Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tre ting du skal vide om produktivitetskravet


Tre ting du skal vide om produktivitetskravet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Regionerne slap ikke af med det såkaldte produktivitetskrav i den nye aftale med Finansministeriet. Få her svar på tre spørgsmål om, hvad produktivitetskravet er, og hvad det betyder.

1 Hvad er det?

Produktivitetskravet er skabt for at sikre, at sygehusene og psykiatrien er effektive og leverer så mange behandlinger og så meget sundhed som muligt for skattekronerne. Kravet om højere produktivitet er indskrevet i de årlige økonomiaftaler mellem Danske Regioner og regeringen (Finansministeriet). Fra 2007 blev kravet sat op fra 1,5 procent til to procent. Regionerne skal altså levere to procent mere hvert år for at få del i den såkaldte effektivitetspulje.

Forsimplet kan man sige, at en region, der laver 1000 knæoperationer et år, skal lave 1020 det næste, 1040,4 det tredje og 1061,2 det fjerde osv.

Mens regionerne producerer to procent mere om året, er den gennemsnitlige produktivitetsfremgang på det private område 0,8 procent om året.

2 Virker det?

Ja. Men hvor længe mon? Produktivitetskravet har vist sig som et særdeles effektivt middel til at få regionerne til at blive mere effektive år for år. Sidste år besøgte 2,8 millioner unikke patienter landets sygehuse, og det er 300.000 flere end i 2009. Enkelte år er det lykkedes regionerne at øge produktiviteten med over fem procent i forhold til året før. Altså mere end dobbelt så meget som kravet lyder på.

Effektiviseringerne findes typisk ved hjælp af ny teknik, færre sengedage, bedre medicin og ved at løbe hurtigere.

I 2014-2015, som er det senest opgjorte år, ligger fremgangen dog på 1,9 procent og altså en smule under kravet. Samtidig er der begyndt at vise sig nogle alvorlige bivirkninger ved en model, der belønner flere behandlinger og straffer, hvis man ikke når målet. Et stort antal behandlinger tæller godt i regnskabet, men det er ikke altid det bedste for patienterne. For eksempel giver det god mening og tryghed med teleordninger, hvor patienter selv kan overvåge for eksempel hjerterytme og blodtryk hjemmefra. Men de færre kontrolbesøg på sygehuset betyder en lavere aktivitet på sygehuset.

3 Kan det blive ved?

Det er svært at svare entydigt på. Sygeplejerskerne, lægerne og socialpædagogerne mener, at grænsen er nået for, hvor hurtigt de kan løbe. 36 organisationer, der repræsenterer cirka en halv million offentligt ansatte, slog alarm her i avisen i tirsdags. De kræver, at regeringen stopper det, som medarbejderne oplever som udsultning af de offentlige velfærdsydelser.

Også regionspolitikerne mener, at grænsen er nået, og at de ikke kan blive ved med at sætte tempoet op med to procent om året. Derfor ville de have fjernet kravet ved årets forhandlinger med Finansministeriet, men det lykkedes som bekendt ikke. Kravet består, og regionerne fik en halv milliard mere at gøre godt med. Det svarer til en halv procent mere end året før. Til gengæld skal de levere en stigning i antallet af behandlinger på to procent. Det er ikke et imponerende resultat for regionerne, vurderer Kjeld Møller Pedersen, som er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet.

Men som det fremgår af punkt 2, har regionerne omvendt selv vist, at de faktisk har kunnet effektivisere indtil nu. Og selv om de mener, grænsen nu er nået, så tror Finansministeriet på, at der stadig er effektivisering at hente på sygehusene og i psykiatrien.