elementer i Odder Gadefestival, der lørdag fyldte midtbyen.

Hele vejen fra rådhuset via Torvet og op for enden af gågaden kunne man opleve næsten alt, der har med fritid at gøre. Festivalen er en hyldest til alle de ting, vi kan lave i vores frie tid, når vi selv bestemmer.

Nogle vil gerne i teateret, andre danser eller læser en bog, maler eller synger og spiller. Der var noget for alle på festivalen, der endda fik besøg af kulturby-projektet Street Attack, der bød på alt fra breakdance over bmx til løb - og basket.

Street Attack har besøgt flere byer, og i Odder havde projektet allieret sig med klubben Odder Hoops, der stod for basket-banen. 

Der må gerne komme flere medlemmer i Odder Hoops.
Dan Míkkelsen

Klub er klar til flere basketbørn

- Forhåbentlig kan vi vise en hel masse børn, at der er børnebasket i Odder. For 10 år siden havde vi rigtigt mange hold og var i 2. division, men så har det stået stille i en periode. Nu har vi to børnehold og et hyggeseniorhold, fortalte Dan Mikkelsen.

Han har selv børn i Odder Hoops, som har børn fra børnehaveklasse og op til 7. klasse. Der er plads til endnu flere små basketspillere. Det er endda gratis at være med, og man kan finde Odder Hoops på Facebook.

- Vi har nogle penge på bogen i klubben, og så længe vi kan træne på skolerne, så er det gratis. Vi er båret af gammeldags frivillighed og et stort ønske om at få klubben op at køre igen, sagde Dan Mikkelsen, inden han vendte tilbage til børnene og banen.

Odder Gadefestival er en sammenlægning af et friluftsmarked på Odder Museum og en kulturfestival i VitaPark, og ideen er at vise, hvad Odder kan byde på.

- Det er fedt, vi har fået Street Attack med, de fylder meget i gadebilledet. Hvis gadefestivalen bliver en succes, så vil vi gerne lave den hvert år, fortalte Klaus Markmann Jensen fra Odder Museum.

Piger prøvede at stå på skateboard

Festivalen var i hvert tilfælde et hit hos Dinora Karlsen og Josefine Moric, begge 15 år og fra Odder. De havde set, at de kunne komme ned og få nogle tips til at stå på skateboard på gågaden.

- Jeg har ikke prøvet det, men jeg vil gerne lære det. Det er fascinerende, og det er sygt at se på dem, der kan lave nogle tricks, mente Dinora Karlsen.

- Jeg har selv et pennyboard, men jeg har ikke rigtigt fået lært at bruge det, tilføjede veninden.

Udviklingskonsulent Malene Lykke Scharling har været med til at arrangere festivalen.

- Jeg er begejstret over, hvor godt Odder har taget imod den nye gadefestival. Byen summer af liv over det hele med børn, voksne og ældre. Jeg har haft med kulturhovedstadsprojektet at gøre, og jeg håber, at vi kan få skabt kontakt til alle dem, der dyrker det (gadesport, red.) i Odder og få en snak om, hvordan vi kan understøtte dem noget bedre, sagde Malene Lykke Scharling.