Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Skal jeg betale for musikken til firmafesten?


Skal jeg betale for musikken til firmafesten?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.



brevkasse - Kan det være rigtigt, at man som virksomhed skal betale til KODA for at høre musik til en firmafest?



Svar:

Både ja og nej. Det kommer bl.a. an på firmafestens størrelse. Reglen i ophavsretsloven går ud på, at man skal betale til KODA eller GRAMEX, som kollektivt forvalter ophavsretten for kunstnerne, når der sker "offentlig fremførelse" af deres ophavsretligt beskyttede (musik)værker.

Det har i en årrække været usikkert, hvorvidt en firmafest var at anse som privat eller offentlig i denne sammenhæng, men i en ældre højesteretsdom blev det bestemt, at selv en lukket kreds af ansatte i et firma kunne udgøre en sådan forsamling, at det var offentlig fremføring at spille musik for dem. Grænsen blev dengang sat ved de ca. 250 medarbejdere, der arbejdede i den fabrikshal, hvor musikken blev spillet.

I en nyere sag drejede det sig om firmafester hos Novo Nordisk, hvor der blev spillet musik for 7000-8000 mennesker. Det blev her fastslået, at selvom det var en lukket fest kun for medarbejdere, og det derfor kunne ligne en ren privat forsamling, så udgjorde afspilningen stadig offentlig fremførelse i ophavsretslovens forstand, og Novo Nordisk blev dømt til at efterbetale vederlag til rettighedshaverne gennem KODA.

Det kan være svært at fastlægge nogen fast regel på dette område, fordi det vil være en konkret vurdering i hver enkelt situation.

Sammenfattende kan man dog sige, at hvis der bliver spillet musik ud over en større forsamling af mennesker, og det foregår i virksomhedens regi uanset arrangementets øvrige vilkår, så skal man være opmærksom på, at det kan være påkrævet at betale vederlag til KODA eller GRAMEX, også selvom det fremstår som en lukket forsamling.

Sker det derimod, at man er en mindre forsamling, f.eks. 30 mennesker, som er til en lukket firmafest, så vil man sandsynligvis ikke skulle betale vederlag for selve fremførelsen (afspilningen) af musikken. Det afhænger bl.a. af, om der er tale om en lukket kreds af specielt inviterede gæster, eller om enhver i princippet har adgang.