Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Forsvundet landsby er måske genfundet langt om længe

En brolægning fra en af gårdene i den for længst forsvundne landsby Hovedstrup undersøges her af akæolog Julie Lolk. Foto: Moesgaard Museum

Forsvundet landsby er måske genfundet langt om længe

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Meget tyder på, at arkæologer har fundet den forsvundne landsby Hovedstrup på den nye udstykning Præstelunden ved Odder

Odder: I forbindelse med, at et større areal syd for Odder mellem Houvvej og Randlevvej er ved at blive udstykket til byggegrunde har arkæologer fra Moesgaard Museum sandsynligvis fundet de sidste rester af den næsten glemte landsby Hovedstrup.

Det fortæller udgravningsleder Mogens Høegsberg, der også kan berette, at de ældste kilder til landbyen er få og tilfældige.

- Byen var vist i 1300-årene ejet af en vis hr. Lars Truedsen fra Gylling. På mere sikker grund er vi i 1581, hvor det oplyses, at landsbyen foruden den store Hovedstrupgård består af fem gårde, en bol (en bondeejendom der er mindre end en gård men større end et hus. red.) og fire gadehuse, fortæller udgravningslederen.

Indtil videre er der fundet spor efter tre huse. De to er formentlig fra omkring år 1600 og hører altså til blandt landsbyens yngste, mens det tredje måske kan føres tilbage til 1200-tallet og måske endnu længere.

Mogens Høhsberg regner ikke med at finde rester fra alle gårde og bygninger, som nævnes i 1581. Mange af landsbyens huse har nemlig været opført på sylt, som er et lavt fundamenet af sten, hvorpå bindingsværket har været placeret. Sådanne bygninger efterlader ingen spor til arkæologerne. Det gør kun bygninger, som har haft stolper gravet ned i jorden.                                                                                   

Hovedstrup
Ifølge stednavneforskerne består navnet Hovedstrup af to led: Første led kommer af det navnlig i Østjylland kendte mandsnavn Hovi, og efterleddet -strup kommer fra torp. En torp er en udflytterlandsby, altså en nybebyggelse udskilt fra en ældre landsby, i det her tilfælde vel Odder. Hovitorp, som landsbyen nok oprindeligt har heddet, er med tiden blevet forvansket til Hovedstrup. Torpebyer kendes fra vikingetiden, men af stednavneforskerne betragtes Hovedstrup som en relativ sen udflytterlandsby, det vil sige 1200-1300-årene.

Byttede sig til landsbyen

Men hvorfor forsvandt Hovedstrup i 1682 efter at have eksisteret i flere århundreder?

Ifølge skriftlige kilder begyndte dens endeligt allerede i 1581, da kongen byttede sig til Hovedstrupgård og landsbyen og lagde det ind under Aakjær, hvor det forblev indtil 1660, da kongen kom i bekneb. Det forholdt sig nemlig sådan, at efter den 2. Karl Gustav-krig (1658-1660) kom Bornholm tilbage til Danmark, mod at kongen afleverede det danske adelsgods i Skåne til Sverige.

Det måtte kongen betale for, hvorfor der blev indgået komplicerede byttehandler. Kongens førsteminister, Joachim Gersdorff, indvilgede for eksempel i at afstå alle sine besiddelser i Skåne og modtog i stedet det kongelige len Aakjær - og altså hermed også Hovedstrupgård og tilhørende landsby.

Han døde dog i 1661, inden forhandlingerne var afsluttet, så godset overgik til hans arvinger. Hovedstrupgård og landsbyen Hovedstrup fik datteren Sophie Amalie Gersdorff i 1674.

Sophie Amalie Gersdorff var gift med admiral Jens Rodsteen, og det er sådan, at den i Odder-området så velkendte familie Rodsteen kommer ind i billedet.

Jens Rodsteen var en driftig herre, og i 1681 rev han den gamle Hovedstrupgård ned og byggede en ny gård længere mod syd - i dag kendt som Rodsteenseje. 

Året efter i 1682 var turen kommet til landsbyen Hovedstrup, hvor han med nok en kongelig tilladelse fik revet samtlige gårde og boliger ned og lagde jorden ind under Rodsteenseje. Og hermed slutter så historien om den lille undseelige landsby Hovedstrup.

- Indtil videre har vi ikke fundet spor af den store gård Hovedstrup, som lagde navn til landsbyen. Det kan hænge sammen med, at den har været placeret uden for byggemodningen på det lille højdedrag vest for Randlevvej, hvor der tidligere er fundet potteskår fra middelalderen, fortæller overinspektør Lars Krants Larsen fra Moesgaard Museum.

Han regner med, at udgravningerne i Præstelunden vil være færdige i løbet af en uges tid. Men før gravemaskinerne får lov til at rykke ind på arealet, inviterer Moesgaard Museum interesserede til at besøge udgravningerne på torsdag 14. september kl. 13-14. Her vil udgravningsleder Mogens Høegsberg fortælle om både landbyen og om udgravningen.