Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Gør-det-selv-Kjeld: Det er bøndernes skyld


Gør-det-selv-Kjeld: Det er bøndernes skyld

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hej Kjeld Bjerre - der er jo så mange, som roser dig for dine indlæg, så det behøver jeg ikke, selv om de er supergo'e.Til gengæld har jeg så to råd til dig omkring dit algebefængte tag, som fortjener en bedre skæbne end den, som du har beskrevet i avisen i søndags.

For det første ligger dit hus meget udsat for den svøbe, som industrilandbruget og den gammeldags energiproduktion påfører os alle. Du er mod øst og syd inden for en radius på tre kilometer omgivet af seks ammoniakdunstende virksomheder, og mod vest har du et kraftværk, der sender en hulens masse NOx'er ud.

Alt det gør, at der hvert år vælter cirka 22 kilo kvælstof ned over alle husene på egnen - til glæde for alger, mos, tagrensningsfirmaer og sælgerne af kradse kemikalier. Vi bliver syltet ind i grønt fnadder, og det eneste, som du kan gøre ved dét er at cykle rundt til de omkringliggende kvælstof-spredere og bede dem om at nedsætte udslippet. Du kan sige til dem, at det er utåleligt, at bygninger, veje, moser, søer og hav bliver overhældt med gødning i dét omfang.

Det koster civil-samfundet og naturen milliarder hvert år i naturforringelse, afrensninger, materialenedbrydning og flora-forsimpling.

For det andet skal du udskifte din mønning med noget, der nedbryder algevæksten, og her er der så to muligheder:Enten kan du erstatte din havrehalms-mønning med en af tørret ålegræs, og der er masser af det ved vores strande, for havene bliver jo gødet godt og grundigt. Saltet i dét materiale siver langsomt ned ad tagfladerne og renser dem - og selve mønningen holder cirka dobbelt så længe som en havrehalms-mønning.

Du kan også erstatte din traditionelle mønning med en af falsede kobberplader - det gør de meget i Holland, fordi kobbersaltene udvaskes af regnen og dræber så alger og mos, når det strømmer ned over tagfladerne.

Så siger du sikkert, at dét ikke er smukt på dit "traditionelle bondehus" - men dine kviste er jo bestemt ikke bondehus-agtige. Så dét er ikke noget validt argument - så hellere noget med prisen på arbejdet.

Jeg er arkitekt og tidligere mangeårig stråtags(pl)ejer i stor stil og med en bonussøn, der både er tagtækker og rocksanger i Karise og go til bluesrock som hos ZZ Top - og så er jeg formand for Bevaringsforeningen for Langeland og Strynø.

Venlig hilsen Michael Martin, Tranekær

! Hej Michael Martin - mange tak for indsatsen. Jeg er ikke et sekund i tvivl om din faglige indsigt og erfaring, og jeg har sympati og respekt for den del af indlægget, som måske mere ligner synspunkter og holdninger: Det er for galt, at landbrug, industri og vores alle sammens kraftværker pumper så meget kvælstof ud i luften, at hele landet bliver grønt af alger.Det virker, som om regeringen arbejder ud fra et slogan, som kunne hedde: Gør Danmark grønnere - spis gris!

Nå, det var en joke ...

Men - dels vil jeg nødigt spændes for en vogn, som siger, at alle traditionelle (kemiske) landmænd - og især grisebønderne - er dumme, kyniske og totalt ligeglade med alt andet end deres egen pengepung. Jeg kender en landmand, som hedder Jan - han dyrker jorden traditionelt og holder tilmed grise, og han er ikke spor økologisk, selv om jeg har prøvet at overbevise ham.

Men det er simpelthen løgn at sige, at han er kynisk og egoistisk - gu' er han ej! Jan er et meget-meget ordentligt menneske, som bare prøver at tilpasse sig virkeligheden - han driver landbrug på de betingelser, som flertallet til enhver tid sætter op.Det, som jeg gerne vil sige, er egentlig bare, at jeg ikke vil deltage i den almindelige grise-bonde-bashing: Det kan godt være, at det, som grisebønderne konkret gør, er lige så konkret årsag til, at landet bliver grønt af alger, men det er ikke bøndernes "skyld". Hvis det endelig skal være, er det vores alle sammens skyld - i særdeleshed de politisk valgte, som jo bare kan lave reglerne om.

