Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Helligdag har måske reddet danske computere - for nu

Det britiske sundhedsvæsen er en af de offentlige institutioner, der er blevet udsat for cyberangreb fredag aften.

Helligdag har måske reddet danske computere - for nu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danske virksomheder har fået et par ekstra dage til at sikre sig mod cyberangreb, vurderer Leif Jensen.

Store bededag har måske givet de danske virksomheder en gave i forsvaret mod et cyberangreb, der fredag aften blev indledt mod virksomheder, organisationer og offentlige instanser i mindst 74 lande.

Det vurderer Leif Jensen, der er direktør i it-sikkerhedsselskabet Kasperskys nordiske afdeling.

- Jeg tror, at vi har været heldige i Danmark, at det er startet på en helligdag. De fleste virksomheder har været lukket, og folk har været hjemme og spise varme hveder, siger han.

- Det er ikke, fordi angrebet stopper. Det handler om, hvornår folk tænder deres computer. Så når der kommer mange medarbejdere på arbejde mandag morgen, vil man se det her tal stige væsentligt.

Den helt store prøve bliver ifølge Leif Jensen, når computerne tændes rundt om i de danske virksomheder.

Cyberangrebet sker i første omgang via en mail. Mailen forsøger at få modtageren til at åbne en fil eller klikke på et link, der bringer virussen ind på computeren.

Det er i sig selv ikke usædvanligt. Men dette angreb skiller sig ud, fortæller Leif Jensen.

- Når den først er kommet ind hos en virksomhed, kan den sprede sig selv på det interne netværk. Som en god gammeldags virus. Det ser man normalt ikke med ransomware, siger han.

Ransomware betyder, at virussen tager data på computeren som gidsel. Når brugeren forsøger at se sin data, får brugeren en besked, der kræver en løsesum for at frigive brugerens data igen.

Kaspersky har registreret forsøg på angreb i Danmark. Endnu er der ingen meldinger om succesfulde angreb, siger Leif Jensen.

It-sikkerhedsselskabet får sine oplysninger fra frivillige indberetninger fra sine "cirka 400 millioner brugere" globalt set.

Imens virussen spreder sig og tager flere data som gidsler, forsøger Kaspersky at finde kuren til virussen.

- Vi har sat vores udviklere til at forsøge at lave en dekryptering, siger han.

En dekryptering vil befri de data, der er blevet taget gidsel bag en kryptering.

- Det er ikke altid, det kan lykkes. Men hvis det lykkes, så vil det blive frigivet ganske gratis.