Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Panduro slipper tøjlerne på de store koncerter - her er afløseren

Allerede som direktør for Horsens Ny Teater hentede Frank Panduro de første udenlandske navne til byen. Fra 2000, da Horsens & Friends kom til verden, begyndte det at gå rigtigt stærkt. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Panduro slipper tøjlerne på de store koncerter - her er afløseren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selskabet bag de store koncerter i Horsens får fra årsskiftet ny direktør. Den tidligere Smukfest-formand Claus Visbye overtager Frank Panduros stol.

Horsens: Horsens & Friends får fra årsskiftet ny direktør. Frank Panduro har besluttet at sige stop. Hans stol overtages af den tidligere Smukfest-formand Claus Visbye.

Dermed siger det lokale selskab farvel til manden, som gennem den seneste snes år har hentet stort set alle rock- og popverdenens topnavne til Horsens.

Til gengæld træder en erfaren herre til. 43-årige Claus Visbye har gennem 17 år været en del af ledelsen bag Smukfest i Skanderborg, de seneste ni år som formand.

- Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre til jobbet, siger Frank Panduro.

Rock i Lunden: Vi skal nok have fat i et udenlandsk navn
Man kan sige, at jeg har kørt Horsens & Friends frem til version 1.9999. Nu bliver det Claus, som tager hul på version 2.0.
Frank Panduro

Jublende lykkelig

Claus Visbye meldte allerede i marts ud, at han ville søge nye udfordringer og derfor med udgangen af august fratrådte som formand for Smukfest. Det meddelte han venner og bekendte via en mail, som også gik til Frank Panduro.

- Jeg behøvede ikke at tænke mig om i mange minutter, inden jeg svarede tilbage: Kære Claus, så skal du være direktør for Horsens & Friends, og jeg er jublende lykkelig for, at han er med på ideen, siger Frank Panduro.

Han havde egentlig regnet med at tage endnu et par år hos Horsens & Friends, bl.a. "fordi jeg har en drøngod bestyrelse", som han siger. Men med Claus Visbyes udmelding opstod en mulighed, Panduro ikke kunne sidde overhørig.

- Jeg har altid beundret, hvad Claus har gjort på Smukfest. Derfra kender han musikbranchen og har det nødvendige netværk. Samtidig ved jeg, at Claus har hele Horsens-historien med i rygsækken.

Vemodigt, men rette tidspunkt

61-årige Frank Panduro tog skridtet ind i kulturens verden, da han i 1991 blev direktør for det nyåbnede Horsens Ny Teater.

I 2000 stiftede han med hjælp fra lokale erhvervsfolk og Horsens Kommune Horsens & Friends, som første gang vakte opsigt, da det samme år lykkedes at hyre Bob Dylan til en eksklusiv koncert på Horsens Ny Teater.

Siden har stort set alle rock- og popverdenens topnavne spillet i Horsens: David Bowie, Paul McCartney, R.E.M, Rolling Stones, Madonna, Neil Young, AC/DC, U2, Metallica, Bruce Springsteen og senest Rammstein - for nu at plukke lidt fra en meget lang liste.

- Selvfølgelig bliver det vemodigt at sige farvel til Horsens & Friends, forklarer Frank Panduro. Ikke fordi jeg kommer til at mangle noget at lave, for jeg har Panduro Management, som bl.a. tager sig af Lars Lilholt og Frank Hvam, og jeg skal også passe TeaterHotellet i Horsens, som jeg ejer.

- Men der er noget, der hedder rettidig omhu. Jeg har i flere år tænkt: Hvem kan tage over? Jeg har fulgt Claus, og jeg har set, hvad han har gjort på Smukfest. Sådan én som Claus hænger ikke på træerne, og derfor er det nu, jeg træder tilbage.