Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kommunen dækker store millionunderskud på børne- og familieområdet

En stor omlægning fra dagpleje- til vuggestuepladser har presset økonomien på dagtilbudsområdet, som i flere år er kommet ud med røde tal på bundlinjen af kommunens regnskab. Arkivfoto

Kommunen dækker store millionunderskud på børne- og familieområdet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På dagtilbudsområdet og i familieafdelingen i Horsens Kommune er der så store underskud, at det vil betyde dårligere service, hvis ikke kommunen eftergiver de store beløb.

Dagtilbudsområdet har slæbt rundt på et overforbrug på 8,5 mio. kr. i de seneste år. Området har været gennem en stor omstilling, hvor dagplejere er kommet på efteruddannelse, og der er oprettet flere vuggestuepladser.  
Borgmester Peter Sørensen (S)

Horsens: Helt ekstraordinært har politikerne i kommunens økonomi- og erhvervsudvalg besluttet at eftergive to store millionunderskud på to områder i kommunen. På årsregnskabet for 2016 lyser dagtilbudsområdet op med et underskud på 8,7 mio. kr., mens familieafdelingen har et minus på 7,2 mio. kr.

Hvis de to områder skal afdrage på de store underskud, vil det betyde, at serviceniveauet på områderne vil blive dårligere i en periode.

- Helt ekstraordinært eftergiver vi gælden. På begge områder kan de ansatte ikke hente pengene ind, med mindre de gør det på lønkroner. Derfor har økonomi- og erhvervsudvalget besluttet, at vi håndterer underskuddene, siger borgmester Peter Sørensen (S), som oplyser, at det er først gang, det sker i den nuværende byrådsperiode.

På dagtilbudsområdet er underskuddet oparbejdet over flere år bl.a. som følge af omlægningen fra dagpleje- til vuggestuepladser. Omlægningen skyldes, at flere forældre efterspørger vuggestuepladser.

- Dagplejen var dyr før omlægningen, fordi der var for mange dagplejere, der gik med tomme pladser. Selve hoppet, hvor flere dagplejere blev tilbudt efteruddannelse for efterfølgende at få arbejde i en af vores daginstitutioner, har også kostet noget. Det er en engangsudgift, men den skal afskrives. Til gengæld er det god personalepolitik, at vi har kunnet fastholde medarbejderne, siger Peter Sørensen.

Horsens Kommune har brugt næsten hver en krone i 2016

Skal ikke ske for tit

På familieområdet er underskuddet opstået, fordi der det sidste halvår af 2016 har været ekstra mange sager, som har krævet indsatser.

- Det er handikap- og specialområdet, som har kostet flere penge. Velfærds- og sundhedsudvalget har lavet en buffer på området, og der er lavet en demografimodel, som tager højde for udviklingen på området fremadrettet. Med den bliver de største udfordringer fjernet, forklarer Peter Sørensen.

Efter eftergivelsen af de store underskud forventer kommunen, at der vil være balance i økonomien på begge områder.

- Det her skal vi ikke gøre for tit. Jeg kan ikke garantere, at vi ikke kan komme til at stå i en lignende situation, men det vil være uklogt at dække underskud for ofte, fastslår borgmesteren.

Dyre, men gode investeringer

Antallet af sager på især handikap- og specialområdet kan dog være svære at forudsige, fordi f.eks. en alvorlig færdselsulykke kan betyde, at en eller flere personer skal have dyre indsatser.

- Så jeg kan ikke sige, at vi ikke en dag står med en ekstraordinær situation igen. Vi har f.eks. haft nogle flygtningebørn, som har krævet mere, end vi forventede. Nogle af dem har ting med i bagagen, som kræver indsatser. Det er dyre indsatser, men de skal være her resten af livet, så vi skal lave det forebyggende arbejde. Det er dyre, men gode investeringer, understreger Peter Sørensen.

Inden sagen er endeligt vedtaget, skal den behandles på byrådets møde på mandag.