Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bevaringsværdig gård skal danne ramme om nye lejligheder

Den gamle gård på Strandkærvej menes at være fra mellem 1779 og 1879 og var en del af den gamle landsby Dagnæs. Nu skal der opføres lejligheder i gården. Foto: Lars Juul

Bevaringsværdig gård skal danne ramme om nye lejligheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er nye lejligheder på vej på Strandkærvej, hvor en gammel gård skal stå side om side med nybyggeri. Mellem 26 og 28 lejligheder forventes at blive opført på grunden.

Horsens: Snart kan man leje en lejlighed i en mere end 200 år gammel gård, når en gammel bindingsværksgård skal danne rammen om et nyt boligbyggeri på Strandkærvej 40.

Det røde og hvide hus med stråtag er vurderet bevaringsværdigt på grund af arkitekturen, kulturhistorien og den håndværksmæssige udførelse. Bygningen kan dateres helt tilbage til mellem 1779 og 1879, og nu får den altså nyt liv i form af lejligheder.

Der er fire gårdbygninger på den 8650 kvm store grund, der ligger godt gemt væk bag en masse træer over for Dagnæsskolen. Her forbliver de to bindingsværksbygninger, mens to andre, der er af nyere dato, væltes.

Det er Horsens Boligbyg APS, der står bag byggeprojektet, og selskabet forventer at opføre mellem tre og fem lejligheder i den gamle gård, som Horsens Kommune i sin lokalplan kalder "en af de sidste repræsentanter for landsbyen Dagnæs".

Hvad betyder bevaringsværdig?
En fredet bygning har særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter og kan siges at have national betydning.En bevaringsværdig bygning kan på samme måde fortælle noget om arkitektur og kulturhistorie, men på et regionalt eller lokalt plan.

En fredet bygning er fredet ude som inde, mens det kun gælder det ydre på en bevaringsværdig bygning.

I Danmark er ca. 9000 bygninger fredet, og ca. 300.000 har bevaringsværdi.

Nye boliger på samme grund

De øvrige bygninger på grunden væltes for at gøre plads til et nybyggeri rundt om den gamle bindingsværksgård. Her skal nemlig opføres 23 øvrige lejeboliger, som kommunen vil sikre sig passer til den eksisterende gård.

- Selvom det ikke bliver som den traditionelle firelængede gård, er der alligevel lagt vægt på, at man genskaber længestrukturen i det nye byggeri, siger Jens Nedergaard, der er byggesagsansvarlig for projektet ved Horsens Kommune.

I lokalplanen kan man også læse, at "det skal sikres, at ny bebyggelse harmonerer med de bevaringsværdige bygninger i materialer og farver". Hvordan det præcist kommer til at se ud, vides ikke, for der er endnu ikke udarbejdet facadetegninger.

P-pladser ved siden af lejlighederne

De nye boliger opføres som tæt-lav byggeri i halvanden etages højde, hvor både dimensionerne og taghældingen skal matche den eksisterende gård.

Hele boligkomplekset bliver bilfrit. Forstået på den måde, at parkeringspladserne anlægges ved siden af boligområdet, som i stedet får en masse grønne områder og legepladser.