{nocache:c9a8627c868542f51c2accbb5f73a930#0}

- Havde det ikke været for dig, var jeg aldrig blevet født

Eventyrer og forfatter Troels Kløvedal. Foto: Thomas Nielsen/Scanpix

- Havde det ikke været for dig, var jeg aldrig blevet født

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da jeg i efteråret hørte, at Troels Kløvedal var ramt af den dødelige sygdom ALS, skrev jeg ham en mail for at få et interview med ham. Det kunne af gode grunde ikke lade sig gøre. I stedet for interviewet har jeg skrevet et åbent brev til mande

Blå bog
Troels Kløvedal (født i 1943) er forfatter og kendt for sine rejseprogrammer på tv.Han har gennem årene skrevet digte, reportagebøger, essays, børnebøger og artikler.

Til tv har han lavet rejseprogrammer fra sine sejlture med skibet Nordkaperen i blandt andet Stillehavet, Det Indiske Ocean og Yangtzefloden. I de senere år har han i stigende grad filmet under mere hjemlige himmelstrøg med serierne "Mit Danmark" og senest "Nordkaperen i Grækenland".

Troels Kløvedal er født Troels Beha Erichsen, men skiftede sit efternavn, da han var en del af kollektivet Maos Lyst, og han er far til tv-vært Mikkel Beha Erichsen.

I efteråret 2016 stod Troels Kløvedal frem og fortalte, at han havde den uhelbredelige sygdom ALS samt en lungesygdom, og at han ikke havde lang tid tilbage at leve i.

I december 2016 modtog han dronningens Ridderkors.

Essay: Troels. Du og jeg har aldrig mødt hinanden. Men jeg skrev en mail til dig i efteråret 2016. Den dag hvor jeg hørte nyheden om din sygdom. Din indbakke må have bugnet af mails i de dage. Danskere, der følte, at du rørte ved deres liv. Journalister, som ville nå at have et sidste interview med dig. Det interview, hvor du kigger tilbage på et langt og rigt liv. Min mail var blot endnu en i stakken, og den var nok en blanding af de to. Jeg skrev kort, hvordan du har spillet en afgørende rolle i mit liv, og at jeg ville interviewe dig om netop det. Det at sætte et aftryk på andres liv. Som du har gjort det for mig, for dine egne børn og børnebørn og for tusindvis af danske eventyrlystne.

Jeg har en tilståelse. Set i bakspejlet var det nok af egoistiske årsager, at jeg ville mødes med dig. Jeg havde et kæmpe behov for at se dig i øjnene og fortælle dig noget meget simpelt. Den kendsgerning, at havde det ikke været for dig, var jeg aldrig blevet født. Det nåede jeg ikke, men behovet for at fortælle den hele, fuldstændige historie er der stadig, og derfor sidder jeg og skriver nu.

Du har vel aldrig været i tvivl om, at du med dine reportager fra jordomsejlingerne, dine tv-programmer og dine bøger har inspireret tusindvis af mennesker. Siden du tilbage i 70'erne begyndte at berette om dine langfartsture med Nordkaperen, har du bragt den store verden ind i de danske hjem og vist, at livet kan leves på en anderledes måde.

Blandt de dengang unge mennesker, der sad herhjemme i Danmark og blev grebet af udlængsel, var mine forældre. Efter at have læst en af dine reportager i Jyllands-Posten, sad min far og hans studiekammerater en sen nytårsaften i 1979 på Thurø ved Svendborg og lod drømmene få frit løb. Hen over tomme øl- og champagneflasker besluttede de at bygge en båd og tage på deres egen jordomsejling. I modsætningen til mange andre nytårsforsæt blev dette ført ud i livet, og blot et år senere købte de et nedlagt hvilehjem ved Vejle, flyttede ind, byggede deres båd og stak til søs. Ned gennem Kielerkanalen, over Atlanten, gennem Panamakanalen og ud i Stillehavet.