Nå, men du har ret i, at nordsiden af vores stråtag i første omgang blev grønt af, hvad jeg opfatter som "almindelige" grønne alger - men på et tidspunkt, som jeg ikke kan fastsætte præcist, skete der et skift - pludselig gik de grønne alger over til at blive en slimet affære: Hvor grønne alger dør på stedet, når de tørrer ud - og det gør de ret let - så var der nu tale om et lag med konsistens som gelé, og det tørrer ikke ud. Det tørrer lidt ind, når vejret ellers er til det, men den klistrede gelé tørrer aldrig helt ud. Af en anden mail her på siden fremgår det, at der muligvis er tale om en kultur af cyanobaktierier - og det forekommer mig, at den slimede kultur er beskyttet af en film, som hindrer udtørring.

Og da der er tale om et sammenhængende "tæppe" af en vis tykkelse (5-10 mm), hindrer den altså også udtørring af selve taget - hvilket på blot lidt længere sigt vil medføre, at det rådner væk. Og sådan en tagside koster i nærheden af 100.000 kroner, såh.

Jeg tror altså, at vores grønne problem er kvalitativt anderledes end det problem med grønne alger, som du omtaler. Det kan være slemt nok, bevares - men dette her er ALTSÅ værre. Men det hindrer jo ikke, at vores bakteriekultur kan bekæmpes med de samme midler, som du foreslår - fx. kobber på mønningen. 

I sommer har vi sejlet op og ned ad Hollands kanaler, og jeg har set mange stråtage med helt andre materialer på rygningen, end vi er vant til - kobber, zink, tegl skifer etc. Og du har ret i, at det er en overvejelse værd, da vores stråtag jo ikke er "typisk dansk bondehus", mere i retning af  "cottage". 

Men selv om jeg - som det vil være fremgået af sommerens skriverier - på mange måder betaget af Holland og hollænderne, så betyder det ikke, at jeg er vild med alt hollandsk. Og jeg bryder mig eksempelvis ikke meget om deres stråtage - de er for velfriserede, kønsløse og småborgerlige. Det passer fint til Holland!

I Danmark er stråtagene organiske og nuttede - hobbit-agtige - med halm og kravetræer på toppen. Og nu er hollændere faktisk lige så vilde med Danmark, som jeg er med Holland, og jeg er sikker på, at de alle som med én mund ville protestere, hvis vi lagde hollandsk-inspirerede stråtage på vores nuttede små huse: God verdomme - lad os om at være hollændere, I er meget bedre til at være danskere ...

Dette være sagt, fordi jeg ikke er meget for forslaget om at lægge kobber på rygningen, selv om jeg tror på, at det vil være effektivt: Kobbersalte (ir) indgår som aktivt stof i alverdens midler til bekæmpelse af både dette og hint. Men det er dyrt og passer ikke til vores putte-nutte-hus.

Så er jeg meget mere hooked på dit forslag om at bruge ålegræs - det er dyrere end halm, men har også dobbelt levetid. Og du siger så, at indholdet af salt desuden hindrer algevækst - det lyder interessant, og jeg vil gå videre med ideen. Jeg har nemlig hørt en pipfugl synge om, at cyanobakterier er ret følsomme for saltprocenten i vandet.

Og da jeg trods alt er lidt hollandsk i det og derfor meget praktisk orienteret, tænker jeg straks: Kunne man simpelthen hælde en sæk vejsalt ud på toppen af mønningen, så der over det næste års tid vil strømme saltvand ned over taget - ville det tage livet af både alger og bakterier?

Jeg vil undersøge sagen og lade alle vide, hvad jeg ender med at gøre.

Venlig hilsen Kjeld Bjerre