Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Typisk dansk sommer? - Se hvor solen skinnede mest

Det var særdeles vådt til årets Tour De Højen ved Vejle i juni måned. Og juli fulgte også op med en hel del regn. Arkivfoto: Mette Mørk

Typisk dansk sommer? - Se hvor solen skinnede mest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle ligger i bund i Trekantområdet, og Ikast-Brande scorer lavest i Danmark. Se hvordan juli-vejret var i din kommune.

Østjylland: En typisk dansk sommer.

Den vending har ofte været brugt i juli i år, men hvor dårligt var vejret i din kommune i forhold til nabokommunerne? Og var årets juli på landsplan egentlig værre end de senere år?

Det har DMI svaret på. Vejrtjenesten har kigget tallene igennem for de mange målestationer landet over for at fastslå, hvor galt det reelt har været hen over den danske sommermåned.

Og de lokale kommuner er bestemt ikke blandt topscorerne i landet, når det kommer til solskinstimer, temperaturer og et minimum af nedbør. Men årets sommer er ikke værre end sidste år.

Bedre end sidste år

Kommunerne i Østjylland og Trekantområdet kan ikke konkurrere med Samsøs 235,7 solskinstimer i juli måned - eller solskinsøen Bornholm. Men både Middelfart, Odder og Fredericia ligger over landsgennemsnittet på 196 timer.

Vejle og Horsens placerede sig begge en del under, og Vejle er også dårligst i Trekantområdet.

Sammenlignet med sidste år er der dog ikke grund til at klage. Der lå landsgennemsnittet på 177 timer i juli. 

Men det er en ordentlig nedgang i forhold til årene før, hvor der for eksempel i 2013 var hele 297 solskinstimer i juli.

 

Ikast-Brande er bundskraber

Når det kommer til temperaturer, ligger de østjyske byer tæt. Men der er 0,8 graders forskel fra Middelfarts 16 gennemsnitlige grader til Ikast-Brandes 15,2 i bund. Men Ikast-Brande er også bundskraberen i hele Danmark, når DMI sammenholder både solskinstimer, temperatur og nedbør.

Middeltemperaturen landet over var på 15,5 grader. Det er det samme som i 2015, mens der sidste år var 16,4 grader. Bedste juli de sidste ti år var for tre år siden, hvor der var 19,5 grader i gennemsnit i måneden.

Højeste temperatur blev målt i ved Hammer Odde fyr på Bornholm den 30. juli. Der viste termometeret 26,4 grader.

Vådt i Vejle

Juli har også været våd, men ikke værre end de sidste to år. Landsgennemsnittet lå i år på 78 millimeter regn, mens det de to foregående år lå på 85 og 86. Solskinsåret 2013 havde kun 19 millimeter.

Lokalt kunne Odder og Fredericia glæde sig over at kunne gå mest tørskoede rundt, mens Horsens fik 68,8 millimeter, og Vejle - der er kendt for ofte at få meget regn - lå en hel del over med 83,2 millimeter.

Både Billund og Ikast-Brande fik dog endnu mere brug for paraplyen.

Mindst regn på landsplan faldt i Lemvig i Vestjylland, mens borgerne i Guldborgsund Kommune på Falster blev mest våde.