Samtidig besluttede min mor sig for i en strøm af impulsivitet at skifte livet på stenbroen i København ud med nogle måneder på togt med dit skib, Nordkaperen. Den lå ude i Fransk Polynesien på det tidspunkt. Du var ikke ombord. Skæbnen ville det altså sådan, at min mor og min far flere tusinde kilometer fra Danmark render ind i hinanden på Tahiti i Stillehavet. De forelsker sig. De kommer hjem. Får mig, bliver gift, og kort efter kommer min lillesøster. Det var altså dig, Troels, der ad omveje bragte mine forældre sammen.

En verden i farver

Jeg har båret historien om mine forældres jordomsejling med mig, fra jeg var helt lille. Allerede dengang fyldte den store sagnomspundne rejse meget i vores hjem i Vejle. Størstedelen af min mors og min fars slægtninge bor på Sjælland og Lolland, så det blev sejlerne, der blev vores tætteste familie. Og når vi var til middag med dem, var det som oftest minderne fra turen, der var det store samtaleemne. Historier om uberørte stillehavsøer og væmmelige storme, historier om Panamakanalen, historien om dengang en af min fars venner i fuldskab pissede i sin sovepose efter at have slukket tørsten med en dunk tequila i den mexicanske ørken. Og så var der selvfølgelig min favorit: Historien om mine forældre.

Op gennem min barndom og ungdom har jeg dyrket den historie. Som helt lille sad jeg i børnehaven og tegnede skibe med drager på siden ligesom Nordkaperen. Jeg kan også huske, at jeg, da jeg var omkring de ti år, ønskede mig et verdensatlas i fødselsdagsgave, så jeg kunne sidde og læse om verdens lande og med pegefingeren følge mine forældres sejlads henover de blå felter på kortene.

Og jeg slugte dine rejseprogrammer på tv. Vi havde dem båndet på vhs, og de blev set om og om igen, indtil de frodige tropeøer blev dynget til i grå sne. Da du i 2006 kom med serien "Rejsen til verdens navle", hvor du tog din gode ven Ib Michael med på togt til Påskeøen, ville euforien ingen ende tage. Hver mandag aften sad jeg sammen med min familie klar foran fjernsynet, og når jeg bagefter lå i sengen og nynnede programmets titelmelodi, Lis Sørensens "Verden er i farver", foldede mine drømmes faner sig ud.

Jeg lå der og længtes efter de åbne vidder og et øhav med fremmede folkeslag, fortalte mig selv dystre historier om søhelte og mytterier og forestillede mig, at jeg i bar overkrop spiste fisk bagt i palmeblade på uberørte sandstrande. Du åbnede hele kloden for mig. Gav mig udsyn og viste mig, at verden ikke var så bedrøvet, som den tog sig ud i Tv-avisen, der viste billeder af hungersnød og folkedrab i Afrika og et Balkan i brand.

For lille Jonathan fra Vejle var du en guide ind i verdens hemmeligheder. Men du var meget andet end det. Det ved jeg nu, hvor jeg er blevet ældre, og barndommen ikke længere er det ubegribelige nu, hvor klatretræet i haven er klatretræet i haven, og hullet på knæet er hullet på knæet. Barndommen er med alderen blevet en bank af minder, hvorfra jeg til stadighed søger svarene på, hvem jeg er.

Fastelavnsboller

Præcis hvornår, jeg blev bevidst om den enorme rolle, du har spillet i min dannelse og i min forståelse af mig selv, ved jeg ikke. Men jeg har nok haft det lidt på fornemmelsen tidligt i mit liv. Jeg kan huske den dag, min mor og far fortalte mig og min søster, Laura, at de skulle skilles. Vi var blevet hentet tidligt fra fritidsklubben, og jeg havde sammen med far været forbi Føtex for at købe fastelavnsboller. Og der sad vi så om spisebordet, og Laura og jeg åd grådigt. Flødeskummet smagte surt af hemmelighederne i rummet, og så fik de voksne endelig slået hul på bylden og sagt, hvad der skulle siges.

Far og mor græd som de første, og Laura skreg."Jeg er da ligeglad", sagde jeg og spiste videre. Jeg gaflede løs, mens tankerne begyndte at snurre. Som en karrusel, der langsomt går i gang og begynder at spinde ud af kontrol.

