{nocache:c9a8627c868542f51c2accbb5f73a930#0}

Byrådsmedlem fylder 50 år - og siger farvel til byrådet

Hanne Appel suser ofte ud og ind af hjemmets dør flere gange om dagen for at nå til alle de ting, hun engagerer sig i. Foto: Morten Pape

Byrådsmedlem fylder 50 år - og siger farvel til byrådet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fødselsdag

Hanne Appel fylder 50 og benytter anledningen til at overveje, hvad der skal fylde i hendes liv. Det betyder i første omgang et farvel til byrådet efter kommunalvalget.

Hanne Appel
Født og opvokset i Vollerup udenfor Tinglev i Sønderjylland 23. april 1967 på familiegården Bøgegården, som lillebror Jørgen i dag driver med blandt andet et succesfuldt stutteri.Lillesøsteren Maria er sekretær i DGI i Sønderjylland.

Hanne Appel er gift med Sten, der også er sønderjyde. Sammen har de døtrene Stine på 25 og Marie på 22. De læser henholdsvis branddesign og kommunikation i København.

Sten er kemiingeniør med arbejdsplads i hjemmet eller på kontoret i København, når han da ikke rejser verden rundt.

Desuden består husstanden af to ponyer og hunden Wilma.

Hanne Appel har boet i Odder siden 1991. Hun er uddannet dansk, tysk, idræt, biologi og natur og tekniklærer og arbejder på Rathlouskolen.

Odder: Efter kun en enkelt periode i Odder Byråd har Hanne Appel besluttet, at hun ikke vil være at finde på Venstres liste, når der er kommunalvalg til november. Ikke fordi hun har været ked af at være i byrådet. Slet ikke. Byrådsarbejdet og opgaven som formand for Venstres byrådsgruppe har bare ikke levnet meget "Hanne-tid".

- Jeg har brug for at stoppe op og mærke efter og finde ud af, hvor jeg skal hen. Er det forenings-Hanne, politiker-Hanne eller lærer-Hanne, der skal satses på, siger hun.

Det er ikke mindst det faktum, at hun 23. april fylder 50, der har presset hende til at tage sine prioriteringer op til overvejelse. Med i overvejelserne er også de to døtre Stine og Marie, der begge bor og læser i København.

- Jeg har simpelthen for travlt. Jeg har ingen fritid eller tid til at besøge mine døtre så ofte, som jeg gerne vil, siger hun.

Tidligere Odder-redaktør vil i byrådet

Naturligt engagement

Engagementet i foreningslivet var det, der for godt fire år siden fik hende ind i politik, fordi hun blev opfordret, og fordi hun ikke kan lade være.

- Det har altid været helt naturligt for mig, at man er der for andre. Siden jeg var 13, har jeg været frivillig og taget ansvar. Ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg synes, at fællesskabet og samhørigheden er så vigtig, siger hun.

Hanne Appel er vokset op med, at man involverer sig.

Hendes far var landmand på den fædrene gård i en lille by udenfor Tinglev i Sønderjylland og sad i byrådet for Konservative.

Hendes mor var hjemmegående, når hun altså havde tid. For hun var med i stort set alle bestyrelser og begivenheder i lokalområdet.

Med det i bagagen var det helt naturligt for Hanne Appel at melde sig som gymnastikinstruktør i Odder IGF, da hun flyttede til byen. Og som det ofte er med folk, der godt kan lide at engagere sig, har det ene ført det andet med sig lige siden.

Pligtopfyldende politiker

Engagementet i foreningslivet og i det politiske liv fylder meget i Hanne Appels liv.

- Jeg har stort set ingen fritid. Politik tager så meget af min tid, at jeg har været nødt til at vælge mit foreningsliv fra. Og det er så stor en del af mig, at jeg skal finde ud af, om jeg kan kombinere de to ting, siger hun.

Måske er det hendes pligtopfyldenhed og helt naturlige indstilling til at gøre tingene ordentligt, der giver ekstra opgaver. Men Hanne Appel er ikke typen, der springer over, hvor gærdet er lavest.

Som gruppeformand for Venstre i byrådet har hun insisteret på, at de otte byrådsmedlemmer skulle være et team. Der skulle være gensidig respekt og sammenhold - ikke nødvendigvis enighed, men enighed om at forlade hvert eneste møde med en fælles forståelse for hinandens ståsted.

Hun har holdt "MUS"-samtaler med samtlige Venstres byrådsmedlemmer og lavet løbende evalueringer af, hvordan partiets politik har udviklet sig i forhold til de pejlemærker, partiet satte ved byrådsperiodens begyndelse.

- Det er måske tudetosset, at det så er nu, jeg vælger at trække mig, men jeg er nødt til at gøre det, siger hun og afviser ikke, at hun kommer til at savne det så meget, at hun melder sig ind i den politiske valgkamp igen om fire år.

- Det har været en meget svær beslutning, siger hun, men uden skyggen af tvivl eller ubeslutsomhed i stemmen.

Lærer for livet

Hanne Appel kan tale længe og meget om det samfundsengagement, hun har fået med sig fra barnsben og som gennemsyrer hendes måde at tilgå sine opgaver i både foreningslivet og det politiske liv på.

Men det er, når Hanne Appel taler om sit lærerjob eller måske rettere sin lærergerning, at hendes ansigt for alvor lyser op. Hun får kuldegysninger, når hun fortæller om diverse succeshistorier, hun har haft med børnene gennem 27 år som lærer.

Og hun ryger helt frem i stolen, når hun taler om inklusion og forskellen på lærer-Hanne og Venstrepolitiker-Hanne.

Eller når en af hendes kæpheste "dannelse" kommer på tale.

- Det er så vigtigt med dannelse. Man bliver nødt til at hjælpe hinanden for at få tingene til at gå, understreger hun, som hun også har gjort det mange gange over for elever og forældre.

Rigtig mange af de redskaber, hun har brugt som politiker og ikke mindst gruppeformand, er redskaber fra lærerrygsækken. Men der er også blevet stoppet i rygsækken den anden vej.

- Jeg ville gerne have mere "hår" på brystet, og det synes jeg, jeg har fået. Jeg er blevet skarpere og er blevet mere bevidst om, hvad et godt samarbejde kræver, siger fødselaren.

- Jeg fundet ud af, at jeg godt kan lide at sidde for bordenden.

Og måske er det netop i den sidste udtalelse, at man skal lede efter svaret på, hvorfor Hanne Appel trækker sig fra politik netop nu.

For med en rund fødselsdag lige om hjørnet, er det også nu, hun overvejer, om hun måske skal have lidt efteruddannelse til sit lærerjob, så hun kan sidde mere med for bordenden - også i sit arbejdsliv.

- Men det kan jo også være, at jeg finder ud at, at jeg bare skal lære at sige til eller fra.

Sønderjysk samlingspunkt

Hanne Appel fejrer sin fødselsdag på den mest naturlige måde for en sønderjyde, der er vant til, at der altid er en anledning til at samles.

Derfor har hun inviteret 56 kvinder fra alle dele af hendes liv til damefrokost hjemme i gildesalen. Betjeningen står hendes mand Sten Appel i spidsen for. Ham har hun kendt siden hun var 19. De to mødtes selvfølgelig gennem ringridning hjemme i Sønderjylland.

Og fødselaren selv er ikke i tvivl om, at der bliver snakket meget og meget sønderjysk, når 56 kvinder skal fejre Hanne Appels 50 års fødselsdag.