Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Hej kirke, taler vi stadig samme sprog?


Hej kirke, taler vi stadig samme sprog?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Præst: "Ditlev, vil du konfirmeres i den kristne tro?"

Ditlev: "Ja, så skidt da."

Sådan lød det i en kirke på Læsø, hvor jeg var til konfirmation i weekenden.

Bagefter var der tale fra præsten, nogle salmer, nogle bønner og så ellers glade smil over hele linjen fra de unge mennesker, der troligt havde siddet ved alteret og fulgt med i den del af deres konfirmation, som ikke handler om fest og gaver, men om selve det kristne ritual.

Tilbage til Ditlev. Hans bemærkning satte sig fast i mit indre. For det første synes jeg, det var befriende, at nogen turde peppe den meget ophøjede stemning op med en frisk kommentar, og for det andet kom jeg til at tænke på, om ikke det stadig er sådan, at de unge mennesker synes, det med kirken er noget, der bare skal overstås, så de kan komme i gang med festen. Tænker de overhovedet over, hvad det er, de siger ja til?

 

Måske gør de. I momentet. Når de sidder til konfirmationsforberedelserne. Når de taler med præsten. Men ud over det, så tror jeg, det er kjolen, det nye fede tøj, gaverne, festen og blå mandag, der fylder mest i den unge konfirmands hoved.

Fred være med det. Jeg synes ikke, man kan forvente af 13-14-årige, at de reflekterer synderligt meget over den kristne tro, og hvad det betyder at vokse op i den kristne tro. De har så rigeligt at gøre med Snapchat, Facebook, skolen, venner, lektier, tandbøjler og egne hormoner, der danser cancan.

Jeg synes, det er rigtig fint, at de efterfølgende tænker på deres konfirmation som en samlet pakke, hvor kirken, festen, gaverne og den dejlige stemning bliver et minde om en rigtig dejlig og betydningsfuld dag.

 

Tilbage til Ditlev. Og den friske bemærkning. Mens jeg selv sad i kirken og glædede mig over, at han for en kort stund peppede stemningen op, reflekterede jeg også over undervejs, hvad jeg egentligt selv fik ud af at sidde der. Og lytte. Og fornemme.

Jeg fik noget ud af at sidde i selve kirkerummet. Lyset. Lyden. Orglet, der spillede. Kordegnen, der altid synger utroligt højt og siger "amen" utroligt højt.

Men. Præstens tale fængede mig ikke. Jeg forstod godt hendes budskab om, at vi skulle være lidt mindre på Facebook og lidt mere ude i virkeligheden. At vi hellere skulle tale sammen end smide et "synes godt om" på Facebook. At ægte nærvær er mere betydningsfuldt end at sidde bag en skærm. Yes. Got it.

Men nu er det bare 2017, vi lever i. Den digitale verden er en integreret del af vores hverdag, som mange voksne og de fleste børn glider ind og ud af, lige så meget som de glider ind og ud af naturoplevelser og tætte samtaler.

 

Hendes tale ledte mig hen på tanken om de danske præsters prædiker. Hvordan man bliver talt til i kirken. Hvordan det kriste budskab videregives. Og der må jeg bare sige, at 8 ud af 10 gange inden for de seneste 10 år, hvor jeg har været i kirke, har jeg haft svært ved at tage det ind. Det, der blev sagt. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne blive talt til på en måde, så min hjerne selv kunne gå på vandring, men det sker for sjældent.

Det er ikke for at kritisere. Jeg har heller ikke noget imod kirken. Eller kristendommen. Og det er heller ikke sikkert, nogen som helst andre mennesker har det som mig. Men må jeg forsigtigt have lov at antyde, at en del af de danske præster med fordel kunne lave en brugerundersøgelse af deres prædikener og lige stikke en finger i jorden og tjekke, at alle er med på, hvad der bliver talt om.

Jeg er medlem af den danske folkekirke, og jeg holder faktisk ret meget af det, de danske kirker og præster kan, men jeg ville også ønske, man vred sig lidt mere for at få kunder i butikken.

Amen.