Den aften, da jeg med hovedpine og ondt i drøblen lagde mig til at sove på en skumgummimadras for enden af mine forældres seng, sagde jeg det ondeste, jeg kunne finde på til min mor. Jeg sagde, at hvis de skulle skilles, ville jeg aldrig kunne få mig selv til at se Troels Kløvedal på tv igen. Når jeg tænker tilbage på det, virker det teatralsk og melodramatisk, men den dag krakelerede billedet af min familie, af min opvækst, af mig - for en stund - og der har du tilsyneladende været en af grundpillerne.

Mine forældre fandt sammen igen en uge efter. De nåede aldrig at blive skilt. Sidste år holdt de sølvbryllup. Vi tog alle fire på en bryllupsrejse til Cuba. I Havanas lufthavn, kort før vi boardede flyet tilbage til Europa, færdiggjorde jeg den norske forfatter Jan Kjærstads roman "Forføreren". Har du læst den, Troels? Hvis du har, vil du huske, at der er en sætning - et filosofisk spørgsmål - der med manisk insisteren bliver gentaget igen og igen gennem hele bogen: "Hvordan hænger et liv sammen?".

Konklusionen i bogen er for mig, at et liv ikke er en opbyggelig materie. Det består af en lang række historier, overleveringer. Uafhængige af hinanden i tid, men alligevel uløseligt forbundet. Et liv er altså ikke en fast størrelse, men et narrativ, hvis karakter dikteres af den, der gengiver den. Fortællerstemmen i "Forføreren" giver sig aldrig til kende. Fortællerens identitet er ikke vigtig, understreges det. Men hvis livet blot er historier, er ens egen tilværelse vel i ens egen begrebsverden fortalt af netop en selv?

Ringene i vandet

I min fortælling om mig selv har historien om mine forældres møde ude i Stillehavet fyldt alt. Den har været definerende for, hvem jeg er. Eller måske nærmere for, hvem jeg gerne vil have, at andre tror, jeg er. Jeg kan historien til hudløshed, for op gennem min barndom og ungdom har jeg med stolthed fortalt den til snart sagt alle, jeg har haft mere end et overfladisk forhold til. Hver gang har jeg følt mig lidt eksotisk. Som om selve mit væsen er sprunget lige ud af et eventyr. At jeg sidder og skriver om det lige nu, betyder jo unægteligt, at jeg endnu ikke er sluppet ud af den spiral.

I de senere år er jeg kommet frem til, at du, Troels, har været så direkte en inspirationskilde for mine forældre, at de nok aldrig var rejst ud og havde mødt hinanden, hvis du ikke havde banet vejen for dem. Og det har sat mit eget forhold til dig i et helt nyt lys. Når jeg som barn sad klinet til skærmen og så dig på tv, når jeg senere i livet læste dine rejsebøger, var det måske ikke kun, fordi du viste mig en verden, jeg var interesseret i og som pirrede min egen udlængsel. Måske så jeg i de levende billeder fra Nordkaperens togter i Polynesien og Indonesien min egen skabelsesberetning spille sig ud for mine øjne og nød en form for nostalgisk genlevelse af et minde, som aldrig har været mit, men mine forældres.

Det er i hvert fald en forklaring, jeg kan finde ro i, og som jeg med dette skriv vil give videre som en hyldest til dig, dit vovemod og dine visioner, som har spredt sig som ringe i vandet.

Jeg ville så brændende ønske, at jeg havde haft muligheden for at fortælle dig det selv.

Jeg nåede kun at give dig den korte version om, at du havde inspireret mine forældre til at stikke til søs. Det skrev jeg til dig i mailen i efteråret. Og du svarede. Du skrev, at du ikke kunne give et interview, fordi du på grund af sygdommen havde mistet din stemme. Måske ville du bare ikke snakke med en journalist, og det ærer og respekterer jeg. Det var det svar, jeg frygtede, men som jeg var forberedt på. Men du skrev noget mere. Du bad mig om at hilse mine forældre, og du kaldte deres historie "et vidunderligt eventyr fra det store liv". Det er dig, Troels. Det store liv.