{nocache:c9a8627c868542f51c2accbb5f73a930#0}

Her er der fuld gas på krejlerens oliedunke

Morten Petersen har op mod 1000 oliedunke i sin samling i dobbeltgaragen. Foto: Mads Hansen

Her er der fuld gas på krejlerens oliedunke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Morten køber og sælger alt, hvad der hører til i en garage. Lige fra Engelske biler til emaljeskilte.

Jo, man kan  godt kalde mig for krejler. Jeg kan ikke købe et par bukser, uden at jeg skal prutte om prisen.
Morten Petersen, Vestbirk

Vestbirk: Der hænger en svag duft af olie i luften i den store dobbeltgarage midt i Vestbirk.

Garagens vægge er dekorerede med op mod 1000 oliedunke - et ganske imponerende syn.

- Men det er ikke dunkene, der lugter af olie. Det er formentlig fra knallerterne, fortæller garagens ejer Morten Petersen og peger på fire veteranknallerter, der også har fået plads midt på det rene betongulv.

Garagens indhold kan få de fleste til at spærre øjnene op. Ud over oliedunke og knallerter står der bl.a. gamle benzinstandere og gamle emaljeskilte fra gasfirmaer i lokalet.

Midt på gulvet er placeret en ferrari-rød nymalet kølerhjelm fra en Triumph Spitfire.

- Resten af bilen er ved at blive sat i stand hos min gode ved Bent Nielsen i Låsby. Han er mekaniker og ekspert i engelske biler, fortæller Morten Petersen.

Han købte sin første engelske bil, da han blev 18 år - en Triumph Spitfire.

Siden har han haft 50-60 engelske biler, men de er løbende blevet solgt.

Nu har han besluttet, at han igen vil have en Triumph Spitfire magen til den første, han havde.

- Min store interesse er at købe og sælge. Gennem årene har det været biler og andet garagerelateret. Helst engelsk. Jeg opkøber også gamle knallerter, fortæller han.

Professionelt lever han af at sælge gas som salgschef for Primgaz.

- Jo, man kan godt kalde mig for krejler. Jeg kan ikke købe et par bukser, uden at jeg skal prutte om prisen. Min familie synes, jeg er forfærdelig - men jeg ved det godt selv, siger han med et grin.

Køb og salg foregår på mange platforme - på nettet, i Den Blå Avis, Gul og Gratis, på messer osv.

Garagen fyldt op

For nogle år siden faldt han over oliedunkene, som han lige siden har samlet på.

- Det var lidt tilfældigt. Jeg så på en hjemmeside et billede fra Holland, hvor en mand havde en væg med gamle oliedunke. Jeg tænkte, at det så godt ud, og det kunne jeg også tænke mig, siger Morten Petersen.

Han begyndte at afsøge markedet for gamle oliedunke.

- Der er ikke så mange, der har den interesse, men jeg kender efterhånden en del på nettet med samme interesse, fortæller han.

I løbet af blot fire-fem år har han samlet så mange dunke, at han er nødt til at sælge nogle af dubletterne, hvis han skal have plads til flere i garagen.

- De kunne sagtens stå inde i stuen, for de lugter ikke - men jeg tror min kone foretrækker, at de står herude, fortæller han om samlingen, der står på rad og række.

Han kunne sagtens tænke sig at udvide garagen.

- Men jeg er ikke sikker på, at min kone vil synes, det er en god idé, hvis jeg inddrager noget af køkkenhaven, og det ville alligevel hurtigt blive for småt. Jeg tror, det er passende, at garagen har den størrelse, som den har nu. Det er trods alt kun min hobby. Det svarer til, når min kone slapper af med at sy. Jeg nyder at gå herinde og se på tingene. Det er lidt meditativt - som andre hobbyer er, siger Morten Petersen.