Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Komedie: Forrygende originalt

De to hårdt uheldsramte brødre (Adam Driver og Channing Tatum) udtænker det mest vanvittige kup. Foto: Scanbox

Komedie: Forrygende originalt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Film-multi-talentet Steven Soderbergh har lavet en supersjov, sarkastisk, samfundskritisk og storspændende originalitet.

Der er nul læger og én sherif til at servicere et område på størrelse med et mindre europæisk land. Så lægen triller rundt i en bus og lapper skader med Mickey Mouse-plaster, mens vanvittige forbrydelser udspiller sig centimeter bag den overbebyrdede sherifs ryg. Sandt, sørgeligt, skræmmende og sygt sjovt.

Vi er i det yderste sydstats-USA, i Charlotte, North Carolina, i "Logan Lucky". Den enkleste vej ud af håbløsheden er en sportskarriere, men den vej blev spærret, da football-stjernen Jimmy Logan smadrede knæet. Nu er han fraskilt med dele-datter og også netop blevet fyret, da minen, han arbejder i, skal lukkes. Men: Minens nabo, den berømte NASCAR-racerbane, sender sin kontante spil-indtjening pr. rørpost under jorden og lige forbi de nu forladte minegange. Jimmys bror, Clyde, er kommet enarmet hjem fra tjeneste i Irak, og nu går de to brødre i gang med at lægge en plan, som får Olsen-bandens vildeste kup til at ligne et sut-tyveri fra en baby.

Til planen hører blandt andet at få en garvet skurk ud af - og tilbage i - fængslet; hans navn er "Bang, Joe Bang", og spilles af, ja, Daniel Craig, den tidligere og kommende James Bond, men lysår fra dennes britiske elegance. Som (næsten) alle filmens personer taler også han det karakteristiske sydstats-drawl og elsker countrymusik: Det er jo ad "Country Roads", man kommer til "Almost Heaven, West Virginia". Plat, vulgær anti-kultur eller ...? For vore øjne fugtes, og hjerter svulmer, når den lille, opdullede, seks-syv-årige skønhedsdronning synger sangen fra den store scene til sin far, Jimmy. Og sådan bliver velkendt og forudsigeligt pludselig overrumplende og anderledes, fordomme erstattes af forståelse, foragt af sympati.

Markante roller

Utroligt alsidigt talentfulde Steven Soderbergh har både instrueret, fotograferet og klippet efter et forrygende originalt udtænkt og omhyggeligt opbygget manuskript af debuterende Rebecca Blunt.

Og det hold, han har samlet af stærke personligheder, formår at udtrykke alle historiens mange lag og facetter loyalt, charmerende, sjovt og rørende. At filmen er produceret uden om de store, magtfulde studier og distribueret af Soderberghs eget selskab har sikret den spændende, alsidige kunstner frie hænder og "final cut", og det oser ud af denne krimikomedie med en dunkel bund af social indignation og sympati med de hårdtramte og latterliggjorte.

"Logan Lucky" vender bunden op og vrangen ud på Steven Soderberghs egne overklasse-elegante "Ocean's"-film og føjer en ny dimension til hans stjerne fra "Magic Mike"-filmene, Channing Tatum, der spiller Jimmy. Adam Driver er enarmede Clyde, og i korte, markante roller ses fine Katie Holmes med den naturlige sødme, Riley Keough er skægt-strid, og mod slut tramper Hilary Swank ind på cowboystøvlehæle under herrehabitten som skarp politikvinde. Persongalleriet er ved start dem, vi elsker at håne, nedgøre og ryste overlegent på hovedet ad, men til slut bare elsker.

Det er frydefuldt og forståeligt, at denne omhyggelige og originale, udkantskomedie har hevet mester Soderbergh tilbage fra tv-serierne til det store lærred.

"Logan Lucky"

Komedie, amerikansk, 119 minutter, tilladt over 11 år.