Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nyt majestætisk kapel tegnet af folkene bag Den Uendelige Bro

Majestætisk og i pagt med resten af kirkegården. Det nye kapel kommer til at ligge i den grønne lund i den sydlige ende af Odder Ny Kirkegård. Taget bliver hældende, så man næsten får en fornemmelse af kirketårn.Illustration Gjøde & Povlsgaard

Nyt majestætisk kapel tegnet af folkene bag Den Uendelige Bro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokalt - Det bliver arkitektfirmaet Gjøde & Povlsgaard med base i Aarhus, der skal stå for byggeriet af det nye kapel på Ny Kirkegård.

De to arkitekter er blevet valgt af menighedsrådet ved Odder Sognekirke, fordi medlemmerne mener, at Johan Gjøde og Niels Povls- gaard sammen med deres kolleger på tegnestuen har skabt en bygning, der trods sin lidenhed synes både majestætisk og i pagt med kirkegårdsrummet.

- Det har været utroligt spændende at se på de tre forslag, som vi blev præsenteret for. Men vi har valgt Gjøde og Povlsgaards forslag, fordi det rummer så mange spændende detaljer. Nu handler det om at få sat gang i lokalplanen og den videre detailplanlægning, siger menighedsrådsformand Bente Grønfeldt, der håber, at byggeriet kan gå i gang til april næste år og forhåbentlig tages i brug et år senere.

Hjemmevant arkitekt

Kirkegården i Odder er ikke ukendt område for den ene af de to arkitekter, Niels Povlsgaard, som er vokset op i Odder og bliver ansvarlig for projektet. Han indrømmer dog, at kirkegården ikke var stedet, han kom mest som barn.

- Så meget desto mere spændende har det været at komme ind og opleve kirkegården, som jeg jo har kørt forbi hele mit liv ude på Rådhusgade og Torvald Køhlsvej, siger arkitekten, som sammen med kollegaerne bl.a. har stået for skabelsen af Den Uendelige Bro, som var en af hovedattraktionerne ved sidste års Sculpture By the Sea i Aarhus.

Af andre opgaver kan nævnes en totalrenovering af beboerhuset i Sølystgade i Aarhus samt installationen i forbindelse med Kulturaften 2015 på Ejer Bavnehøj, da der blev tændt 288 fakler, som tilsammen gav en samlet skulptur.

Det er første gang, at Gjøde & Povlsgaard har tegnet et kapel, og det har været en spændende udfordring for tegnestuen.

- Der var mange ting, man skulle sætte sig ind, da et kapel har mange funktioner, og man skal være påpasselig med virkemidlerne, fordi brugerne kan være meget sårbare. Men vi er selv ganske godt tilfredse, siger han.

Trekantet bygning

Det nye kapel får form som en ligesidet trekant, hvor det hjørne af bygningen, som vender ud mod den alle, der fører ned til anden ende af kirkegården, hæves, så det bliver ca. syv meter højt. Her vil der i stenene være huller, så lyset kan spille ind i ceremonirummet, der får plads 36 - måske flere - gæster.

En af tankerne bag det trekantede rum er, at kisten kan placeres foran den højeste del af rummet, hvor lyset kan spille ind gennem hullerne i bygningens sten.

Den trekantede grundplan gør, at efterladte vil føle en vis form for intimitet, selv når der er få personer til stede ved en bisættelse.

- Vi har gjort meget ud af at gøre rummet neutralt uden religiøse symboler, fordi det skal kunne bruges af alle. Men derfor må det gerne have en vis form for højtidelighed i sig f.eks med lysindfald. Det mener jeg, at arkitekterne har klaret på en fin måde, siger provst Dorte Sørensen, der har fået lovning på, at folkekirkerne i provstiet kan benytte kapellet ved det gamle sygehus for et symbolsk beløb, indtil det nye kapel står klar til indvielse.

Ud over selve ceremonirummet kommer det nye kapel også til at indeholde toiletter, teknikrum, depotrum, et præstekontor, et forberedelserum og otte kølebokse.

Prisen for kapellet er tre mio kr., og det bliver det lokale rådgivende ingeniørfirma Ivar Lykke Kristensen, som skal være bygherrerådgiver og entreprenør.

Som mange steder vil andre end medlemmer af Folkekirken også kunne benytte det nye kapel til en bisættelse. I så fald skal de efterladte dog betale de faktiske og dokumenterede udgifter, altså lys, varme og vedligehold. Det skal medlemmer af Folkekirken ikke.