{nocache:c9a8627c868542f51c2accbb5f73a930#0}

Magiske Agger-foredrag i et krydsfelt mellem Debatten og Paradise Hotel

- Sidste sommer havde vi et alvorsmøde på "Indefra"-redaktionen. De andre kunne mærke, at jeg havde for mange ting om ørerne: "Du bliver nødt til at forstå, hvor det er, du hører hjemme," sagde de, og det var i den grad rigtigt. DR er det primære, siger 52-årige Anders Agger, der her er fotograferet i forbindelse med et foredrag i Gårslev Hallen mellem Vejle og Fredericia. Foto: Michael Svenningsen

Magiske Agger-foredrag i et krydsfelt mellem Debatten og Paradise Hotel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anders Agger
52 år - født i Bøvlingbjerg i Vestjylland og opvokset i Juelsminde med sine forældre og to ældre brødre.Student fra Vestjysk Gymnasium i Tarm.

Startede sin karriere som journalist på Ringkøbing Amts Dagblad.

Ansat på DR siden 1989.

Debuterede som dokumentarjournalist med programmet "Heavy Agger - 14 år senere" i 1999.

Har siden skabt DR-serier om blandt andet Herlufsholm Kostskole, det danske kongehus og Anker Fjord Hospice.

Arbejder for tiden på sæson fem af serien "Indefra", der har premiere til september.

Har modtaget flere priser - blandt andet Danmarks Radios Sprogpris og Liv&Død Prisen.

I januar i år kåret som "Bedste mandlige vært" for sin rolle i "Indefra"-programmerne.

Har flere end 55.000 følgere på Facebook og 22.700 på Instagram.

Bor i Ringkøbing.
Så har man lige 20 minutter, hvor man sidder nede ved bordet sammen med formanden. Så får man kringle, og det er så fint. Og det kan jeg egentlig godt li', for det minder mig om, at landet hænger sammen endnu.
Anders Agger, journalist

Når Anders Agger er ude at holde foredrag, finder han det vigtigt at nuancere billedet af DR. Han er villig til at komme med sit bud på, hvordan det kunne gå så galt med Café Hack. Og hvordan var det lige med den dér hest, en kollega fik fløjet til USA? Men mest af alt holder den 52-årige vestjyde af at fortælle om sin elskede journalistik - den form for Anders Agger-journalistik, der godt må gøre lidt ondt.

Han serverer nænsomt brygget stempelkandekaffe med en duft af Nicaragua og et par skiver rugbrød smurt med økologisk Thise-smør og barndomsminder. Råsyltet appelsinmarmelade er smagen af dengang, han var dreng.

- Skal jeg skrue lidt ned, spørger han venligt.

Ja tak, skønt det egentlig synes upassende at dreje volumen i den retning, mens The Eagles spreder et evigt grønt budskab om det livsvigtige i at "Take it easy".

Det er torsdag midt på eftermiddagen, og han har netop parkeret sin sorte Mercedes i indkørslen ved huset i Ringkøbing. Det er hans base, hvorfra der flere gange ugentligt er 133 kilometers østvendt kompasretning mod Danmarks Radio i Aarhus.

Og nu og da afstikkere rundt i afkrogene, når folket vil høre manden fortælle om, hvordan han skruer sine programmer sammen.

Anders Agger er blevet et navn, der kan få teaterchefer til at smile, for der er sjældent grund til at bekymre sig om billetsalget. Tag nu bare her i april, hvor der er udsolgt på først Bremen Teater i København og siden i Musikteatret Holstebro: 1100 tilhørere på to aftener.

Hovedpersonen forstår ikke helt, hvordan det er nået så vidt.

*****

- Jan Gintberg minder mig ind i mellem om, at "nu skal du sgu' huske, at der er nogle, der har betalt og sat aftenen af. Du skal lade være med at underspille, og du skal bevare en ydmyghed i en eller anden grad." Og jeg kan godt finde ud af at anerkende det, siger Anders Agger.

Når han er ude i foredragsland, er konceptet ret enkelt. Med sig har han sin fortællerstemme, evnen til at lytte og et usb-stik, der rummer et par håndfulde klip fra nogle af de udsendelser, der har gjort Anders Agger til et yndet valg på fjernbetjeningen; hvad enten det så handler om strandliv på De Vestindiske Øer, erhvervslivets tungeste jakkesæt eller jævne mænd med hang til heavyrock i Agger.

Højt på listen står serien om "Sømanden og juristen", der i forbindelse med DR's 90-års fødselsdag blev kåret af seerne som den bedste dokumentarserie i DR's historie.

Fortællingerne om liv og død på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande indrammer på fineste vis et Anders Agger-mantra om, at journalistik gerne må gøre lidt ondt:

- Jeg tror ikke, at mine børn og min familie vil beskylde mig for at have et tungt sind, men jeg er ret skarp på, hvor det er, jeg tror, mit arbejde er. Jeg har det bedst med at lave journalistik, hvor der er nogle modhager på en eller anden måde. Humor er vigtigt for mig, og det er det også i mine programmer. Det er jo ikke den larmende udgave, men jeg er altid endt med at lave programmer om noget, der er inde i nogle krydsfelter, hvor der er noget modstand, siger den 52-årige journalist og fortsætter:

- Der var egentlig også en masse lys i "Sømanden og juristen", synes jeg. Det kan jeg godt li'. At det er facetteret: ja, der er noget modgang, men der er også det her midt i alt det absurde. Der må gerne være en undertone af noget, det skal nok gå-agtigt.

