Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Søn fortæller sin fars historie om modstand, kz-lejr og voldsomme mareridt

Efter 20 år skulle Ove Lykkebergs gravsten have været kasseret. I stedet hentede sønnen Jens Ove Lykkeberg stenen hjem i haven til at mindes ved. Foto: Benny F. Nielsen

Søn fortæller sin fars historie om modstand, kz-lejr og voldsomme mareridt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Historien må aldrig blive glemt, sagde Jens Ove Lykkebergs far, mens han stadig levede. Hans historie blev bare aldrig skrevet ned, så nu fortæller sønnen sin fars historie om modstand og kz-lejr på en hjemmeside.

Horsens: Kæmp for alt, du har kært. Dø om så det gælder, strømmer ud af højtalerne, når man klikker sig ind på ove-lykkeberg.dk. En hjemmeside, der gemmer på en hidtil uskrevet historie om en mand, der kæmpede for sit lands frihed under den tyske besættelse, blev anholdt af Gestapo og blev sendt i kz-lejr i Tyskland.

Ove Lykkeberg er mandens navn, og det er hans søn Jens Ove Lykkeberg, der i sin fars ånd har fået skrevet hele historien ned. Skrevet ud fra de historier, som faderen delte med ham, venner og familie gennem hele sit liv, men som aldrig blev skrevet ned.

- Nu har jeg selv fået børn, og jeg følte, at min fars historie skulle skrives ned. For gjorde jeg det ikke, ville der ikke være nogen til at fortælle den, når jeg selv går bort engang. Det var yderst vigtigt for min far, at historien aldrig blev glemt, siger Jens Ove Lykkeberg.

Han havde ikke overlevet en uge mere
Der står en mindesten for de omkomne i Hannover-Stöcken-lejren, men jeg vil gerne have rejst en sten for alle dem, der var med i lejren. Og så drømmer jeg også om, at min far, bror og farfar, der kæmpede en kamp for Horsens får en plads eller gade opkaldt efter deres efternavn: Lykkeberg.
Jens Ove Lykkeberg

Ikke en hemmelighed i hjemmet

År for år gennemgår Jens Ove Lykkeberg faderens historie, lige fra 9. april 1940 til krigens slutning i 1945. Et arbejde, der også har involveret en masse dokumenter, tegninger og billeder, som faderen efterlod ved sin død i 1992.

- Min far har været død i 25 år, men det har været svært for mig at skulle gennemgå alle de dokumenter, han efterlod sig. Men nu skulle det være. Jeg overvejede, om jeg skulle skrive en bog, men med alle de dokumenter dukker der hele tiden nye oplysninger op, så jeg valgte at gøre det til en hjemmeside, så jeg løbende kan opdatere den, siger Jens Ove Lykkeberg.

Han kom til verden 7. november 1972. 27 år efter, at Ove Lykkeberg var vendt hjem fra kz-lejren i Hannover-Stöcken. Faderen arbejdede ikke længere, da krigstraumerne havde ført til, at han var erklæret 100 procent invalid.

- Ulig mange andre hjem talte vi om min fars oplevelser under krigen. Min far gik hjemme, så han har altid været der, mens jeg var barn, og jeg fulgte ham interesseret rundt til gamle venner fra krigen, slog ørerne ud og lyttede til deres fortællinger, siger Jens Ove Lykkeberg.

Faderen der aldrig pralede

Selvom Jens Ove Lykkeberg har hørt sin fars fortællinger gennem sin barndom, var der alligevel noget nyt, der dukkede op under researchen til hjemmesiden.

- Min far pralede aldrig af sin indsats i modstandsbevægelsen. Han var generelt en meget ydmyg mand. Men flere oplysninger tyder på, at min far var manden, der stod i fronten for sine venner. Da de ankommer til kz-lejren i Neuengamme, får min far tildelt det første fangenummer af den sending, han var med i. Det betyder, at han stod forrest i køen. Det har jeg aldrig tænkt over før. Det forlyder også, at min far var bordformand i lejren. Så det var ham, der skulle dele brødet mellem vennerne. Ikke en sjov opgave, når alle er så sultne, at hver en millimeter tæller, siger Jens Ove Lykkeberg.

I sin research kom Jens Ove Lykkeberg også i kontakt med de tyskere, der i 80'erne fik rejst et mindesmærke for Hannover-Stöcken-lejren. Hans far deltog i sin tid i indvielsen, og i år var det præcis 30 år siden. Jens Ove Lykkeberg tog rejsen derned og besøgte for første gang i sit liv. Det sted, hvor faderen sad fanget i et halvt år under krigen.

- Det hele er vokset til, men der er stadig fundamenter tilbage. Det var en hård oplevelse for mig, og da jeg efterfølgende skulle holde tale, måtte jeg opgive at gøre det på tysk, fordi jeg var for bevæget. Min far led hele sit liv under de oplevelser, han fik dernede. Han havde de mest voldsomme mareridt, han blev syg, når han kom på ture uden for hjemmet, og generelt var han en mærket mand, så at besøge stedet var enormt hårdt for mig, siger Jens Ove Lykkeberg.

En gade kaldet Lykkeberg

Hjemmesiden åbnede i april, men der er blevet skrevet meget på den siden. Nu begynder historien at være fuldendt - for nu i hvert fald.

- Jeg har fået tilføjet min fars brors historie til siden også. Han skrev en bog, som jeg har fået lov at lægge på også. Jeg mangler en gennemlæsning, efter der er blevet tilføjet så meget, men ellers føler jeg, at det hele er ved at være med, siger Jens Ove Lykkeberg.

Men der kommer mere. Jens Ove Lykkeberg er i gang med at søge om at få politirapporterne at se hos Nationalmuseet, så han kan se præcis, hvor meget skade faderens sabotage egentlig forårsagede. Og så vil han gerne have mere ære til modstandsfolkene ind i Horsens.

- Der står en mindesten for de omkomne i Hannover-Stöcken-lejren, men jeg vil gerne have rejst en sten for alle dem, der var med i lejren. Og så drømmer jeg også om, at min far, bror og farfar, der kæmpede en kamp for Horsens får en plads eller gade opkaldt efter deres efternavn: Lykkeberg, siger Jens Ove Lykkeberg.