Offer chokeret over dom

Offer chokeret over dom
41-årige Diana Brok lever i dag med en ny mand, skjult på en hemmelig adresse. Her forsøger hun at rejse sig fra de psykiske traumer, det voldsomme overfald, som eks-bokseren Lars Lund Jensen udsatte hende for, har påført hende. Foto: Morten Marboe

AnnonceKlik for stor annonce

loading...

Af Birgitte Avnesø
Sidst opdateret Lørdag d. 4. februar 2012, 16:40

Horsens 41-årige Diana Brok, der i marts sidste år blev udsat for mishandling af eksbokseren Lars Lund Jensen, er chokeret over, at han undgik den forvaringsdom, som statsadvokaten ellers havde krævet.

I stedet slap Lars Lund Jensen med en overraskende mild dom på to et halvt års fængsel for grov vold, trusler og frihedsberøvelse.

- Jeg var mundlam, da jeg hørte dommen. Det var som at få en spand iskoldt vand i hovedet. Jeg kommer aldrig til at stole på det system igen, lyder det fra Diana Brok.

Hun er stadig mærket på sjælen efter det voldsomme overfald, hvor Lars Lund Jensen I op mod en time udsatte han hende for grov vold, lænkede hende med håndjern først til et vandrør på badeværelset og senere til rat og gearstang i hans bil, slog hende med knytnæve, sparkede hende, rev store totter hår ud af hovedet på hende og truede gentagne gange med at slå hende ihjel eller brænde hende af i sin bil.

Alt det er han kendt skyldig i. Og selvom Lars Lund Jensen har en stribe af domme for bl.a. vold og voldtægt af tidligere kærester og derfor ifølge statsadvokaturen i Viborg burde få en forvaringssdom på ubestemt tid, takserede Byretten i Horsens hans overfald på Diana Brok, vold mod en af hendes venner i februar 2010, overtrædelse af et tilhold mod en tidligere kæreste og trusler på livet mod Diana Broks nuværende kæreste til fængsel i to et halvt år.

- Jeg må fortsætte med at gemme mig. Der er ikke andet for. Jeg kommer aldrig til at være i fred, konstaterer Diana Brok efter dommen.

Og hendes bistandsadvokat, advokat Helle Vermeij, undrer sig over afgørelsen.

- Jeg er overrasket over, at han ikke fik forvaring. Det er ikke en forventet straf af den størrelsesorden, der giver en nævningesag. Det undrer jeg mig over, siger Helle Vermeij.

Diana Brok fortæller lørdag i Horsens Folkeblad sin historie om forholdet til Lars Lund Jensen, som hun lærte at kende i december 2009, men som hun ret hurtigt derefter kom til at frygte.

Relaterede artikler
loading

  • Lokalt
  • Ind- og Udland
  • Mest læste
Tema
Galleri

Horsens Folkeblad

Søndergade 47

DK-8700 Horsens

 

Tlf. +45 7627 2000

Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Horsens Folkeblad. Horsens Folkeblad har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.

Vilkår for anvendelse af Net-Avis og E-avis | Personoplysninger