*****

Når man scroller ned gennem viften af i alt 55 planlagte arrangementer i Musikteatret Holstebro, er det slående, at kun ét navn er stemplet som værende udsolgt: Anders Agger.

- Jeg havde ikke regnet med, at det skulle blive sådan her. Og det bliver heller ikke ved, det siger sig selv, fastslår han.

Der skal da også kun spoles få år tilbage for at finde en juni-lørdag, hvor Anders Agger havde takket ja til at holde foredrag ved et menighedsråds sommermøde i Viborg. Der var 28 tilhørere.

Det var dengang, han selv sørgede for at plotte den slags aftaler ind i Mayland-kalenderen. Den har Anders Agger også i en 2017-version, men på sidelinjen står Karen Wulff Lykke hos Lykke Music & Events, der overordnet varetager bookinger:

- Hun ved, hvornår jeg kan, og hvornår jeg vil. Jeg vil ikke være ud over det hele, og jeg øver mig rigtig meget i ikke at være det. Jeg siger rigtig meget nej til at lave interview, og jeg hader mig selv for det, for det kan virke så reserveret. Men jeg kan bare mærke, at hvis jeg sælger for mange lodder af, hvem jeg er, og hvad jeg er, så begynder rollefordelingen at blive uklar.

Antallet af foredrag er aftalt med Anders Aggers nærmeste chef ud fra DR's retningslinjer.

*****

Som en slags dessert til rugbrødsskiverne serverer Anders Agger et stykke citronkage, han har købt hos Aroma i Herning; nærmest lige på vejen hjem fra den primære arbejdsplads i Aarhus:

- Det, der er min fordel, når jeg står og holder foredrag....ikke fordi, det skal være en reklamesøjle, men jeg er sådan en brændende DR-fakkel. Jeg forsøger at sætte DR ind i en nutidig kontekst - med alle vores fejl og mangler. Jeg finder det vigtigt at nuancere billedet af DR sådan en aften, siger Anders Agger.

Derfor kan han også godt ironisere over Café Hack, over en korrespondent, der fik hustruens hest fløjet til USA og et grand prix-budget, der løb godt og vel løbsk:

- Jeg har ikke lyst til at politisere, når jeg står dér, for jeg synes ikke, det er min opgave. Men der er mange ting i DR, som jeg godt kan forstå, at folk har svært ved at forstå. Jeg vil gerne nuancere de DR-sager, der har det med at ende i medierne, og som måske får direkte indflydelse på det næste medieforlig. Og man må gerne rejse sig nede på række 22 og stille et spørgsmål. Det må gerne være sådan en mellemting mellem Debatten og Paradise Hotel.

Ifølge Anders Agger er der altid en tilhører, der gerne vil vide, hvordan DR måler seertal, og nu og da skal journalisten fra Ringkøbing også stå på mål for, hvorfor det nationale public service-selskab bliver ved med at genudsende Barnaby.

- Men jeg synes også, der ligger meget udveksling af viden eller erfaring. Folk stiller jo nogle spørgsmål, som jeg ikke har tænkt over før.

Forleden aften på en efterskole i Himmerland udtrykte en mand i salen eksempelvis sin undren over, at Anders Agger i et program havde sagt, "det skal du ikke, Lone" til en kvinde, der flere gange havde overvejet at begå selvmord, da hun fandt det umuligt at komme videre i livet efter tabet af sin ægtefælle:

- Det havde jeg slet ikke tænkt over, men det er fuldstændig rigtigt, og det sagde jeg også til ham. Den kommentar i programmet var helt upassende, siger Anders Agger.

*****

Når Anders Agger er ude med sit foredrag, stiller han ikke store krav til forplejning, for "jeg skal bare have vand." Og han møder heller ikke frem med en bod pakket med merchandise:

- Jeg har jo ikke nogle bøger at sælge. Jeg har ikke lyst til at skrive en bog, for jeg synes ikke, jeg lige har noget at skrive om. Det, jeg står og fortæller om, det er noget, der er inde i fjernsynet, siger Anders Agger.

I ordenes bedste forstand elsker han "de dér små, gnidrede forsamlingshuse", som stadigvæk er en del af Danmark:

- Dér, hvor man bare kan mærke, at det er i aften, folk er ude - sådan en tirsdag aften klokken 20, og så er det med indlagt kaffepause.

Det står ellers udtrykkeligt i de papirer, som Anders Aggers agent på forhånd sender til en arrangør; at der ikke er kaffepause, da det kan blive lidt uoverskueligt for manden på scenen:

- Men det er de jo ligeglade med i de dér sogneforeninger. Så har man lige 20 minutter, hvor man sidder nede ved bordet sammen med formanden. Så får man kringle, og det er så fint. Og det kan jeg egentlig godt li', for det minder mig om, at landet hænger sammen endnu.