Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Porten mod vest: Det er Esbjerg nu

Erik Trigger Olsen, digter og børnebogsforfatter fra Esbjerg. Arkivfoto: Chresten Bergh

Porten mod vest: Det er Esbjerg nu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Digteren og børnebogsforfatteren Erik Trigger Olesen har til opslagsværket "Her er DK" bidraget med et portræt af sin hjemby, Esbjerg, som den ser ud lige nu.Læs hans tekst her.

Først var der et behov, så en ide og en vilje. Nu er der en by. En by fuld af behov, ideer og vilje.

Esbjerg blev gravet ud af kysten, nu ligger den der, med sine retlinjede gader, som Manhattan. Formet af industrien, menneskets stræben, havet. Omgivet af fremtiden som ingen anden by, vindmøller frem for alt. Og olieindustrien. Energi.

Og midt i det hele havnen. Årsagen til det hele. Porten imod vest, imod verden. Som et stort pulserende organ, aldrig i ro, altid summende af lyde, metal, maskiner og bølger.

Bisserne, der engang huserede her, er for længst væk, nu er det unge strømlinede mænd, certificerede, AMU-uddannede og med en skrap alkoholpolitik, som sikkert fører deres store maskiner rundt på kajerne. Nu drikker ingen sig ihjel længere. Ingen kører spritkørsel om fredagen. Ingen stavrer afsted imod kartoffellasterne mandag morgen klokken 7, med en pose guldøl og en flaske brændevin. Det retlinede har overtaget, fordi det er nutidens behov, fremtidens krav, ideen med det hele, viljen til det.

Snart vil de gamle omklædningsskabe blive skiftet ud, blodpletterne, opkastet og skyggerne af de overnattende vil blive vasket af gulvet i "fuldebrummen", den almindelige term for tørrerummet bagerst i mønstringshuset. Forgården til så mange forskellige og individuelle helveder, ensomhedens, fortvivlelsens, befolket af skrigene fra det tilfældigt og sjusket ophængte arbejdstøjs tunge sjæle, og deliriernes myriader af fabeldyr. Og i den nye teknokratiske og målstyrede verden vil tøjet hænge tavst, i ordnede nummererede rækker, og vente ivrigt på at blive taget ned igen for omhyggeligt og lineært at følge sit formål.

Snart vil også det sidste af de gamle pakhuse være revet ned eller moderniseret. De gamle kreaturstalde for foden af skråningen ned til Adgangsvejen, som jeg cyklede forbi hver morgen som ung havnearbejder, er væk, erstattet af et tre-etagers kontorhus hvor morgenfriske arkitekter og ingeniører tegner og beregner en ny verden.

Men det er havnens styrke, det som også er blevet byens styrke, det som er menneskets styrke, at være mobil til forandring når nye forhold kræver det, at kunne udvikle sig, udvide sig selv inden for sig selv. Og det er det byen gør, udvider sig selv, fornyr sig. Og havnen udvider sig i takt med den, i takt med industrien som kræver mere og mere plads, flere mennesker og mere internationalitet, på grund af det industrielle Kinderæg som byen satser på: Olie, gas og vindkraft.

Imod syd, i det gamle blåler der har ligget urørt siden kridttiden, men som nu er blevet opfyldt og indvundet i industriens navn, breder vindmøllekomponenterne sig som geledder af endnu tilbageholdt energi, på spring til at blive sluppet løs.

Og inden for synsvidde står olieriggenes og opsætningsfartøjernes stift strittende ben som antenner tunet ind på verden, som dele af en industriel paratheds skyline, imellem de stadigt nyere og stadigt højere bygninger der bliver ved med at skyde op.

Esbjerg i dag er ikke længere plaget af fiskerihavnens kvalmende stank. I dag ligger her sejlskibe uden på hinanden hvor før snurrevodskutterne og trawlerne lå i lag af fire, fem skibe, uden på hinanden. Isværkets store betonkrop, ligger stadig massiv og monumental imellem fjerde og femte bassin, som nu er fyldt op og byggemodnet, klargjort til mere industri.

I Esbjerg i dag er det gamle indlejret i det nye, og det nye beklædt med fortidens mod til udsyn og forandring.

I Esbjerg står man nu, som altid, med ansigtet vendt imod verden og fødderne forankret i det sikre uforanderlige holdepunkt, spunsjernenes palisadeværk, hvor kommunikationen med kontinenterne

derude mødes og frigøres i musiske skvulp. Her mærker mine fødder, hvordan verdens morse indlejret i havstrømmene, møder min rustne bastions fundament, og bliver til en puls. En puls som forplanter sig i byen bagved, som den ligger med sine nybyggede forretningscentre, gågadens havinspirerede brostensmosaik, musikhusets skarpt skårne profil, Idrætsparkens målrettede samling af baner og bygninger og den gamle tobaksfabriks kulørt oplyste genbrugsfacade, lyttende, spændstig, nærværende, rytmisk, næsten maskinelt åndende, som et vagtsomt dyr der vejrer bytte, og spændt afventer fremtiden. Som en tiger på spring.

Det er Esbjerg nu.

- Det er hovmodigt at hævde, at centrum ligger i København